Filmanmeldelse: Ready Player One – Spielberg på digitalt eventyr

Ready Player One

4 popcorn

Der findes to sider af Steven Spielberg. Den seriøse Spielberg, der laver alvorlige dramaer fra virkelighedens verden som ”Schindlers List” (1993), Saving Private Ryan (1998) og ”The Post” (2017), der har premiere i denne uge.

Og så er der legebarnet og eskapisten Spielberg, der i over 40 år har leveret det ene fantastiske eventyr efter det andet, med højdepunkter som ”Nærkontakt af 3. grad” (1997), ”ET” (1982), Indiana Jones og Jurassic Park (1993).

Der er ingen tvivl om, at ”Ready Player One” hører til i den sidstnævnte gruppe, for den indeholder alle de klassiske elementer fra en Spielberg-eventyrfilm: En usædvanlig verden, personer der må kæmpe for at løse en mission og så selvfølgelig en skattejagt. At den foregår i et virtuelt univers er i den forbindelse underordnet.

Vi befinder os i år 2044, hvor verden er sunket ned i mismod og sammenbrud. I stedet bruger folk det meste af deres tid i den virtuelle spilleverden OASIS, der er skabt af den geniale, men nørdede spilskaber Halliday.

Da Halliday dør udlover han imidlertid et milliardbeløb samt den uindskrænkede kontrol over OASIS til den spiller, der kan finde frem til og løse tre opgaver i spillet og erhverve tre gemte nøgler.

Blandt de mange, der forsøger at nå frem til det skjulte påskeæg, er den unge, forældreløse Wade (Tye Sheridan), der til daglig bor i en fattig trailer-højhus-park hos sin tante. Hans OASIS-avatar Parzival og avartar-ven Aech (Lena Waithe) kommer på sporet af den første nøgle og vælger af slå pjalterne sammen med den smukke og handlekraftige avatar Art3mis (Olivia Cooke).

Men da han får fat i den første nøgle påkalder han sig samtidig opmærksomheden fra et stort Online-selskab under ledelse af den onde Sorrento (Ben Mendelsohn). Selskabet har sin egen hær af spillere, der forsøger at nå først frem til påskeægget, så de kan bruge OASIS til deres egne, skumle økonomiske formål.

Sorrento vil gøre alt for at stoppe Wade både i OASIS og i den virkelige verden, og det bliver nu et kapløb med tiden, hvor Wade og hans venner må bruge alle deres evner.

Steven Spielberg har arbejdet intenst for at omsætte Ernest Klines spændende univers til det store blockbusterlærred. Det er lidt af et vovestykke, at han på den måde vil forene en virkelig og en virtuel verden, og det lykkes heller ikke helt. Den virkelige verden i ”Ready Player One” virker aldrig rigtig uddybet og omfatter i virkeligheden kun lige området omkring den trailer park, hvor Wade bor.

Til gengæld er OASIS et sprudlende, multifacetteret univers, hvor Spielberg til fulde udnytter de fordele, der ligger i at filme i en digital verden, hvor man kan kreere scener og kameravinkler, som ville være umulige i virkeligheden. Og hvor man ikke befinder sig mange sekunder, før man støder på alle mulige popkulturelle referencer – de fleste fra 80’erne.

Under løsningen af den første opgave ser man således Parzival – der ligner en blond Keanu Reeves – kravle ind i en DeLorean DMC-12 fra ”Tilbage til fremtiden”, drøne igennem et storbylandskab til tonerne af Joan Jetts ”I Hate Myself for Loving You” forfuldt af King Kong og tyrannosaurussen fra Jurassic Parc. Og når han er på date med Art3mis med punkrødt hår og øjne så store som en anime-dukke, prøver han først at klæde sig ud som Prince, Michael Jackson og Duran Duran, inden de senere ender på ”Ondskabens Hotel”.

Det er her, at filmen virkelig lever, og man forstår så udmærket, at folk i den virkelige verden, hellere vil tilbringe tiden i OASIS.

Men samtidig formår Spielberg også at spille på, hvordan man i den virtuelle verden kan skabe sig en kunstig identitet, der ligger langt fra den person, man er uden for spillet. Og moralisere over, at et virtuelt liv måske nok er spændende, men ikke kan slå nærkontakt i den virkelige verden.

Trods vitterlige huller i historien er ”Ready Player One” en herlig Spielberg-fabel, der kan ses af både store og små og som underholder fra start til slut.

Ready Player One – 140 minutter – USA – Instruktør: Steven Spielberg – Medvirkende: Tye Sheridan, Olivia Cooke, Lena Waithe, Ben Mendelsohn m.fl.