Filmanmeldelse: Shoplifters – Japansk Cannes-vinder er en af årets største filmoplevelser

Shoplifters 01

seks popcorn

Det er ikke tit, når en film slutter, at der er totalt stille i biografen. Eller at den stadig er det første, man tænker på, når man åbner øjnene næste dag. Men sådan en film er den japanske auteur-instruktør Hirozaku Kore-eda’s mageløse værk ”Shoplifters”, der fuldt fortjent vandt guldpalmerne i Cannes i år.

Shoplifters handler om familie eller rettere, hvad det er, som skaber en familie. Her er ikke bare tale om en teoretisk rundbordsdiskussion, men om et eksistentielt drama, der lægger sit plot så præcist og så gennemborende dybt som et kirurgisk snit.

Til at begynde med virker det som en sjov og bittersød fabel om en alternativ familie – som en japansk udgave af Olsen Banden, hvor den elskelige storfamilie hustler sig igennem tilværelsen styret af anarkistiske værdier. Men efterhånden som historiens mange lag lægges blødende og bankende åbne, opdager man til sin egen store forbavselse, at man er blevet ledt på afveje af Kore-eda. At man har smilet det meste af vejen gennem en film, der i sin kerne er hjerteskærende. Og at der i virkeligheden er tale om et samfundskritisk værk af en kaliber og klarhed, der ikke er set siden Kore-eda’s film ”Nobody Knows” (2004) om en mor, der forlader sine børn, så de må klare sig selv på bedste beskub.

Filmens første minutter er et skoleeksempel på, hvordan man med få, enkle greb kan sætte scenen: Faderen Osamu (Lilly Franky) og hans unge søn Shota (Kairi Jo) er på deres daglige tur i supermarkedet, hvor de som trænede butikstyve dækker for hinanden og lænser hylderne i deres nøje koreograferede tyvetogt.

På vej hjem møder de en lille sulten pige ved navn Yuri (Miyu Sasaki), der sidder helt alene på svalegangen udenfor en stuelejlighed. De får medlidenhed med hende og inviterer hende med hjem til resten af familien: Bedstemoderen Hatsue (Kirin Kiki), Osamus yngre partner Noboyu (Sakura Ando) og hendes halvsøster Aki (Mayu Matsuoka).

Yuri får lov til at blive natten over, og da de næste dag opdager, at hendes arme er fulde af ar og blå mærker, optager de hende som den naturligste ting i verden som en af deres egne. Hun er nu lillesøster i familiens overfyldte hus, hvor pengene er små, men hvor kærlighed, gensidig opbakning og den lille piges yndlingskage er til stede i overflod, og hvor ingen behøver at gå i skole.

Yuri selv omfavner sin nye familie og liv med så stor iver, at man fuldstændig glemmer, at hun egentlig blev kidnappet. Men samtidig sætter hendes tilstedeværelse i familien også gang i en række følelsesmæssige skred, der får betydning for historiens videre udvikling.

Mere skal ikke røbes her, for ”Shoplifters” skal nydes som udsøgt vin på en trestjernet Michelin-restaurant, og så kan man endda svælge i dette filmiske luksusmåltid til samme pris, som det ellers ville have kostet at indtage billige blockbusterkalorier.

For Kore-eda’s film er alt det, som 95 procent af de film, der vises i biograferne ikke er. En af den slags historier, som gør det fantastisk at være på filmfestivaler, men samtidig skåret så perfekt til, at den ubesværet vil kunne ramme et bredt publikum. Og trods sin japanske baggrund på mange måder en almengyldig historie, der kunne foregå et hvilket som helst sted i verden.

Som familiemedlemmerne forbliver loyale mod hinanden forbliver Kore-eda tro mod sine figurer. Selv da skelletterne begynder at vælte ud af skabene og forvandler det folkekomedieagtige til noget langt mørkere, kan man ikke lade være at holde af disse mennesker, der alle synes villige til at ofre sig for hinanden uden tøven.

Kore-eda har skabt et moderne mesterværk, der er lige dele tragedie og filmisk poesi, og som vil få enhver til at tænke over de bånd, der binder os mennesker sammen.

Shoplifters – 121 minutter – Japan – Instruktør: Hirozaku Kore-eda – Medvirkende: Lilly Franky, Sakura Ando, Mayu Matsuoka, Kairi Jo, Miyu Sasaki, Kirin Kiki m.fl.