Filmanmeldelse: Fremad – Pixars nye film er sød og rørende men visionsløs
FSenere i år kan Pixar fejre 25 års jubilæum for lanceringen af deres første film ”Toy Story”. Den havde premiere den 19. november 1995 og blev det gyldne startskud på en revolution og et paradigmeskifte inden for animationsfilm, som Pixar stod alene med i adskillige år, ja vel faktisk helt indtil Dreamworks udsendte ”Shrek” (2001).
Da Pixar blev indlemmet i det glitrende Disney-imperium i 2006, var det store spørgsmål, om selskabet stadig film for film ville kunne forsvare sin plads som verdens førende animationsstudie? Eller om de bare ville ende som endnu en filmfabrik, der producerer det ene strømlinede og markedstilpassede stykke børneunderholdning efter det andet?
Svaret er, at Pixar stadig har førertrøjen på. Alene de sidste fire år, har Pixar udsendt “Find Dory” (2016), “Coco” (2017), ”De utrolige 2” (2018) og ”Toy Story 4” (2019), der alle vidner om stor opfindsomhed og sans for filmæstetik.
Det er dog ikke det samme som at sige, at alle Pixars efterhånden 22 film er mesterværker, som for eksempel ”Coco” og ”Toy Story 4” var det. Basis kan man inddele dem i to kategorier: De, der har en vision, og de, der ikke har. Og Pixars nyeste film ”Fremad” hører afgjort til i den sidste kategori.
Filmen foregår i et nutidsunivers befolket af magiske væsener. Magien er imidlertid (næsten) glemt og forsvundet, og indbyggerne lever stort som mennesker. De er gået fra guder og monstre til at beundre teknologiske vidundere som biler og fjernsyn.
I denne afmagiserede eventyrverden bor den unge, intelligente, men kiksede elverdreng Ian Lightfoot med sin mor og sin dominerende og kaotiske storebror Barley. Deres far er død af sygdom, men da Ian fylder 16 får brødrene en gave fra deres afdøde far: En gammel troldmandsstav, en fønikssten og en besværgelse, som kan bringe faderen tilbage for en enkelt dag.
Det er Barley der stadig passioneret tror på den gamle magi, men det viser sig selvfølgelig, at det er Ian, der har evnerne. Al begyndelse er imidlertid svær. Det lykkes kun at bringe faderens underkrop tilbage. Derfor må de to brødre nu ud på en eventyrlig færd for at finde endnu en fønikssten – og de har kun en dag til at gennemføre missionen.
”Fremad” er en inderlig coming of age historie, som selvfølgelig handler mere om, at de to brødre skal finde hinanden, end om at de skal finde deres far. Den er dog hverken så rørende som for eksempel ”Op” (2009), så sjov som ”De utrolige” (2004) eller så gennemført i sin idé og sit univers som ”Coco” (2017).
Det betyder dog ikke, at ”fremad” er en dårlig film. Den er både sød og uskyldig, med en legesyg visualitet der nogle steder er ret betagende. Men alligevel er det den slags Pixar-film, der mere er sammensat ud af andre visioner end sin egen.
Basis er der tale om en blanding af et 1980’er Spielberg plot, Harry Potter som amerikansk nørd og et strejf Tolkien. Og da Ian og Barley først får sat sig i Barleys gamle, spraymalede 1970’er varebil, udvikler deres magiske heltefærd sig til en ret konventionel roadmovie.
På den måde opsummere den noget anonyme titel det meget godt. Efter 25 år bevæger Pixar sig stadig fremad med – eller som i dette tilfælde – uden de store visioner.
Fremad – 102 minutter – USA – Instruktør: Dan Scanlon – Medvirkende (danske stemmer): Emil Birk Hartmann, Pilou Asbæk, Mette Marckmann, Ellen Hillingsø m.fl.
