Kim Pedersens manglende fornemmelse for filmkunst

Biogtrafpublikum 01

Danske Biografers formand Kim Pedersen har uden tvivl forstand på film. I hvert fald når det gælder hvilke film, der kan få billetterne til at flyde og publikum i de biografer, hvis interesser han er sat til at varetage.

Om Kim Pedersen har lige så stor forstand på film som kunstart, og på forskellen mellem gode film og almindelig masseunderholdning er derimod mere usikkert.

Og hans forståelse rækker helt sikkert ikke til, hvad der egentlig er en filmanmelders opgave. I sin blog på Filmagasinet Ekkos hjemmeside affyrer biografformanden i disse dage den ene bredside efter den anden mod de danske filmanmeldere.

Den 12. januar skriver han for eksempel således under overskriften ”Konflikten mellem anmeldere og publikum”:

”Siden Morten Korch, og endda sikkert længe før Poul Reichardt sang ’Er du dus med himlens fugle’, har der ligget en latent konflikt mellem publikum og anmelderne. Det forekommer, der er en trodsighed blandt publikum, som betyder at når ’de der langhårede anmeldere i Køwenhavn’ har vendt tommelfingeren nedad til en dansk folkelig film, er det næsten altid garanti for trængsel ved billetlugerne i landets biografer.”

Og Kim Pedersen forsætter længere nede:

”Måske det hele bunder i en arrogance overfor det folkelige, blandt det københavnske kulturparnas, som i virkeligheden har den modsatte virkning end den tilsigtede? Større forståelse mellem det lille café latte-drikkende københavnske kulturparnas og de øvrige borgerne i dette land er tiltrængt. Den samme arrogance var jo årsagen til at en mand som Trump kom til magten i USA. Så galt må det bare ikke gå i Danmark.”

Den 15. januar går biografformanden endda så langt som til at beskylde medlemmerne af Danske Filmkritikere for urent trav, når de nominerer film til Bodilprisen. Under overskriften ”Fusk i Bodil” skriver han:

”Der er opstået en gigantisk diskrepans mellem de mest toneangivne anmelderes vurdering af danske film, og hvilke film der er blevet Bodil-nomineret i ”bedste danske film”-kategorien…..Man kan roligt påstå Bodil er blevet kraftigt devalueret.”

Kim Pedersens ”bevisførelse” for det sidstnævnte er, at kun én af de fem film, som de fem største skrevne medier har givet flest stjerner i 2016, er med blandt de fem film i Bodil-kategorien ”bedste danske film”.

Her er det så, man må give biografformanden den første lektion:

Kære Kim, selv hvis Danske Filmkritikere kun bestod af filmanmelderne fra de ovennævnte fem medier, så er det ingenlunde sikkert, at det lige var de fem film med flest stjerner, der blev nomineret.

For det første består Danske Filmkritikere ikke af fem men omkring 50 filmanmeldere med hver deres professionelle og personlige indgangsvinkel og smag i forhold til, hvad god filmkunst er. Heldigvis da, for en snæver gruppe på fem ville slet ikke være et bredt nok dommerpanel.

For det andet kan en film sagtens få flere stjerner end en anden, uden at være den mest interessante rent kunstnerisk set. Måske har en film en fantastisk historie og et unikt tænkt koncept, der gør, at den trods sine mangler på andre områder bør nomineres frem for den film, hvor alt var strømlinet og underholdende. To og to er ikke nødvendigvis fire i den sammenhæng.

I blogindlægget om ”Konflikten mellem anmeldere og publikum” bruger Kim Pedersen en stribe danske film for at bevise påstand: Fem film, hvor anmelderne var begejstrede, men hvor publikum svigtede, og fem film, som anmelderne hadede, men hvor publikum væltede i biografen i store horder.

De fem sidstnævnte film var: ”Far til fire til søs” (2012), Min søsters børn alene hjemme (2012), Klassefesten 3 (2016), Alle for én (2011) og Anja og Viktor – Brændende Kærlighed (2007).

Vi lader listen stå et øjeblik, inden det er tid for biografformandens anden lektion:

Kære Kim, som sagt kan jeg godt forstå, at du kan lide disse fem film ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Det er selvfølgelig god forretning for biograferne, når en film sælger mellem 300.000 og 550.000 biletter.

Men du går helt galt i byen, hvis du på den måde vil sætte lighedstegn mellem kvantitet og kvalitet. Jeg tror ikke engang, at de mange tilskuere, der har set disse film, ville karakterisere dem som stor filmkunst ja ikke engang mellemstor. At de kan være god masseunderholdning er en helt anden sag.

Dermed misforstår du også, hvad filmanmelderes opgave egentlig er. Vi er ikke sat her på jorden for at lovprise de film, som trækker flest tilskuere i biografen. Vi er sat her for at bedømme film ud fra kunstneriske kriterier. Det betyder ikke, at vi ikke kan lade os underholde af film som ovennævnte, eller fremhæve deres kvaliteter inden for deres egen genre uden at de nødvendigvis får fire, fem eller seks stjerner. Det betyder heller ikke, at vi ikke skal bevare et åbent sind og forsøge at se kvaliteter i alle slags film frem for at blive gnavne og elitære gamle mænd og kvinder. Men vi bedømmer filmene ud fra et kunstnerisk, filmhistorisk og samfundsmæssigt perspektiv, og sådan bør det også være.

Så skal vi ikke være enige om at skille billetsælgende masseunderholdning og filmkunst og hver især passe det, som vi er bedst til?

I nogle tilfælde går de to ting faktisk op i en højere enhed, selv om der er langt imellem. Men i stedet for at vi bekriger hinanden eller rettere, at du bekriger os, så bør du være glad for filmanmelderne, for de smalle film og for filmkunsten. Hvis der kun gik film som dem fra din liste i biograferne, kan du nemlig være stensikker på, at der i løbet af kort tid ikke ville være nogen biografer tilbage, og at folk i stedet ville streame deres masseunderholdning, som de streamer så meget andet. Og mon ikke også folk til slut ville kede sig over at få den samme film-fastfood igen og igen uden overraskelser eller udvikling?