De bedste film i 2016

The Revenant

Så forlod vi endnu et filmår – et år hvor den danske filmfront var præget af modsætninger.

Der var således masser af danske spillefilm at vælge imellem i biograferne. Hele 26 af slagsen havde premiere i 2016, men alt for få så dem. I alt blev der kun solgt 2,6 millioner billetter til de 26 film, hvilket er den laveste billetomsætning på danske spillefilm siden 2009.

Det gav et snit på 100.000 solgte billetter pr. film, men i bunden så det endnu værre ud. Ali Abbasis ”Rosemarys Baby” inspirerede ”Shelley” er således kun blevet set af 143 i biografen fulgt af Puk Grastens ”37”. Historien om den unge Kitty Genovese, der i 1964 blev myrdet i New York, mens 37 mennesker mere eller mindre stiltiende ser til, har indtil videre kun solgt 342 biletter. Og Omar Shagarwis ”Al Medina” trak blot 839 i biografen. Lægger man dertil Runar Runarssons ”Sparrows” (1.076 billetter), Christian Tafdrups ”Forældre” (1.603 billetter) og Bo Mikkelsens ”Sorgenfri” (4.894 billetter) får man seks film med et samlet salg på 8.897 billetter. Ikke just imponerenden.

Så hjælper det ikke meget, at f.eks. ”Klassefesten 3” er blevet set af 538.503. Det understreger tværtimod at biografsucces og kvalitet langt fra altid hænger sammen.

Et andet modsætningsfyldt område var debatten om kønskvoter, som Informations anmelder Christian Monggaard beskrev på følgende måde for et par dage siden: ”På den ene side har man endelig søsat arbejdsgrupper til at gøre noget ved den ulige kønsfordeling i dansk film. På den anden side taler man om tiltag som kønskvoter, selv om den forholdsmæssige fordeling af filmstøtte mellem de kvinder og mænd, der rent faktisk søger støtte, slet ikke er så ulige – så det ser altså ikke ud til, at det nødvendigvis er her, man skal finde baggrunden for, at der ikke er flere kvinder i branchen.”

Årets virkelig store filmoplevelser skulle findes i udlandet.  Herunder har jeg traditionen tror samlet en håndfuld film, der fik den højeste karakter på CineMadsen-bloggen. Film, der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet, og hvor fantastisk et medie, film er. Og fem værker, som alle, der elsker film ikke bør snyde sig selv for.

Med disse ord siger jeg godt nytår til alle bloggens læsere. Jeg glæder mig til også i 2017 at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen.

THE REVENANT
Der er unægteligt et stykke fra den mexicanske instruktør Alejandro González Inarritu’s forrige film ”Birdman” (2015), der foregår bag kulisserne på et stort Broadway-teater, og hans nye film ”The Revenant”, der foregår i den storslåede natur omkring Rocky Mountains omkring 1820. Og så alligevel ikke. Det er en fantastisk og visuel episk fabel, som Inarritu her har stykket sammen, der på samme tid er intenst spændende og deprimerende meningsløs. Vi er i en verden uden helte, hvor alle slår alle ihjel. Indianerne kæmper mod de hvide, som kæmper mod hinanden og alle kæmper de mod naturen i en blanding af hævn og primitiv overlevelse. Og så har filmen det mest realistiske bjørneoverfald, der nogensinde er set på film. Den perfekte start på filmåret 2016.

CAROL
Når film er allerbedst føles lyden og billederne som en elegant, figursyet selskabskjole, der smyger sig så tæt om kroppen, at man næsten føler sig nøgen, mens det lette strøg af silke mod huden får det til at risle ned af ryggen. Tod Haynes beviste allerede med mesterværket ”Far from Heaven” (2002), at han er en sublim visualist, der formår at fortælle sine historier gennem nøje balancerede billeder af stor skønhed. I ”Carol”, der er hans første film siden 2007, gøre han det igen. Man blev forført af filmens billedside og sans for detaljer. Og forført at Cate Blanchett, der her yder en af sin karrieres mest mindeværdige indsatser. Selv om hendes spil er langt mere afdæmpet og underspillet end i for eksempel “Blue Jasmine”, som hun vandt en Oscar for, når hun langt dybere ind i sin karaktér.

KUBO DEN MODIGE SAMURAI
- Hvis du må blinke, så gør det nu! Sådan siger den enøjede dreng Kubo i Laika-studiernes mesterligt fortalte og visuelt overdådige stop-motion film ”Kubo den modige samurai”. Det er et råd, man bør tage til sig. For hvis man bare lukker øjnene i et nanosekund risikerer man at gå glip af en fantastisk scene eller indstilling. Det er sjældent at opleve en amerikansk film, der læner sig så kraftigt op af asiatisk fortællestil.  Det er som om, man har blandet Star Wars med Akira Kurosawa og Hayao Miyazaki til en arketypisk heltehistorie, der ikke er bange for at binde an med tunge emner som død, savn og sorg. Efter en sommer fyldt med superhelte, superskurke, sequels og forsøg på at revitalisere gamle film kastede “Kubo den modige samurai” sin fortryllelse over biograflærredet og publikum, så man følte sig ganske forkælet.

MIN FAR TONI ERDMANN
Se den! Så kort kan en anmeldelse af Maren Ades ”Min far Toni Erdmann” skrives og med tilføjelsen: Hellere i dag end i morgen. For Ades tredje film er et mesterværk. En af den slags film, man kun ser én eller to af om året – eller rettere en af den slags film, man aldrig har set mage til, fordi der ikke findes nogen mage til. Hendes unikke skildring af en far og en datter, der er fremmedgjorte over for hinanden og samtidig dybt forbundne i deres gensidige depression og skjulte, insisterende ømhed, er en menneskelig og komisk genistreg. Min far Toni Erdman” spilles med ekstraordinær frygtløshed og opfindsomhed af Peter Simonischek og Sandra Hüller. De to’s pragtpræstationer er blot en af grundene til at give Maren Ades film prædikatet mesterværk.

JEG, DANIEL BLAKE
Ken Loach har altid været samfundskritiker og ”Jeg, Daniel Blake” er en lavmælt og dybt rystende hudfletning af et socialvæsen, der har spillet fallit og mistet de sidste rester af menneskelighed, og som i sin inhumane behandling af folk er med til at forstærke deres problemer og knuse dem frem for at hjælpe. Det er en mesterlig skildring fra en mester i genren, som ikke pakker sit budskab ind. Filmen er hjerteskærende, og det bliver den ved med at være, trods glimtene af menneskelig varme, som hovedpersonerne Daniel og Katie møder uden for det offentlige system. ”Jeg, Daniel Blake” vandt fortjent guldpalmerne i Cannes i år, og selv om den er hård kost, var det en velsignelse at slutte filmåret 2016 med et ægte mesterværk.