Filmanmeldelse: Shazam: Forfriskende superheltefilm i teenage-øjenhøjde

Det var et af skæbnens tankevækkende sammenstød, at en af forfilmene, da jeg i weekenden så ”Shazam” var Marvels længe ventede ”Avengers – The Endgame”.

Tankevækkende, fordi det i virkeligheden er det, som ”Shazam” er oppe imod: Den store, forkromende finale på det ultimative og mest fantastisk fortalte superhelteepos, hvor selve universets skæbne er på spil.

Set i forhold til det, er ”Shazam” blot en morsom letvægter, men samtidig er det også netop letheden og det uhøjtidelige, som man efterhånden savner hos Marvel.

I en verden, hvor andre af DC-universets figurer som Superman, Batman og Aquaman er velkendte superhelte, introduceres vi for den 14-årige Billy Batson (Asher Angel). En forældreløs dreng, der bruger mere tid på at lede efter den mor, som efterlod ham, end på at forsøge at falde til hos nogle af de plejefamilier, som han anbringes hos.

Det forandrer sig alt sammen, da han ender hos familien Vasquez, hvor han møder superheltenørden Freddy (Jack Dylan Grazer) der halter rundt på et dårligt ben. Kort efter forsynes Billy med superkræfter af troldmanden Shazam og forvandles til den voksne superhelt af samme navn. Nu har han brug for Freddy til at finde ud af, hvilke superkræfter, som han besidde. Og for resten af børnene i plejefamilien til at besejre filmens skurk Dr. Thaddeus Zivana (Mark Strong), der har monster-inkarnationer af de syv dødssynder til at hjælpe sig.

På den ene side er ”Shazam” en klassisk fortælling om skabelsen af (endnu) en superhelt. På den anden side formår den at dreje tingene 180 grader, fordi vi oplever det hele i øjenhøjde gennem to teenagedrenge, som er mere fyldt med forundring og begejstring end af ansvar over for de kræfter, de læner sig op ad.

Dette tvetydige dilemma er filmens kerne. For hvad vil et barn egentlig gøre, hvis det pludselig blev udstyret med superkræfter? Specielt et barn, der kun er loyal over for sig selv. Det interessante ved filmen er, at troldmanden, der forsyner Billy med superkræfter, leder efter en, der er fuldstændig ren i hjertet, og ender med en dreng, der indeholder alle de syv dødssynder, som han skal bekæmpe.

”Shazam” er lidt længe om at komme i gang. Først skal vi nemlig igennem en lang præsentation af skurkens barndom, hvor han blev forkastet til at overtage troldmandens superkræfter. Og i superhelteverdenen behøves der som bekendt ikke mere for at skabe et helt livs bitterhed og had.

Da filmen endelig tager fart er det med venskabet mellem Billy og Freddy som bankende dynamo. Og så begynder latteren for alvor at komme frem. ”Shazam” er nemlig ikke bange for at gøre grin med sin egen premis, og humoren er elegant eksekveret. Det gælder ikke mindst i en central scene i en døgnåben butik, hvor Freddy og Billy/Shazam løber ind i et par bevæbnede røvere, hvorpå Freddy provokerer dem til at skyde på Shazam for at teste hans superkræfter.

Bag løjerne står svenske David F. Sandberg, der først og fremmest er kendt for gyserfilmene ”Lights Out” (2016) og ”Annabelle: Skabelsen” (2017). Han har tydligt vidst, hvilken vej det hele skulle gå, og har endda overskud til at strø om sig med filmiske referencer – blandt andet fra Tom Hanks klassikeren ”Big” (1988).

Mens humoren sidder lige i skabet som et veltrænet stand up show, kniber det lidt mere i de dramatiske scener. Det gælder ikke mindst i opbygningen af Billys og Dr. Sivanas baggrundshistorier, som føles mere konstrueret til lejligheden end som noget, der virkelig skaber patos.

Trods det er ”Shazam” en yderst forfriskende og veloplagt tilføjelse til DC’s superhelteunivers. Og selv om man ikke glæder sig mindre til premieren på ”Avengers End Game” en før, har man nu også en ”Shazam 2” at se frem til.

Shazam – 132 minutter – USA – Instruktør: David F. Sandberg – Medvirkende: Zachary Levi, Mark Strong, Asher Angel, Jack Dylan Grazer, Djimon Hounsou m.fl.