En falliterklæring der både kan høres og ses

I mange år har jeg – og mange andre – gået og grinet af, at når for eksempel amerikanerne, franskmændene eller tyskerne skal se en udenlandsk film, så bliver de originale stemmer skiftet ud med nogle, der taler engelsk, fransk eller tysk.

For der er nu noget komisk ved at se for eksempel Clint Eastwood udbryde ”Mache meinen Tag” – for slet ikke at tale om, at alle stemmer kommer til at lyde ens, fordi det er de samme mennesker, der lægger stemmer til igen og igen.

Dubbing, som det hedder i filmverdenen, sker, fordi for mange blandt publikum i de pågældende lande er for dårlige til at læse undertekster og fordi det er billigere at dubbe stemmerne, end at lave undertekster. Og så sker det, fordi de pågældende lande er så store, at det økonomisk kan betale sig at gøre det.

Derfor har jeg også altid været stolt af, at vi aldrig dubber udenlandske film i Danmark. For det første er vi kun et ganske lille marked på nogle få millioner. For det andet kan stort set alle i Danmark læse undertekster, så derfor er vi vant til at se filmene på originalsproget.

Men måske holder det ikke længere. I hvert fald har landets største biografkæde, Nordisk Film Biografer, besluttet, at de fremover vil sætte undertekster på alle danske film. Er danskerne da blevet så anglificerede, at vi ikke længere forstår vores eget modermål? Nej forklaringen er langt mindre eksotisk.

I mange år har det nærmest mere været reglen end undtagelsen, at lyden på danske film, er nærmest kriminel dårlig. Det er som om, at instruktørerne i deres iver efter autencitet, synes det er i orden, at personerne mumler på lærredet. Ja de nærmest fremelsker tendensen, frem for at indse, at det fornemmeste mål må være, at man kan høre og forstå, hvad der bliver sagt. Den kunstneriske frihed går forud for forståelsen.

Og selv om det har været en velkendt sandhed blandt os tilskuere i lige så mange år, så har vi fundet os i det og i at gå glip af væsentlige nuancer i dialogen i filmene frem for at begrave filmproducenterne i en shitstorm. Og biograferne har affundet sig med at afspille film i deres sale, som folk ikke kunne høre halvdelen af.

Nu skal der så ske forandringer mener altså Nordisk Film Biografer. En af første biografer, der nu er begyndt at tekste de danske film, er selskabets biograf i Randers. Og her er tekstningen blevet godt modtaget af biografgængerne.

 ”Vi har endnu ikke hørt noget negativt fra de folk, der ikke er hørehæmmede. Derfor tænker vi ikke, at de er generede af det”, siger biografchef René Jensen til DR P4 Østjylland. ”Omvendt har vi hørt fra dem, der er hørehæmmede. De er meget, meget begejstrede for det nye tiltag. Derfor synes vi, at det er en vindersag for alle”, forklarer han.

Nej Rene Jensen, det er ikke nogen vindersag, at selv ikke folk, der ikke er hørehæmmede, er tilfredse med, at filmene nu bliver tekstet. Det er derimod en dundrende falliterklæring til lydniveauet i danske film – en falliterklæring, der både kan ses og høres, eller rettere ikke høres. I stedet for at bruge penge på tekstning, burde biograferne med brancheforeningen Danske Biografer i spidsen hellere stå sammen med publikum og forlange af producenterne, at de leverer film med så god lyd, så alle klart og tydeligt kan høre, hvad der foregår og bliver sagt.

Det er så molboagtigt og ægte tåbedansk en løsning, at man næsten er ved at foreslå, at man i stedet dubber de danske film med tydeligt hørbare engelske stemmer – og så lige tekster dem, hvis nu nogen ikke skulle forstå engelsk.