Det er altid spændende, hvilken film, som arrangørerne af Berlinalen vælger at starte festivalen med. Ud over dens filmiske kvaliteter er den også en markør for hele Berlinalen.
Okay det er måske lidt rigeligt meget at lægge i en enkelt film, men for mange journalister, indkøbere og filmfolk er åbningsfilmen det første indtryk, de får af festivalen.
Og i så fald er Tom Tykwers “The Light” et vovet valg. Berlinalen har altid støttet op om den tyske instruktør, der har deltaget med andre film adskillige gange. Om hans nye film er endnu et udtryk for denne goodwill, skal være usagt. Til gengæld er det et ubestrideligt faktum, at “The Light” er en film, som tvinger en til at mene noget om sig både professionelt og følelsesmæssigt. Der er ingen mellemveje her – slet ingen.
Enten hader man den, fordi den eksploderer i alle genrer og retninger og så voldsomt, at det føles som en mavepuster hvis ikke direkte grænseoverskridende. Og mener at Tom Tykwer igen igen har håbløst fejlet med at nå niveauet fra sin gennembrudsfilm ”Run Lola Run”.
Eller også elsker man den og bliver dybt fascineret suget ind i dens malstrøm af sanseindtryk og hudløse skuespilpræstationer. Og klapper i hænderne over Tom Tykwers originale come back på filmscenen efter succesfulde Tv-serier som ”Babylon Berlin”.
Eller man bliver som i mit tilfælde delt midtover i et knivskarpt kirurgisk rent snit, mellem at dumpe den som prætentiøst, ufokuseret makværk eller prise den som en modig, genial og højaktuel film om verden lige nu.
Det starter fragmentarisk, så man i et stykke har svært ved at sætte fragmenterne sammen – lidt som i Vim Wenders ”Englene over Berlin”. Et dronebåret kamera flyder gennem et regnfyldt Berlin inden det zoomer ind af et vindue og præsenterer os for den mellemøstlige kvinde Farah. Hun sidder med lukkede øjne foran en højfrekvent stroboskoplampe mens LED-lysene i stadig stigende tempo flasher mod hendes ansigt.
Herefter klippes der mellem forskellige personer. Den 17-årige Jon, der holder sig inde på sit værelse i en stor lejlighed (selvfølgelig er den stor, det er jo Berlin) og iført 3D maske spiller intense onlinespil, mens den jævnaldrende pige Frida tager LSD med sine venner i en klub i et gigantisk gruppetrip. Kvinden Milena er I Nairobi og arbejder med et kulturprojekt, hvor der er problemer med fundingen hjemme i Tyskland, mens manden Tim har holder svulmende forelæsninger og har forladt sin ungdoms venstreorienterede synspunkter for et langt mere kynisk verdensbillede.
Efterhånden knyttes alle disse tråde sammen i en dysfunktionel hårdknude. De fire personer er mor, far og tvillingesøskende i en kernefamilie, hvor hver enkelt driver rundt som ensomme satellitter uden for alvor at sætte sig ind i, hvem de andre er. Familien tæller derudover kærlighedsbarnet Dio af en affære, som Milena har haft under sine udenlandsrejser, og som tilbringer hver anden uge i lejligheden.
Da families indvandrer-hushjælp Alia får et hjerteslag og dør overtager Farah hendes plads. Lidt efter lidt får hun knyttet sig tæt til hver enkelt medlem i familien, men Farah har sin egen dagsorden, der ikke skal afsløres her. Kun at det kulminerer, da hun får dem alle med på en fælles stroboskoplampe-session. Og at den får deres vestlige verdens hverdagsproblemer til at virke ubetydelige.
Tom Tykwer sparer ikke på virkemidlerne, men mikser uden tøven alle genrer fra thriller, til drama til socialrealisme og musical og smider sågar en animeret sekvens eller to oven i sin suppe med alt godt fra filmhavet.
Når Dio bryder ud i sang til Quens “Bohemian Rhapsody” og flere af de øvrige gør det samme, ved man ikke helt, hvilket ben, man skal stå på.
Men samtidig skræller skuespillerne langsomt lag på lag af sig selv, så de voldsomme og hudløse konfrontationer mellem Milenia og Frida og mellem de to ægtefæller når Ibsenske dimensioner og en dyb troværdighed.
“The Light” er en mastodont af en film på 162 minutter. Som sagt er der ingen mellemveje, og spørgsmålet er, om det er klogt med en åbningsfilm, der splitter mere end den samler sit publikum. Den slags, som Verden er alt for fyldt af lige nu. Og som fik adskillige under presseforestillingen til at udvandre før tid mens Queen-strofen ”Nothing really matters to me” spillede i baggrunden.
Men uanset hvad, så er “The Light” en oplevelse af en film, med en instruktør I højeste gear. Døm selv.
The Light – 162 minutter – Tyskland – Instruktør: Tom Tykwer – Medvirkende: Nicolette Krebitz, Lars Erdinger, Tala Al-Deen, Julius Gause, Elke Biesendorfer m.fl.
