Filmanmeldelse: Skønheden og udyret – Behold endelig tegnefilmen

Skønheden og udyret

3 Popcorn

Skal man tænke nyt, når man én gang har ramt plet? Hos Disney er svaret åbenbart ja det ene år og nej det næste.

I 2015 var det for eksempel ja, da Disney udsendte en spillefilmsversion af en sine allerstørste klassikere ”Askepot” (1950). I stedet for at konkurrere med sin egen udødelige scene, hvor musene syer Askepots kjole, der i over 50 år har været et af slagnumrene i Disneys juleshow, besluttede man at gå andre veje.
Man udvidede historien, så den begynder med den lille trygge familie, og deres dybe indbyrdes kærlighed, som ikke engang stopper ved moderens død. På den måde forstår man næsten godt stedmoderen, som aldrig har en chance for at fylde pladsen ud efter den afdøde mor.

Man udstyrede Askepot med det borgerlige navn Ella, hvilket giver vildt meget mening på engelsk hvor Cinderella betyder Aske-Ella.

Og man forstærkede den romantiske historie mellem Ella og prinsen. Her var der ikke blot tale om et møde på ballet. De to havde allerede mødtes i skoven, og dialogen og kemien mellem Lily James og Richard Madden slår gnister lige fra starten.

Ella er i det hele taget ikke den pæne 50’er prinsesse fra Disneys tegnefilm, men en moderne kvinde, der sagtens kan stå selv.

Af alle disse grunde og mange flere blev ”Cinderella” (2015) en helt anden oplevelse end  ”Askepot” og mindst lige så god.

Nu har Disney så forsøgt at tage springet fra tegnefilm til spillefilm med en anden af deres udødelige klassikere ”Skønheden og udyret” (1991), den måske mest romantiske og helstøbte af deres prinsessefilm.

Her har de imidlertid valgt at svare nej til nytænkning. Skønheden og udyret på film er stort set en kopi af tegnefilmsudgaven helt ned til de fleste af filmens musicalnumre, meget af dialogen og farverne i Udyret og Belles tøj, da de laver deres berømte dans under lysekronerne på slottet.

Jamen hvad skal vi så med den? Ja, det er et rigtig godt spørgsmål, som der ikke findes et fornuftigt svar på ud over, at Disney gerne vil tjene penge.

Tegnefilmsudgaven fremstår langt mere dynamisk, og dens manuskript er også mere skarpt. En afstikker til Paris og Belles fødehjem via en magisk bog i filmudgaven virker således underligt ude af kontekst og takt med resten. Det samme gør den politiske korrekthed, der er trukket ned over historien: Flere af de forheksede tjenestefolk på slottet viser sig således at være mørke i huden, og Belles plageånd, den selvfede jæger Gaston, udsættes for kraftige homoerotiske signaler fra sin tro væbner LeFou. Ingen af disse ting foldes dog for alvor ud og bruges til noget, så Disneys første åbenlyst homoseksuelle filmfigur får aldrig luft under vingerne.

Endelig må man konstatere, at Emma Watson, der hidtil mest har været kendt for rollen som Hermione Granger i de otte Harry Potter film, ikke har et særlig bredt eller dybt repertoire at spille på, og at udyret – en flot maskeret Dan Stevens – virker mindre imponerende og nogle steder næsten kluntet i sine bevægelser i forhold til tegnefilmens udyr. Og kemien mellem hovedpersonerne, der gjorde ”Cinderella” til en oplevelse, udebliver helt.

Det er ikke fordi, at filmen er kedelig – jo, lidt faktisk, hvis det ikke er meget lang tid siden, man har set tegnefilmsudgaven – og Disney forsøger både hist og pist at uddybe figurerne: Slottets tjenestefolk, der er ramt af forbandelsen på grund af udyrets hovmod, viser sig at være loyale mod ham, fordi de føler, at de svigtede, da hans mor døde, og hans ukærlige far blev alene om at opdrage ham. Udyret selv får også sit eget sangnummer, og Belles far er ikke længere bare en forvirret opfinder, men en far, der kæmper for sin stærke datter.

Det hele sker dog mest på overfladen, og ”Skønheden og udyret” er derfor først og fremmest en film med mange spildte muligheder.

Skønheden og udyret – 129 minutter – USA – Instruktør: Bill Condon – Medvirkende: Emma Watson, Dan Stevens, Luke Evans, Josh Gad, Kevn Kline, Emma Thompson m.fl.