Catch up 02: Vice – Grotesk morsom film om Dick Cheneys satans herredømme

”Kaos er en stige”

Hof-intrigatoren Littlefingers berømte citat fra ”Game of Thrones” kunne passende stå som overskrift over instruktøren Adam McKays grotesk morsomme politiske komediedrama om Dick Cheney.

Efter at have udstillet råddenskaben i finansverdenen i ”The Big Short” (2015) har Adam McKay kastet sig over et endnu mere ambitiøst projekt: At udstille selve den dollarindsmurte politiske kransekagetop og vise, hvordan politikere og store selskaber arbejder hånd i hånd i USA i deres fælles griskhed og grådighed efter magt. Og hvilken bedre eksponent for The Wolfs of The White House end Dick Cheney – manden der som en grå eminence styrede USA i store dele af fire årtier, og som vicepræsident under George Bush var stormanipulatoren bag krigene i Afghanistan og Irak.

Hvordan kunne det overhovedet gå til? Ifølge ”Vice” er svaret på dette den klassiske myte om at ”bag enhver stor mand står en kvinde” – i dette tilfælde Cheneys kone Lynne.

Det er hende, der tager affære, da Dick i starten af 60’erne fremstår om en ung, fordrukken taber uden ambitioner. En taber, der ryger i detentionen for slagsmål og spirituskørsel (faktisk meget lige den unge George Bush), som bliver smidt ud af Yale, og som ender med at arbejde med at opsætte telefonpæle. Hans opførsel imponerer ikke ligefrem Lynne, der understreger, at hun ønsker at gifte sig med en mand med rygrad, der kan sørge for hende – ikke en drukkenbolt. Og Dick, der elsker hende, føjer hende og får rettet op på sig selv. Vupti er verden ikke vidunderlig enkel.

Del to af svaret er Donald Rumsfeld, som Dick Cheeney første gang møder, da han i 1968 er nyudsprungen praktikant i Kongressen i Washington. Stadig uden særlige evner eller ambitioner klæber han sig til den karismatiske, konservative kongresmand fra Illinois, og den eneste yderligere forklaring, man får på deres makkerskab og venskab, er egentlig, at Rumsfeld også charmeres af Lynne.

Og så starter ellers et politisk magtspil af machiavelliske dimensioner – eller måske snarere et magtspil drevet af buddy-buddy relationer. Dick Cheney trives i skyggen, og da Nixon træder tilbage, er Rumsfeld og han parate til at ride videre på magtbølgen sammen med Gerald Ford – Rumsfeld som forsvarsminister og Cheney som den yngste stabschef nogensinde i Det Hvide Hus. Siden følge nedturen under Carter, opturerne under Reagan og George Bush Senior og så – efter endnu en nedtur under Clinton – det sidste ryk mod toppen.

Det er da han præsenteres for George Bush og tilbydes at blive dennes vicepræsident, at Cheney for alvor ruller sig ud som den politiske mester-pokerspiller han er blevet. Ifølge ”Vice” afslår han først tilbuddet, velvidende at Bush har mere brug for ham end omvendt og alligevel vil ende med at tilbyde ham jobbet. Og da han først sidder på USA’s næsthøjeste post, er han ikke sen til at gribe tøjlerne. Da 9/11-terroraktionen rammer, er det Cheney, ikke Bush, der styrer slagets gang i kommandobunkeren – og ham der bagefter er arkitekten bag krigene i Afghanistan og Irak.

Adam McKay er fuldstændig og aldeles forrygende skamløs i sin fortælling. Det er som at opleve Michael Moore på speed, når han gang på gang sprænger grænserne og for eksempel fremstiller en sovekammerdialog mellem Dick og Lynne, omkring om han skal sige ja til vicepræsidentstillingen eller ej, som en klassisk Shakespeare-dialog mellem Macbeth og Lady Macbeth. Så morsomt kan man komme uden om de steder, hvor ingen reelt ved, hvad der er blevet tænkt og sagt.

Eller da McKay midt i det hele fingerer en lykkelig slutning, hvor Cheney trækker sig tilbage og bliver bestyrelsesformand for Halliburton. Og helt overdådigt bliver det, da Cheney og Rumsfeld og to af deres kumpaner efter 9/11 sidder på en en fin restaurant og tjeneren opremser dagens menu:
”Introducering af begrebet ”fjendtlig kombatant”, så man hverken skal behandles som almindelig kriminel eller krigsfange og dermed ikke er beskyttet af loven. Eller introducering af begrebet ”ekstrem udlevering”, hvor folk tilbageholdes uden nogen ved det og sendes til fængsler i fremmede lande. Eller internering i Guantanamo Bay, hvor fanger fængsles uden for USA, men et sted, som er under amerikansk kontrol på ubestemt tid. Eller den delikate War Powers Act, der giver ubegrænset magt til at angribe personer og nationer, der anses for at være en trussel. Hvad skal det være de herrer?”. ”Det hele” svarer Cheney diabolsk.

Om det er den sande historie om Dick Cheney bliver nærmest et overflødigt spørgsmål i en film om en mand, der opfandt begrebet fake news længe før Donald Trump. Men filmens udlægning lyder faktisk i det store og hele troværdig, og endnu vigtigere så er den konstant underholdende fra første til sidste sekund, når The Wolfes of The White House slår sig løs.

Midt i det hele yder Christian Bale en fantastisk indsats som Cheney og rammer vicepræsidentens personlighed på kornet: Tør, skarp, bedragerisk, usynlig, passiv-aggressiv. Og han gør det med en legende bravour, der ikke kunne være mere perfekt.

Du skal ikke se ”Vice”, hvis du hænger dig stramt i historiske detaljer. Men vil du have et godt bud på, hvilket satans herredømme, vi alle har levet i siden 9/11, så er ”Vice” det perfekte bud.

Vice – 132 minutter – USA – Instruktør: Adam McKay – Medvirkende: Christian Bale, Amy Adams, Steve Carrell, Sam Rokwell, Alison Pill m.fl.