Michael Noer er biografaktuel med ”Nøgle Hus Spejl”, som sætter fokus på kærlighed og lyst mellem to plejehjemsbeboere.
Det første, man lægger mærke til ved Michael Noer, er han åbenhed og venlighed. Vi sidder på Noers stamsted Cafe Paté Paté kun et stenkast fra hans kontor i Kødbyen i København. Hans brune øjne glimter mildt bag brillerne, mens hænderne ivrigt gestikulerer. Han har tydeligvis meget på hjerte, men samtidig udstråler han også en ydmyghed, der slet ikke passer med billedet af en himmelstormende instruktør, som indhenter store priser for sine film.
Men det er også gået stærkt, siden den 36-årige vestjyde sprang ud fra Den Danske Filmskoles dokumentarfilmlinje i 2003. Efter flere anmelderroste dokumentarfilmprojekter, tog Michael Noer springet fra fakta til fiktion. Hans første fiktionsfilm den barske fængselsfilm ”R” (2010) blev samtidig hans store gennembrud, som blev fulgt op af bandefilmen ”Nordvest” (2013).
Nu er han så igen filmaktuel, denne gang med en kærlighedshistorien ”Nøgle Hus Spejl” der netop har haft premiere. Det er fortællingen om Lilly, der frivilligt er flyttet på plejehjem for at være sammen med sin hjerneskadede mand Max, der ligger som en grønsag efter et slagtilfælde. Da en ny beboer kaldet Piloten flytter ind, trodser hun alle fordomme om ældres lyst og følelser og indleder et forhold. Lidt af et kvantespring i forhold til de rå fængsels- og bandemiljøer skulle man mene, men for Michael Noer er der en klar tråd fra ”R” og ”Nordvest” til hans nye film.
Den vender vi tilbage til lige om lidt. Eller rettere vi starter med at følge tråden endnu længere tilbage til Esbjerg, hvor Michael Noer er vokset op.
Hvad har Esbjerg betydet for dig?
– Det har selvfølgelig præget mig, at jeg er vokset op hos forældre uden kulturel baggrund og ikke havde nogle tråde til den verden, jeg nu er en del af. Derfor napper jeg også mig selv i armen ind imellem for lige at tjekke, at det er mig, det her er sket for.
– Det har også gjort, at jeg er meget bevist om, hvor privilegeret jeg er – at jeg faktisk laver noget, som jeg holder meget af at lave. Og det får mig til at huske, at der er en virkelighed uden for København. At Danmark er meget andet end Kødbyen og cafe latte. Det et også fattigdom og kriminalitet og børn, der misbruges – ting der ikke bliver særlig meget repræsenteret på film.
– Var det bevist, at du valgte dokumentarfilmlinjen?
– Nej, det var tilfældigt. Jeg skulle bare lave film uanset formen, smiler Michael Noer og tilføjer:
– Til gengæld er alle dem, jeg arbejder sammen med, folk som jeg har kendt i 10, nej snart 20 år, altså også før jeg kom på Filmskolen.
– Var det så også et tilfælde, da du tog springet fra dokumentar- til fiktionsfilm?
– Både og. Da jeg var færdig med Filmskolen, var jeg meget betaget af, hvor meget man kan bearbejde dokumentarfilmen og stadig bevare autenticiteten. Det modsatte er imidlertid også interessant. Hvor meget kan man skrabe væk i fiktionen og skabe autenticitet? Hvor meget kan man ændre på lyd, lys, setting, lange optagelser og den slags for at gøre det så autentisk som muligt?
– Da Tobias (Lindholm) og jeg lavede ”R”, skete det på et tidspunkt, hvor der var en livlig debat om længere straffe. Så mødte jeg Roland Møller og blev fascineret af hans historie om at sidde i fængsel. Jeg tænkte dog, at det var en meget fortærsket genre at lave en fængselsfilm, men så skete der det, at Horsens Statsfængsel blev rømmet, og man ikke vidste, hvad man skulle bruge bygningerne til.
– Der stod vi så og havde en mulighed, men ikke en krone til at lave film for. Derfor lavede vi et opslag, hvor vi ledte efter folk, der havde siddet i fængsel, og inden vi vidste af det, mødte der over 100 skaldede, tatoverede mænd op.
– Pludselig fik tidligere indsatte og ansatte autenticitet som eksperter. For hvorfor instruere når dem, der medvirkede, var eksperter på det miljø og for eksempel kunne fortælle præcis, hvordan man sætter en fange ind i en celle. Det eneste snyd i ”R” er, at vi kun brugte folk, der havde udstået deres straf. Hvis vi havde ladet Pilou Asbæk spille sammen med rigtige indsatte, ville det have skabt nogle etiske problemer.
– Det må have givet et kæmpe sus at arbejde i et rigtigt fængsel.
– Som instruktør er jeg konstant på jagt efter miljøer, hvor historien begynder at rulle af sig selv og få muskler, hjerte og livskraft. Derfor var det også en fantastisk fornemmelse at lave ”R”, og vi har ledt efter noget lignende lige siden.
– Fra Horsens tog du så springet til Nordvest
– Ja. Da vi lavede ”R” blev jeg meget påvirket af at høre de tidligere indsattes historier om, hvordan de allerede som knægte blev en del af et kriminelt hierarki. Jeg følte, at jeg var nødt til at fortælle historien om, hvad der skete før ”R”, før hovedpersonerne kom i fængsel.
– Jeg ønskede også som udgangspunkt at lave en historie om nogle brødre. Derfor ledte jeg efter et par rigtige brødre til hovedrollerne og var så heldig at finde Gustav og Oscar (Dyekjær Giese).
– Hvordan påvirkede det filmen, at de var brødre i virkeligheden?
– Jeg kunne bruge det på rigtig mange måder. Historien handler jo om, hvordan lillebroderen Andy er misundelig på sin brors plads i bandehierakiet. Så når Oscar blev sur og brokkede sig over, at Gustav stod længere oppe på plakaten end ham, så fik jeg ham til at tage denne følelse med ind i filmen.
– Et andet eksempel er den scene, hvor Oscar sladrer til bandelederen om, at det var ham og ikke Gustav, der skød et medlem fra en konkurrerende bande. Umiddelbart før vi skulle optage scenen, tog Gustav fat i kinden på Oscar lige der, hvor han havde bøjle, så det gjorde ondt. Som brødre vidste de på den måde præcis hvilke knapper, de skulle trykke på for at provokere hinanden.
Dermed er vi fremme ved Michael Noers nye film og den førnævnte røde tråd, der skulle føre fra ”R” til ”Nordvest” og direkte ind på plejehjemmet i ”Nøgle Hus Spejl”. Ifølge Michael Noer handler det om ”miljø”.
– I princippet kunne jeg lige så godt have lavet en fortælling om en dreng, der ikke gad blive afleveret i børnehaven, men vi valgte så et plejehjem i stedet. Allerede da jeg lavede ”R” tænkte jeg på at filme på et plejehjem. Som dokumentarist er jeg fascineret af regler både de skrevne og de uskrevne, og hvad der sker, når man ikke vil indordne sig under de eksisterende regler.
– På den måde er der en klar rød tråd fra ”R” til ”Nøgle Hus Spejl” også rent fysisk. Når vi under optagelserne kneb øjnene sammen og så ned af de lange gange på plejehjemmet, så var det næsten som at være tilbage i Horsens Statsfængsel.
– Dermed siger jeg ikke, at et plejehjem er et fængsel, men at det opleves sådan. På den måde er et plejehjem et fængsel for uskyldige, idet det eneste, som beboerne er skyldige i, er, at de er gamle. De kommer jo heller ikke levende ud derfra.
– Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvilke ord vi bruger i den sammenhæng. Vi kalder det for plejehjem, men det har jo intet med et hjem at gøre.
– Man fornemmer, at ”Nøgle Hus Spejl” er en mere personlig film for dig end både ”R” og ”Nordvest”?
– Det er rigtigt. Min morfar fik en hjerneblødning, da jeg var otte år, og blev meget som Max i filmen, der ligger som en grøntsag i sin seng. Han kom på plejehjem og døde der for mange år siden.
– Jeg havde lovet min mormor, at hun aldrig skulle på plejehjem lige som min morfar. Det løfte skulle jeg aldrig have givet hende, for hun endte der alligevel for fem år siden og begyndte at vise tegn på demens, mens vi optog filmen.
– Derfor er ”Nøgle Hus Spejl” tættere på, end noget jeg tidligere har lavet. Her følte jeg mig som forbryder, fordi jeg ikke kunne holde mit løfte.
– Er det en politisk film?
– Nej, det mener jeg ikke. Hvis jeg havde haft min mormor boende hjemme, så ville jeg kunne have sagt ”Se her, det er sådan man skal behandle de ældre”, men sådan er det ikke. I stedet forsøger jeg at belyse et problem, som jeg ikke har nogen løsning på: At vi i vores samfund har valgt at institutionalisere en masse ting omkring både børn og ældre. Det er interessant at smide provokationen derud og spørge, for hvis skyld det egentlig er, at vi institutionaliserer?
Lige som for Michael Noers andre film spiller autenticiteten også en stor rolle i ”Nøgle Hus Spejl”, som er optaget i ægte plejehjemsomgivelser på plejehjemmet Sjølund ved Søerne i København.
– Hvordan fandt du frem til Sjølund?
– Det var igen lidt tilfældigt. På det tidspunkt var man ved at bygge Sjølund om og havde derfor rømmet en del af plejehjemmet. Derfor fik vi stillet en hel tom gang til rådighed, hvilket var fuldstændig unikt. Halvdelen af beboerne i filmen kom fra et nærliggende ældrecenter, mens resten kom fra Sjølund. De blev kørt ned med elevator hver dag og spurgte ”Hvad skal vi så lave i dag”. Nogle af dem var demente og sad så bare ovre i en krog hele dagen. Her fik vi deres familier til at skrive under. Nogle vil måske sige, det var uetisk, men det er jo sådan, deres tilværelse er.
– Til gengæld er der også ting, vi ikke viser i filmen. Vi ser for eksempel ikke alle de lukkede døre, som også er en del af livet på plejehjemmet. Og bag hver eneste dør ligger et menneske og venter i sin seng på at få mad, blive skiftet eller bare at blive talt til. Folk dør alene bag en lukket dør, så det er meget mere tragisk end som så.
– Der er også mange sider af demensen, som vi ikke viser. På Sjølund var der for eksempel en mand, der skreg moar moar hver dag på samme tid. En anden fik altid iskolde fødder, når det blev mørkt. Det viste sig, at hun havde siddet i koncentrationslejr under krigen og kun overlevet at blive slået ihjel med de andre, fordi hun gemte sig i et iskoldt skab, hvor hun sad uden sko.
– Du kommer også ind på demens-spørgsmålet i filmen. Forstyrrer det ikke lidt den bærende kærlighedshistorie mellem Lily og Piloten?
– Man kan sige, at jeg ikke kunne have lavet ”Nøgle Hus Spejl” uden kærlighedshistorien, men godt uden demens-delen. På den måde er demensen ikke nogen darling for mig.
– Omvendt gjorde demens-delen, at jeg blev opmærksom på ting, som jeg ikke vidste før. For eksempel fandt jeg ud af, at hvis man frivilligt flytter på plejehjem og bliver dement, mens man er der, så vil det i nogle tilfælde betyde, at man ikke bare kan flytte igen.
– Hvorfor valgte du, at det skulle være en kærlighedshistorie?
– Det gjorde jeg heller ikke i starten. Det handlede om at finde en drivkraft, og det, der holder Lily i gang, er kærligheden. Når man er på plejehjem, er der ikke noget familiemæssigt slægtsskab med de øvrige beboere, så hvad er relationen så? Jeg kunne så have lavet en gyserfilm om de forfærdelige forhold på plejehjem eller en film, hvor Lily ender med at lave medlidenhedsdrab på Max. Måske er det i virkeligheden også det, hun gør, da hun indleder et forhold til Piloten.
– Her var det fantastisk at have en som Ghita at snakke med om disse ting. Hun fik mig til at se, at vi kæmper med de samme ting på tværs af generationerne, og at det med kærlighed ikke stopper, fordi man bliver ældre.
– På den måde er jeg lige så meget underlagt normerne som alle andre. Jeg tænkte, for eksempel, at filmens titel skulle være ”Den sidste kærlighed”, men det blev Ghita så rasende over, at hun var ved at smadre sofabordet. For som hun sagde: ”Hvem siger, at Piloten er Lilys sidste kærlighed, og at hun ikke går ud dagen efter og finder en ny?”,
– Og hun har jo ret. Hvorfor skal ældre underlægges andre regler, når det gælder kærlighed og følelser, blot fordi de er ældre? Hvis en 40-årig for eksempel forlader mand og børn, fordi hun finder en anden, så bliver hun hyldet som seksuel frigjort, mens en på 80 bliver fordømt.
– Da jeg først var sporet ind på det, begyndte historien at forme sig selv. Jeg havde blandt andet en snak med en, der fortalte mig om ældre og onani, så jeg tænkte: ”Vi ved jo, at folk dør på plejehjem, så lad os vise dem noget andet”.
– Hvordan var det at arbejde sammen med en af Danmarks største og mest erfarne skuespillere?
– Det var en stor oplevelse. Ghita kan også godt lide at blive inviteret med ind i filmværkstedet. Hun elsker at føle sig som medskaber, så det handlede virkelig meget om samarbejde. Hun er en sand diva, men hun er det, fordi hun vil have den bedste scene i kassen, ikke fordi hun ikke får serveret en dobbelt espresso.
– Og så har hun et helt enormt mod. Det viste hun blandt andet i den scene, hvor hun har sex med Piloten. Både hun og Sven Wollter smed helt ublufærdigt tøjet og lå der i sengen. Også her blev jeg klogere. Ældresex har meget mere at gøre med afklædt ømhed end sex, så det ville have været misvisende, hvis jeg havde lavet en sexscene a la Lars Von Trier. Her minder det mere om den første gang.
– Men jeg håber, at jeg selv vil være lige så modig, når jeg når Ghitas alder. Hun har vist mig, at livet først er forbi, når det er forbi, slutter Michael Noer.
