FILM: Undine – Petzolds nye film imponerer, men overbeviser ikke helt

Det begynder med en mand og en kvinde på en café. Manden slår op og vil skilles. Kvinden siger, at han lovede at elske hende for evigt. Hun giver ham en halv time til at ombestemme sig, mens hun laver en rundvisning for turister på det lokale bymuseum. Ellers er hun nødt til at dræbe ham ifølge reglerne i deres kærlighedsforhold.

Hvilke regler, spørger man sig selv? For den kendte tyske instruktør Christian Petzolds leger i den grad med reglerne i sin nyeste film, der havde verdenspremiere på Berlinalen i 2020. Og det farligt, ikke blot for filmens personer, men også for publikums accept af filmens præmis.

Kvindens navn er Undine. Allerede her afslører Petzold, at han denne gang er sprunget ud på det helt dybe vand og åbenlyst flirter med det overnaturlige. Ifølge overleveringen, der går helt tilbage til det gamle Grækenland, er Undine en vandnymfe eller vandånd, der kun kan blive til et menneske, hvis hun forelsker sig i en dødelig mand. Og hvis manden er hende utro, har han forspildt sit liv og må dø.

Men igen, det øjeblik, hvor myter har det med at blive mørke og dødsens, bliver udsat, fordi Petzold straks begynder at lege med reglerne. Da Undine kommer tilbage til cafébordet er manden Johannes væk. Men inden, hun kan nå at gøre alvor af sin trussel, bliver hun distraheret af en anden mand – Christoph – der i bogstaveligste forstand slår benene væk under hende.

Christoph er erhvervsdykker og Johannes totale modsætning, sød og sentimental og engageret. Han har arbejdet som dykker i en sø nær Wuppertal, hvor han blandt andet mødte en stor havkat. Så han bliver ikke lige intimideret af vandvæsener.

Christoph tager Undine med til på en date for at dykke i søen uden at ane, at hun er langt mere hjemme her end han er. Igen siger legenden at hvis hun kommer i kontakt med sit element, efter at hun er blevet gift, så skal hun vende tilbage til det. Men Undine bryder allerede reglerne og Christoph ser ud til at repræsentere et smuthul.

Eller måske er hun sin egen undtagelse. Petzold plejer således ikke at definere heltinderne i sine film gennem deres forhold til mænd, men snarere gennem deres egne styrker og ressourcer. Så kan Undine undslippe sin forbandelse?

Christian Petzold er en af Tysklands bedste og mest spændende instruktører, men spørgsmålet er, om han denne gang ikke har gabt over en anelse for meget.

Det er i hvert fald vovet at basere sin historie på en fabel om vandvæsener, som knapt nok er kendt i Europa og slet ikke i andre dele af verden. Derfor er historien ikke umiddelbart lige så let at gå ombord i som dens tre, kritikerroste forgængere ”Barbara” (2012), ”Phoenix” (2014) og ”Transit” (2018). Her ville det have hjulpet meget, hvis Petzold havde fastlagt reglerne omkring Undine fra starten, så publikum kunne værdsætte, hvordan hun forsøger at bryde dem – og hvordan hun ikke kan undslippe sin dødbringende skæbne.

Når det er sagt, så er ”Undine” et nyt højdepunkt for hovedpersonen Paula Beer, der også spillede hovedrollen i ”Transit”. Hun rammer balancen perfekt mellem det naturlige og det mærkelige.

Samtidig er det forfriskende, hvordan filmens mænd i virkeligheden blot er reduceret til kærlighedsobjekter. Og både stilistisk og fortællermæssigt har den sin egen elegance med sine rene billeder og gentagne brug af et enkelt stykke musik – de rullende pianotoner fra Bachs koncert i D-mol. Man forlader bigrafen behørigt imponeret – om end ikke helt overbevist.

Undine – 91 minutter – Tyskland og Frankrig – Instruktør: Christian Petzold – Medvirkende: Paula Beer, Franz Rogowski, Maryam Zaree m.fl.