Filmanmeldelse: Carmen og Lola – Lesbisk kærlighed blandt spanske romaer
Måske skal man opfatte det som en positiv ting, at film om at springe ud som homoseksuel i et konservativt miljø, hvor den slags eller undertrykkes, i 2019 er blevet så rodfæstet en genre, at den har udviklet sine egne klichéer.
Men men men, behøver den spanske instruktør Arantxa Echevarría virkelig at bruge så mange af dem, som hun gør, i sin ellers velmente debutfilm ”Carmen og Lola”?
Vi befinder os i Madrids tyndt turistede forstæder blandt spanske romaer – eller ”gitanos”, som de kalder sig selv. Her lever de to unge pige Carmen og Lola med de krav og forventninger, der er til unge romakvinder, og som kan koges ned til: Se smuk ud, bliv gift og brug til liv til at gå hjemme som analfabet og pas din mand og dine børn.
Både Carmen og Lola kommer fra fattige familier, der lever af at sælge henholdsvis antikviteter og frugt på det lokale marked. Carmen er på vej til at blive forlovet med Lolas fætter Ramon, mens Lolas forældre sukker over deres datter, som hellere vil gå i skole og lære at læse, end hjælpe til i boden og gå i kirke, hvor hun kan møde en kommende ægtemand.
Hvad de ikke ved er, at Lola allerede har erkendt, at hun er lesbisk. Hun opsøger i smug lesbiske internetsider og maler graffiti med fuglemotiver, mens hun drømmer om en anden og friere tilværelse.
En dag mødes de to unge kvinder ved et tilfælde på markedet, og den lidt drengede Lola bliver øjeblikkelig forelsket i den ultra-feminine Carmen. De bliver hurtigt venner, men da Lolas følelser går op for Carmen bliver hun først forfærdet over venindens afsløring. Lidt efter lidt går det imidlertid op for hende, at hun føler det samme.
De to begynder nu at se hinanden i smug på forladte trappeafsatser og i tømte svømmebassiner. Men deres forhold kan ikke holdes hemmeligt i længden i det lille lokalsamfund, og så bryder helvede løs.
Som sagt tilfører Arantxa Echevarría ikke homofilm-genren noget nyt. En del LBGT’ere vil sikkert også finde de to unge, smukke, slanke hovedpersoner i tætsiddende shorts og flot langt hår lidt for hetero-normative og skildringen af deres forhold meget vanilieagtig. Det mest vovede, der vises, er, da Lola kysser Carmens bare mave, så vi er milevidt fra den eksplicitte kvindesex, man oplevede i ”Adeles liv” (2013).
Mens den overordnede fortælling i ”Carmen og Lola” således er irriterende forudsigelig, leverer Arantxa Echevarria til gengæld et interessant indblik i de spanske romaers traditioner og ritualer, godt hjulpet på vej af Pilar Sanchez Diaz håndholdte kameraarbejde.
Det er både farverigt, som når der danses til trolovelsesfesten, og morsomt, som da Carmens og Ramons fædre forud for trolovelsen har en formel snak om det unge par. Her lyver de begge stærkere, end en væddeløbshest kan rende, om, hvor ulastelige og kyske, deres afkom hver især er. Eller måske ved de virkelig ikke bedre, ført bag lyset af deres børns mødre.
Men mest af alt tegnes et forstemmende trist – men også fornemme man meget ensidigt – billede af en befolkningsgruppe med et dybt patriarkalsk livssyn, som enhver kvinde burde være lykkelig over at slippe væk fra. Ikke just noget, som romaer i Spanien vil have lyst til at spejle sig i.
Det er også lykkedes for Arantxa Echevarría at få det optimale ud af sine skuespillere, hvoraf størstedelen er ikke-professionelle. Tydeligst ses det hos de to hovedrolleindehavere. Den kun 18-årige Zaira Morales (Lola) og den 20-årige Rosy Rodríguez (Carmen) har en umiddelbart kemi mellem sig som modsatrettede typer, der tiltrækker hinanden. De virker så naturlige, at de kunne være trådt lige ud af virkeligheden og ind på lærredet.
På den måde er man trods filmens mangler glimrende underholdt. Og det er i virkeligheden vigtigere end kunstneriske krumspring.
Carmen og Lola – 103 minutter – Spanien – Instruktør: Arantxa Echevarría – Medvirkende: Zaira Morales, Rosy Rodríguez, Moreno Borja, Rafaela León, Juan José Jiménez, Lucas heredia m.fl.
