Filmanmeldelse: Manchester by the Sea – Mesterlig film om sorg og skyld

Manchester by the sea

5 popcorn

Der er nogle film, man bør se, fordi både dialogen og skuespillet rammer dagen perfekt og danser om hinanden, så lærredet breder sig ud foran en som et magisk tæppe.

Der er nogle film, som man bør se, fordi de formår at holde kortene tæt til på kroppen og kun langsomt rulle deres virkelige intentioner ud – en sorg der er så tung, at den hverken kan eller vil udtrykkes med ord.

Og der er film, man bør se, fordi de stædigt nægter at tage de nemme og oplagte løsninger, men fører os gennem den uundgåelige kerne af smerte, som tabet er, og gennem livets forunderlige og djævelske tilfældigheder.

Sådan en film er Kenneth Lonergans ”Manchester by the Sea”. Et stykke amerikansk realisme af den slags, som man nemt glemmer, at de også kan ”over there” i bulderet fra den seneste superhelte-update og flashene fra Luke Skywalkers lyssværd.

Det starter smukt og idyllisk: Hovedpersonen Lee og hans syvårige nevø Patrick på fisketur sammen i Lee’s storebrors båd. Da Lee for sjov spørger Patrick, om han ikke hellere vil have ham som far, svarer drengen selvfølgelig nej. Men set-uppet er blevet plantet og vil ikke slippe taget igen.

Lee har forladt fiskerbyen Manchester by the Sea, hvor han er vokset op, og lever nu som vicevært i Boston. Da hans storebror pludselig dør af et hjerteslag, og han opdager, at han er indsat som værge for Patrick, bliver han meget mod sin vilje suget tilbage til det sted og den fortid, som han af al magt forsøger at undslippe.

Det bliver præcis lige så tøvende, som det ser ud til at få drengen og hans onkel til at nærme sig hinanden. Patrick er i mellemtiden blevet en 16-årig bumset teenager, hudløs, energisk og temperamentsfuld. Han spilles aldeles glimrende af 19-årige Lucas Hedges kendt fra ”Moonrise Kingdom” og ”Kill the messenger”. På den ene side lever Patrick ikke op til kliché’en om den besværlige teenager, og er måske den eneste person, der kan skabe mening i onklens liv. På den anden side virker det på ingen måde, som om figuren bare er skabt med det formål.

Filmens karismatiske og gådefulde midtpunkt er dog Lee, som Casey Affleck forløser i sit livs stærkeste præstation. En mand, der har barrikaderet sig fuldstændig bag sin skal og som kigger på verden med evigt vagtsomme øjne og kun lige formår at holde de basale dele af sit liv i gang.

Han holder facaden, afviser nogle med foragt og andre med høflig retræte og ryger i slagsmål med atter andre uden anden grund, end at han er fuld og vred og hader sit liv.

Lonergan lader drypvis fortiden sive ind i filmen i nøje anbragte scener, der alle udløses af, hvor personerne er, og hvad de tænker. En snak med en læge i en hospitalselevator på vej til lighuset kaster os for eksempel tilbage til det tidspunkt, da Lee’s storebror første gang blev diagnosticeret med hjerteproblemer. Disse flashbacks leveres, som det også er tilfældet med rigtige flashbacks, uventet og sommetider så sømløst, at man kommer i tvivl om, hvilken tid, vi befinder os i.

”Manchester by the Sea” tager tilskueren om hjertet i et intenst, men også underspillet drama mellem stovte fiskere, som er vant til at tage livet og døden, som det kommer, og så alligevel ikke. Filmen viser menneskelig skrøbelighed frem i alle dens facetter, mens følelesesintensiteten kun lejlighedsvist bryder frem til overfladen, men så til gengæld så meget desto mere intentst.

Med den historie og det skuespil tilgiver man gerne de klichéer, som skæmmet filmen en smule. For eksempel den måde, hvorpå den idylliske fiskerby bliver fremvist om vinteren med lange passager, der dvæler ved den personlige og mellemmenneskelige nedfrysning, som også er hovedpersonernes tema. Eller den til tider ret svulstige underlægningsmusik, som kulminerer med Mozarts ”Requiem” ved begravelsen. Det er simpelthen for tykt! Men det er, som sagt, hverken for symbolsproget eller musikken, at man skal se ”Manchester by the Sea”.

Manchester by the Sea – 137 minutter – USA – Instruktør: Kenneth Lonergan – Medvirkende: Casey Affleck, Ben O’Brien, Kyle Chandler, Matthew Broderick, Michelle Williams m.fl.