Filmanmeldelse: Enough Said – Kærlighed uden mystik

Enough Said

4 popcorn

Tænk hvis man allerede, når man møder et andet menneske for første gang, kender alle dets fejl og mangler.

Umiddelbart lyder det jo som drømmescenariet i vores moderne dating-verden, hvor mange bruger årevis på at krydse fra forhold til forhold uden at komme nærmere på drømmemanden eller –kvinden.

Men er det nu også det? For hvis vi kender alle svarene på forhånd, underminerer det så ikke selve den mystik, der er kærlighedens drivkraft? Forelskelse er forblændelse javist, men samtidig skaber den også plads og rum for, at dybere følelser kan udvikle sig.

Dette paradoks er omdrejningspunktet i Nicole Holofceners femte spillefilm ”Enough Said”. Handlingen er henlagt til den velhavende ferieby Santa Monica – altså igen en af den slags amerikanske komedier, hvor hovedpersonerne er fuldt dækket ind materielt, så de i stedet kan koncentrere sig om deres følelsesmæssige problemer.

Midt i denne overskudsverden lever den midaldrende single-mor Eva, der dagligt slæber sin massørbriks rundt til sine selvoptagede kunder.

Ved en fest møder hun den fraskilte bamsemand Albert. Trods Eva’s indledende bemærkninger om, at der ikke er en eneste mand ved festen, hun er tiltrukket af, og Alberts svar om, at sådan har han det også, falder de to i snak, og snart blomstrer amorinerne.

Ved samme fest møder Eva også en ny kunde – digteren Marianne. Hun er ligeledes fraskilt og har kun skidt at sige om sin eksmand.

Mens Eva og Alberts snak fører til en middagsinvitation, en brunch og senere et forhold, bliver hun veninde med Marianne. Alt er godt, indtil det en dag går op for hende, at den eksmand, som Marianne bagtaler, er Albert.

Her ville mange nok have trukket sig eller være gået til bekendelse. Eva fortsætter imidlertid med at ride på to heste. Med en nærmest voyeuristisk fascination, bliver hun ved med at udfritte Marianne om Alberts mangler – også selv om det efterhånden begynder at påvirke hendes følelser for ham i en negativ retning.

Holofcener rammer lige ned i den modne kærligheds klassiske dilemma: På den ene side vil man gerne undgå at spilde tiden med endnu et frugtesløst forhold, hvor man ender med at hade netop de træk ved sin partner, som man faldt for i begyndelsen. På den anden side er det svært at turde forelske sig, hvis man allerede ved, hvad der vil irritere en ved den anden.

De to hovedroller spilles veloplagt og med stor indlevelse af Julia Louis-Dreyfus og James Gandolfini. Dreyfus har ikke helt sluppet Elaine-imaget fra komedieserien ”Seinfeld”. Hun er stadig den rapmundede drengepige, men lige her fungerer det perfekt som afsæt for dialogen mellem de to, der er drevet af lige dele kejtethed og humor.

Gandolfini, der døde af hjertestop kort tid efter, at optagelserne var færdige, viser derimod en figur, som er diamentalt modsat hans nervesvækkede, hårdtslående hovedperson i TV-serien ”The Sopranos”. Ja, faktisk understreger den nu afdøde skuespiller, at han kunne rigtig meget mere end at spille gangster. Albert er således reserveret, blød og helt uden aggressioner.

Nicole Holofcener var i sin tid klippeassistent på Woody Allens ”Hannah og hendes søstre”, og slægtsskabet med Allen skinner også tydeligt igennem i ”Enough Said”. Det er tydeligt, at det først og fremmest er dialogen, timingen og de kantede mennesker, der fascinerer Holofcener. Eva og Alberts første date er derfor præcis så akavet, at det føles troværdigt.

”Enough Said” er noget så sjældent som en begavet film om voksen kærlighed.

Enough Said – 91 minutter – USA – Instruktør: Nicole Holofcener – Medvirkende: Julia Louise-Dreyfus, James Gandolfini, Ben Falcone, Catherine Keener, Toni Collette, Tracey Fairaway, Tavi Gevinson m.fl