Filmanmeldelse: Sparrows – Tabt islandsk uskyld

Sparrows

4 popcorn

Rúnar Rúnarssons anden spillefilm “Sparrows” er endnu et eksempel på den islandske filmbølge, er på det seneste er skyllet ind over de danske biografer.

Trods titlen er der dog ingen spurve med i filmen og ingen munter fuglesang. Tværtimod er ”Sparrows” en stille og vemodig coming of age film. Et stykke barsk socialrealisme, hvor uskylden fordufter mere råt end romantisk.

Avi (Atli Oskar Fjalarsson) er en stille, langlemmet teenager, der synger i et kor i Rekjavik. Da hans mor tager til Afrika med sin danske mand, bliver han sendt afsted for at bo hos sin far (Ingvar E. Sigurdsson) i en fjerntliggende fjord på Island, hvor forældrene boede, indtil de blev skilt.

Trods de naturskønne omgivelser, er der tale om et trøstesløst sted, hvor de lokale indbyggere dulmer følgevirkningerne af den finansielle krise med alkohol, og hvor den konstante midnatssol afslører alle hemmeligheder.

Avi ender med et kedeligt og monotont job på den lokale fiskefabrik. Hans eneste forbindelse med byen er hans blide farmor (Kristbjorg Kjeld), der skælder faderen ud for hans løsslupne drukgilder og hans barndomsveninde Lara (Rakel Bjork Bjornsdottir), som selvfølgelig har fået en aggressiv og besidderisk kæreste i mellemtiden.

Da Avi’s farmor pludselig dør bliver hans isolation næsten ubærlig, ikke mindst fordi den far, der burde være der til at trøste ham, er mere fuld end ædru.

Rúnar Rúnarsson dirigerer sin film med en næsten gletcheragtig langsommelighed, hvor baggrundsbilleder ofte holdes fast i lang tid. Det giver nogle overraskende virkninger, men understreger også melankolien og følelsen af at sidde fast og ikke komme ud af stedet.

Som Avi falder Atli Oskar Fjalarsson ind i samme langsomme rytme med en fåmælt stilhed, der er fuldstændig uden krukkeri. Hans korsang vises i tre nøglescener: Åbningsscenen i en kirke i Rekjavik, scenen med farmoderens begravelse og endelig en scene, hvor Avi synger sig væk på bunden af en stor, tom olietank.

Det dysfunktionelle forhold mellem Avi og hans far opsummeres i en scene, hvor de to er ude og jage på fjorden. En sæl kigger forsvarsløs op over vandet, men Avi kan ikke få sig selv til at skyde, og hans far er for fuld til at ramme. Ingvar E. Sigurdsson spiller den ubarberede, ustabile far med aggressiv sårbarhed som en mand, der udmærket er klar over sin egen selvdestruktive opførsel, men er for svag til at ændre sig.

Kærligheden mellem Avi og Lara udvikler sig efterhånden, men kulminerer bittersødt i en scene, der billede for billede er en genindspilning af Rúnar Rúnarsons mesterlige kortfilm ”Småfugle” (2008).

Man kan ikke lade være at spekulere på, om Rúnarsson med ”Sparrows” har forsøgt at udvide kortfilmen til en hel spillefilm. Forsøget både lykkes og mislykkes. Der er kommet en hel og ganske seværdig film ud af det, men den tilføjer ikke noget nyt til hverken Runarssons to kortfilm – den anden var ”Anna” (2009) – eller hans første langfilm ”Volcano” (2011).

På den måde virker Rúnar Rúnarsson lidt som om, hans egen karriere som instruktør er inde i samme stilstand som hans nyeste film.

Sparrows – 99 minutter – Island, Danmark og Kroatien – Instruktør: Rúnar Rúnarsson – Medvirkende: Atli Oskar Fjalarsson, Ingvar E. Rakel Bjork Bjornsdottir, Kristbjorg Kjeld m.fl.