Filmanmeldelse: Mens vi lever – Stærk debut fra Avaz-brødrene er måske årets bedste danske film.
Inger Støjberg og andre, der bruger en stor del af deres politiske liv til at tordne mod indvandrere og flygtninge, burde slå et slag forbi biografen i denne her uge og se den nye danske film “Mens vi lever”.
For ikke nok med, at den byder på en stærk og intens filmoplevelse. Filmen er blevet til uden om de etablerede systemer og har kun kostet to millioner kroner at producere. Jeg gentager skaldede to millioner kroner. Det er pebernødder i en verden, hvor en dansk film som regel koster fem-seks gange så meget og i øvrigt er dybt afhængig af statsstøtte.
Og mest bemærkelsesværdigt af det hele: “Mens vi lever” er en debutfilm fra to iranske brødre – 35-årige Mehdi Avaz og hans lillebror Milad Avaz – der kom til Danmark som flygtninge i 1992.
Det mærker man dog ikke det mindste til i filmens udtryk og stemning, der er så pæredansk som noget og fuldstændig uden et eneste brunt ansigt på rollelisten for at tilfredsstille den politiske korrekthed.
Som tilskuer kastes man lige ind i handlingen:
I Hirtshals lever den indesluttede fyr Kristian (Sebastian Jessen) et stille liv som fiskerlærling sammen med sin forlovede.
En dag banker det på døren. Udenfor står Kristians far (Henrik Prip), men der er ingen gensynsglæde at spore fra sønnens side. Faren fortæller, at Peter ligger syg med kræft på hospitalet, og spørgsmålene begynder at hobe sig op: Hvorfor har Kristian og hans far ingen kontakt? Hvorfor påvirker besøget ham så voldsomt, at han dagen efter mister besindelsen på arbejdet? Og hvem er Peter?
Svarene lader imidlertid vente på sig, for Avaz-brødrene kan den sjældne kunst at fortælle tilpas lidt/meget til at holde tilskuernes opmærksomhed fanget 100 procent.
Mere klart bliver det ikke, da Kristian næsten skæbnebestemt søger tilbage til barndomsbyen Helsinge for at besøge den kræftsyge Peter (Nicolas Bro). For hvem er den unge alenemor Trine (Julie Christiansen), som han møder på hospitalet? Hvorfor hader Trines mor Hanne (Charlotte Munck) Kristian så meget? Og hvordan passer den unge gymnasieelev Tobias (Nikolaj Groth), der skriver smukke digte til klassekammeraten Sabine (Marie Hammer Boda) og ikke ænser sin bedste ven Q (Julie Brochorst Andersen), ind i billedet?
Og mens man gætter på personernes indbyrdes relationer, fletter Avaz-brødrene elegant de forskellige spor sammen, indtil de til slut løfter sløret for den tragedie, som man med stigende uro fornemmer bag det hele.
Mehdi og Milad har skabt deres helt egen “Helsinge by the Sea” – en knugende og medrivende og ikke mindst velspillet fortælling om at være på flugt fra fortiden. At filmen overhovedet er blevet til, vidner om deres enorme drive, selv om ingen af dem er novicer i filmbranchen. Milad Avaz vandt således Shortlist Prisen for “Et lift” ved Ekko Shortlist Awards, mens Mehdi Avaz har instrueret musikvideoer og reklamer i mange år.
Og man må sige, at de har fået noget for pengene. “Mens vi lever” både ser ud og lyder af noget. De håndholdte kameraer er erstattet af topprofessionelle kameraskud fra fotografen Daniel Cotroneo, der blev fløjet ind fra Los Angeles. Musikken leveres af dansk films grand old man Bent Fabricius Bjerre mens colorgraderen Frederik Bokkenheuser får Helsinge til at fremstå både smukkere og mørkere, end man nogensinde har set den.
Som toppen af kransekagen har Avaz-brødrene samlet et stjernehold af skuespillere: Nicolas Bro, Charlotte Munck og Henrik Prip har allerede bevist deres skuespilmæssige tyngde, men det er især den yngre generation, der imponerer. Marie Hammer Boda, Julie Brochorst Andersen og Nikolaj Groth beviser endnu engang, hvorfor de hører blandt de mest spændende og lovende yngre navne i dansk film i øjeblikket, mens lidt mere garvede Sebastian Jessen er fremragende som Kristian.
På den måde er “Mens vi lever” en film, som man trods den tunge historie kun kan blive glad af, fordi den vidner om, hvor meget lovende talent, der er i Danmark både foran og bagved kameraet.
Avaz-brødrenes debutfilm kan meget vel blive årets bedste danske film. Mehdi Avaz har kækt udtalt, at han indenfor de nærmeste år vil vinde en Oscar til Danmark, og man tror på ham.
Så kære Inger Støjberg hvad med en tur i biografen? Jeg giver!!!
Mens vi lever – 98 minutter – Danmark – Instruktion: Mehdi Awaz – Medvirkende: Sebastian Jessen, Henrik Prip, Nicolas Bro, Julie Christiansen, Charlotte Munck, Nikolaj Groth, Marie Hammer Boda, Julie Brochorst Andersen