Filmanmeldelse: Min far Toni Erdmann – Ganske enkelt genial

min-far-toni-erdmann

seks popcorn

Se den!

Så kort kan en anmeldelse af Maren Ades ”Min far Toni Erdmann” skrives og med tilføjelsen: Hellere i dag end i morgen.

For Ades tredje film er et mesterværk. En af den slags film, man kun ser én eller to af om året – eller rettere en af den slags film, man aldrig har set mage til, fordi der ikke findes nogen mage til.

Hendes unikke skildring af en far og en datter, der er fremmedgjorte over for hinanden og samtidig dybt forbundne i deres gensidige depression og skjulte, insisterende ømhed, er en menneskelig og komisk genistreg.

Winifried Conradi (Peter Simonischek) er en pensioneret musiklærer – en af disse onkelagtige jokere, som er dybt belastende til enhver sammenkomst af mere end få minutters varighed.

Han indser pludselig, at han ikke har tilbragt nok tid samme med sin datter Ines (Sandra Hüller), en hårdtarbejdende karrierekvinde sidst i 30’erne, der er udstationeret som virksomhedskonsulent i Bukarest.

Winifried opsøger datteren i den rumænske hovedstad og begynder at stalke hende både som sit eget akavede jeg og – ikke mindst – som den internationale coach Toni Erdmann forklædt med paryk og falske tænder. På Ines egen hjemmebane vel at mærke til forretningsmøder, ved receptioner og på barer rundt omkring i byen.

Resultatet er et kultursammenstød af dimensioner: Hans grænseoverskridende klovnerier og spontanitet mod hendes alvorsfulde sammenbidthed og strategiske tænken. De er så langt fra hinanden, at de totalt mangler en fælles referenceramme. Ines aner således ikke, hvad hun skal stille op, mens hendes fars insisteren slår lidt efter lidt en breche i den mur, hun forsøger at rejse.

Lyder det fortænkt? Intet kunne være mere forkert. ”Min far Toni Erdmann” er tværtimod en dybt fascinerende rejse ind under alle vores overflader og forsvarsværker til der, hvor kernen og den nøgne, afklædte kærlighed bor og bobler og bare må ud på én eller anden måde.

Det er lige præcis det, som Maren Ade kan, og som hun også viste i sin forrige film ”Alle andre” (2009) om et ungt pars ferie på et afslappende feriested, der udvikler sig til en fuldblomstret krise i deres forhold. Denne evne til bag om det hele at skære ind til de rene, krystalklare følelser, hvor alt er blotlagt.

En stor del af det fremragende ved ”Min far Toni Erdmann” skyldes Ades evne til at bevæge sin film i en smuk bue gennem alle disse stemningsskift, inden hun vender tilbage til sin kerne af tristhed og ømhed: Vi får perverse sexscener, en tåkrummende men euforisk karaoke-udgave af Whitney Houstons ”The Greatest Love of All” og en surealistisk fest med god, gammeldags tysk nøgendyrkerkultur, der ville få selv Lars von Trier til at hæve et beundrende øjebryn.

Maren Ade giver sig god tid til at bygge det hele op. 162 minutter i alt varer filmen, og det er præcis, hvad der skal til for at få de to hovedpersoner til at finde vej ind til hinanden og dermed ind til sig selv.

”Min far Toni Erdman” spilles med ekstraordinær frygtløshed og opfindsomhed af Peter Simonischek og Sandra Hüller. De to’s pragtpræstationer er blot en af grundene til at give Maren Ades film prædikatet mesterværk – og til at stille sig op bag kødranden af filmanmeldere, der var totalt uforstående over, at “Min far Toni Erdmann” ikke vandt de gyldne palmer i Cannes i år, men måtte nøjes med kritikernes pris.

Så som jeg sagde indledningsvis: Se den!

Min far Toni Erdmann – 162 minutter – Tyskland, Østrig og Rumænien – Instruktør: Maren Ade – Medvirkende: Peter Simonischek, Sandra Hüller, Michael Wittenborn, Thomas Loibl m.fl.