Filmanmeldelse: Thelma – Effektiv norsk gyser er en visuel fryd

Thelma

4 popcorn

En lille pige er ude på jagt med sin far. De bevæger sig over en frossen sø og ind i en snedækket skov, hvor de får øje på en hjort. Faderen sigter på hjorten, men retter så i stedet i et kort øjeblik riflen mod pigens baghoved…

Sådan er det korte og yderst effektfulde anslag i Joachim Triers gyser ”Thelma”. Blot et år efter sin engelsksprogede debut ”Louder than Bombs” er Trier tilbage i

en helt anden genre med en film og et plot, der på nogen måder er som taget ud af en Stephen King roman.

Efter indledningsscenen springer filmen til den nu voksne Thelma (Eili Harboe), der er flyttet til Oslo for at studere på universitetet. Her deltager hun i undervisningen, svømmer og studerer, men har ingen venner og tilsyneladende intet begreb om, hvordan venskab egentlig fungerer. I stedet fører hun natlige samtaler med sine forældre, der nøje følger med i hendes liv.

En dag på biblioteket får Thelma øje på den medstuderende Anja (Kaya Wilkins) og rammes i samme øjeblik af et voldsomt anfald. Anja kommer hende til hjælp, og de to piger udvikler lidt efter lidt et tæt forhold. Men samtidig med, at de to unge kvinders gensidige betagelse vokser, og Thelma vågner op følelsesmæssigt og seksuelt, får hun flere af de mystiske anfald.

Hun søger efter en medicinsk forklaring, bliver scannet og får diagnosen psykogen nonepileptisk krampe, en lidelse som i gamle dage gjorde, at kvinder uretmæssigt blev beskyldt for hekseri.

Da Anja pludselig forsvinder, må Thelma erkende, at hun besidder specielle evner, og søger tilbage til sin landsby og sine forældre for at finde ud af den skræmmende sandhed om sig selv.

Som sagt bevæger ”Thelma” sig på velkendt, klassisk gysergrund: En ung, intens pige fra en fundamentalistisk religiøs baggrund, der langsomt opdager, at hun er både velsignet og forbandet med telekinesiske kræfter lyder næsten som synopsen i Stephen Kings ”Carrie”.

Men ”Thelma” er sin egen. Frem for Brian de Palmas overophedede melodrama og eksplosive finale, tackler Joachim Trier sin historie langt mere skandinavisk med kølig distance og underspillet sensualitet. Til tider også for underspillet, men ”Thelma” er ikke desto mindre en effektiv fortælling, der langsomt varmer op.

Joachim Trier kombinerer fermt coming-of-age temaet fra ”Louder than bombs” (2015) med den melankolske ensomhed fra “Oslo, August 31st” (2011) og gysergenreelementet. Samtidig løfter de flotte og stærke visuelle billede den karakterdrevne fortælling op i et univers, som giver mere rum til fantasien.

Joachim Trier har mange instruktør-forbilleder og vedkender sig dem gerne. I ”Thelma” er der glimt af såvel Alfred Hitchcock som Jane Campion og avnebroderen Lars von Trier. Da Thelmas undertrykkelse af sin gryende seksualitet begynder at manifestere sig i psykokinesiske fænomener, virker det imidlertid som om, at Joachim Triers virkelige inspirationskilde til Thelma er Edgar Allen Poe.

I en intens scene, hvor Anjas mor har inviteret Thelma med ind og se en ballet, begynder Anja at kærtegne Thelmas lår, og pludselig begynder tingene at røre på sig i lokalet. Den indre bevægelse spejles i den ydre. Kun ved hjælp af billeder af loftet og fingerspidser, der let berører huden, skabes en scene, der er lige så skræmmende som voldsomt erotisk, mens Trier langsomt bygger blandingen af lyst, skam og panik op til et næsten ubærligt brøl.

Joachim Trier får i det hele taget det optimale ud af sine ikke så erfarne skuespillere. Både Eili Harboe og Kaya Wilkins, der i virkelighedens verden lever som musiker, yder deres optimale og får skabt troværdighed og gnister imellem sig.

De første to tredjedele af filmen, indtil Anja forsvinder, er stærkere end slutningen, der virker lidt for hurtig og usammenhængende. Men opbygningen og det visuelle gør ”Thelma” til en underholdende film og understreger Joachim Triers talent og mod til at gå nye veje.

Thelma – 116 minutter – Norge, Frankrig, Danmark og Sverige – Instruktør: Joachim Trier – Medvirkende: Eili Harboe, Kaya Wilkins, Henrik Rafaelsen, Ellen Dorrit Petersen m.fl.