Mens sneen fortsætter med at falde over Berlin og Berlinalen, oprandt en af festivalens store events – det indledende pressemøde på festivalens første dag, hvor juryen i hovedkonkurrencen bliver præsenteret og svarer på spørgsmål.
For selv om Berlinalen er en filmfestival, har den altid brystet sig af at have politisk kant, og denne kant plejer at komme klart til udtryk på pressemødet. Jeg skriver plejer, for det var som om, at juryen lige som resten af verden stadig var i choktilstand efter Donald Trumps brutale bulldozerstart i Det Hvide Hus. Noget som jury-formanden, instruktøren Tod Haynes bekræftede:
”Jeg tror, det har været en bevidst strategi, at vi skal føle sådan”, understregede han og tilføjede, at han alligevel har en ”optimistisk fornemmelse omkring, at festivalen kan være et modspil til alt det, der sker lige nu.”
”Som verden er i øjeblikket, er det ekstra vigtigt, at den er det. Og det er noget, som denne festival og denne by, der historisk har gennemgået store udfordringer, har formået igen og igen.”
Tod Haynes meddommer, den tyske instruktør og skuespillerinde Maria Schrader, udtrykte villighed til at involvere sig i den politiske debat under festivalen – modsat sidste års jury-pressemøde, hvor adskillige af jury-medlemmerne ikke ønskede at tale politik.
”Frygt er ikke en god ting. Jeg ønsker ikke at frygte noget. Jeg ønsker at fejre disse særlige rum, som eksisterer på Berlinalen, rum for kultur og fantasi”, sagde Maria Schrader.
Og Berlinalens leder Tricia Tuttle var enig. Hun ser festivalen som et modsvar til ”de mange perverse ideer, som mange stærkt højreorienterede partier i Europa og resten af verden spreder i øjeblikket”.
”Dette er et sted, hvor vi samles og lytter til hinanden og kommunikerer via film. Vi fejrer og sætter stor pris på den mangfoldighed af tanker og ideer, som kommer til udtryk på store, internationale filmfestivaler”.
Under aftenens åbningsceremoni i Berlinale Palatset var skuespillerinden Tilda Swinton endnu mere direkte, da hun modtog dette års æres-guldbjørn:
”Den store uafhængige filmstat er i sin kerne inkluderende og immun over for besættelse, kolonisering, overtagelse eller udvikling af Riviera-ejendomme”, sagde hun med direkte henvisning til Trumps forslag om at rydde Gaza for palæstinensere og i stedet forvandle området til et Middelhavs-ferieparadis.
”Der bliver begået umenneskelige ting lige nu. Jeg er her for at sætte navn på det uden tøven eller tvivl i mit sind. Og for at give min urokkelige solidaritet til alle dem, der anerkender den uacceptable selvtilfredshed hos vores grådighedsafhængige regeringer, som gør sig til venner med planetødelæggere og krigsforbrydere.”
Så vidt jurypressemødet. Lidt senere opstod der et af de unikke Berlinale-øjeblikke, som der kun er få af hvert år, da der var premiere på den amerikanske dokumentarfilm ”Holding Liat”.
Det er historien om den amerikansk-jødiske kvinde Liat Beinin Atzili, der sammen med sin mand Aviv blev taget som gidsler af Hamas den 7. oktober 2023.
Filmen følger hendes hendes familie og deres reaktioner tæt, mens hun sidder fanget – ikke mindst hendes far, der frem for at være hævngerrig forsøger at holde sig pacifistisk og humanistisk både til sin egen situation og krigen i Gaza.
”Holding Liat” er en af den slags film, der midt i vanviddet og uforsonligheden giver håb, og som med sin simple og letforståelige, menneskelige kerne fik tårerne til at trille ned af kinderne på adskillige filmjournalister – herunder undertegnede.
