Filmanmeldelse: Stille hjerte – Bille August vender tilbage til udgangspunktet med stærk film

Stille hjerte

5 popcorn

I januar døde den 53-årige ALS-ramte Jane Hoffmann på Digitas-klinikken i Schweiz. Klinikken har specialiseret sig i at hjælpe uhelbredeligt syge mennesker med at begå selvmord.

Og for lidt over en uge siden, fik den 29-årige amerikanske kvinde Brittany Maynard hjælp til at dø. Hun havde en uhelbredelig kræftsvulst i hjernen og ønskede selv at styre sin egen død, inden svulsten tog livet af hende.

På den måde rammer Bille Agusts nye film ”Stille hjerte” lige midt ned i den stadig mere aktuelle debat om aktiv dødshjælp. Samtidig er den en kærkommen tilbagevenden for den danske instruktør, der siden sine succes’er i 80’erne med blandt andet Zappa (1983) og Pelle Erobreren (1987) har brugt de sidste 25 år på internationale og skandinaviske produktioner – med blandet held.

”Stille Hjerte” er imidlertid en klassisk Bille August produktion, når han er bedst. Et rendyrket kammerspil, med millimeterpræcis personinstruktion og intens nærhed og varme.

Filmens handling udspilles over en weekend i en lægebolig på Fyn i det tidlige efterår. Her samles børn og børnebørn for at tage afsked med familiens matriark Esther, som lider af sklerose. Derfor har hun besluttet at dø for egen hånd og på sine egne betingelser, inden sygdomme giver hende en uværdig afslutning.

Sammen med sin lægemand Poul har Esther planlagt weekenden og sin død ned til mindste detalje. Ikke alle er dog enige i hendes beslutning, eller som Poul udtrykker det: ”Du kan bestemme over dig selv. Men du kan ikke bestemme, hvordan vi hver især skal have det”.

Ægteparrets to døtre er splittede. Den dominerende Heidi mener, man skal respektere moderens ønske, mens den skrøbelige Sanne, der har et selvmodsforsøg og en hospitalsindlæggelse med i bagagen, har svært ved at acceptere situationen.

Som weekenden skrider frem, og situationen spidser til, bliver der imidlertid vendt op og ned på denne magtbalance. Styrke må vige for svaghed og tvivl og omvendt. Da Heidi finder ud af, at faderen og Esthers barndomsveninde  Lisbeth er mere end blot venner, er hun pludselig ikke så overbevist om moderens dødsprojekt længere. Og Sanne viser sig at indeholde uventede ressourcer.

Bille August afvikler historien med stor respekt og nænsomhed for emnets alvor, men også med et sikkert øje for den absurditet, som dødens tilstedeværelse altid afstedkommer. Som når familien sidder og holder juleaften og gør gode miner til slet spil velvidende, at næste dag skal moderen dø. Eller da Esther i et kådt øjeblik beslutter sig for at kaste alle tidligere normer overbord og tager imod tilbuddet fra Sannes kæreste om at prøve at ryge hash.

På samme måde udnytter Bille August fermt de mørke, fynske efterårslandskaber og lægeboligens lukkede ramme til at øge fortællingens intensitet. Og han har fra start til slut et sikkert greb om sine visuelle virkemidler: Beherskede kameraindstillinger med fokus på de små detaljer og den ordløse kommunikation mellem personerne, der ofte siger langt mere end dialogen.

Ghita Nørby er et oplagt ja nærmest selvindlysende valg til rollen som Esther. En Ghita Nørby i sit eget livs efterår, der forener det dominerende med det skrøbelige og det sagtmodige med det varme og inderlige i sin kamp for at bevare kontrollen og værdigheden i sit liv. Ikke et sekund mister hun grebet om sin rolle og dens svære balancegang.

Men Ghita Nørby gør det ikke alene, ja faktisk er ”Stille hjerte” et fornemt eksempel på ensemblespil, hvor alle har deres store og små øjeblikke.

Paprika Steen kan sin rolle som hverdagstyrannen Heidi til fingerspidserne. Hun har været der ofte før og er det her igen. Bille August har klogt valgt at sætte hende op imod det nye danske stortalent Danica Curcic. Med sin mørke, sensuelle kvindelighed er hun et spændende valg, fordi hun ikke umiddelbart udstråler svaghed, men netop derfor virker skrøbeligheden så meget mere interessant, fordi man fornemmer styrken bagved.

Rundt omkring denne markante kvindetrio er der mindre plads til filmens mandeside, der nogle gange forsvinder lidt. Morten Grunwald kæmper sin stille kamp som stoisk far og ægtemand, mens Pilou Asbæk som Sannes kæreste har fået tildelt rollen som klovnen, der sætter de andres handlinger i perspektiv med sine taktløse bemærkninger. Mest usynlig er Jens Albinus som Heidis mand, men samtidig illustrerer det jo fint, hvordan alle familier har deres stjerner og vandbærere.

Der er øjeblikke i ”Stille hjerte” der er så smukke, at de næsten gør ondt. Som da Esther og Poul vågner, og hun beder ham om at lade være med at trække gardinerne fra. ”Vil du da sove mere?”, spørger han. ”Jeg vil bare vågne én gang til” svare hun.

Så flot kan det formidles. ”Stille hjerte” er Bille Augusts mest helstøbte film i mange år. Og selv om den ikke er ment som et debatindlæg i diskussionen om aktiv dødshjælp, for den på fornemmeste vis visualiseret de etiske og følelsesmæssige udfordringer emnet stiller alle over for. Både dem, der skal dø, og dem der står tilbage.

Stille hjerte – 97 minutter – Danmark – Instruktør: Bille August – Medvirkende: Ghita Nørby, Morten Grundwald, Paprika Steen, Danica Curcic, Pilou Asbæk, Jens Albinus, Vigga Bro, Oskar Sælan Halvskov m.fl.