FILM: Triangle of Sadness – Ruben Östlund begraver de priviligerede i botox og bræk

Man kan sige meget om den svenske instruktør Ruben Östlunds film, men de gør indtryk. Så stort faktisk, at hans nyeste film ”Triangle of Sadness” kommer med en af verdens fornemmeste filmpriser – De Gyldne Palmer – i bagagen. Det gjorde hans forrige film ”The Square” (2017) i øvrigt også.

Man kan også bare kigge på filmens plakat, hvor en tyk stråle af guldglimtende bræk står ud af munden på en jetset-kvinde. Ikke just hverdagskost heller.

Ruben Östlund broderer videre på den formel, der fungerede perfekt i ”The Square” og orkestrerer et festfyrværkeri af absurde og dybt ukomfortable situationer for mennesker, der ellers hviler trygt på deres privilegier.

Det er en strategi, som mesteren inden for surrealistisk film Luis Buñuel brugte allerede for 50 år siden i ”Borgerskabets diskrete charme”. Og med denne Cannes-vinder af en film har Östlund cementeret sin position som sin generations førende surrealist.

Filmens hovedpersoner er de to SoMe-influencere Carl og Yara. De er på overfladen smukke, men er i realiteten blot professionelle selfie-eksponenter, der lader som om, de lever det perfekte liv. De kan ikke blive enige, om hvorvidt de er et par eller bare spiller, at de er et par for at få nogle ekstra følgere, og derudover bitcher de af hinanden, som om de er på randen til at slå op.

Yara får tilbudt et gratis krydstogt på en luksus yacht i superklassen, og Carl følger med som det tynde øl. De to unge er klart de fattigste ombord, mens de øvrige passagerer er ved at drukne i penge. Og snart er de også ved at drukne rigtigt, for skibet er selvfølgelig et oplagt mål for piratoverfald.

Det hele går i opløsning en stormfuld aften, som er det værst tænkelige tidspunkt at holde den officielle Captains Dinner – især fordi bemeldte kaptajn er en marxistisk dranker (fantastisk spillet af Woody Harrelson), der er fuldstændig ligeglad med, om han har kontrol over situationen.

Hvad følger er et brækorgie af Monty Pythonske dimensioner, hvor Östlund går planken ud i en grad, så brækscenerne fortsætter længe efter, at det er holdt op med at være morsomt. Og hvor man i den grad bliver mindet om, at uanset hvor rig man er, så nytter det intet, når man vakler rundt på et glat toiletgulv i bølgegang.

Filmen er opdelt i tre afsnit. I det sidste skylles en gruppe overlevende op på land på en ø og indleder den mest satiriske del af ”Triangel of Sadness”. For nu skifter luksus yachtens hierarki 180 grader, idet det er toiletrenseren Abigail, som er den eneste, der har handlekraft nok til at styre dette Robinson-eventyr.

Östlunds film er lige så grænseoverskridende som den er blændende original, ja jeg har svært ved at forestille mig en anden film i år, der kan slå den på det punkt.

Titlen stammer i øvrigt fra den lille bekymringstrekant, der former sig mellem vores øjne, når vi rynker brynene. Og som selvfølgelig let kan fjernes med botox.

Ruben Östlund er en mester i at teste grænser og her er han på toppen af sin kunnen. Han får tilskuerne til at grine og tænke på samme tid. Og der er en nærmest nådesløs præcision i den måde han konstruerer, fastlåser og afvikler scenerne. En smertefuld ængstelse forstærket af akavet stilhed eller en flue, der flakser mellem personerne, mens de prøver at kommunikere.

Uanset hvad, så er verden ikke længere den samme, når man forlader biografen.

Triangle of Sadness – 149 minutter – Sverige, Tyskland, Frankrig og Danmark – Instruktør: Ruben Östlund – Medvirkende: Charlbi Dean Kriek, Harris Dickinson, Woody Harrelson, Vicki Berlin, Dolly de Leon, Zlatko Buric m.fl.