Åbningsscenen ligner enhver anden film om unge. Generte Maren har sneget sig ud om natten for at være sammen til pigehygge med nogle af de andre piger fra skolen. De ligger i stuen og snakker og lakerer hinandens negle, og Maren kærtegner venindens nylakerede finger og putter den i munden. Hvorefter hun bider til og flår kødet af fingeren med sine tænder.
Lige dér skifter den italienske instruktør Luca Guadagninos film fra at være mainstream til at være en berusende unik filmoplevelse.
Maren styrter hjem til sin far, der handler resolut og giver hende tre minutter til at pakke, så de kan stikke af. Han har tydeligvis prøvet det før, men da hun noget tid senere vågner op et nyt sted er faderen væk. Han har kun efterladt et brev og et kassettebånd til at besvare alle spørgsmålene om hendes dystre og dybt fortrængte hemmelighed.
For Maren er kannibal. Hvorfor og hvordan får vi aldrig at vide, kun at det er nedarvet. Det er nu op til Maren at finde en måde at komme overens med sin trang til menneskekød og lære at navigere i en verden, hvor der kun er få som hende selv.
Den første kannibal, hun møder, er vagabonden Sully, der altid omtaler sig selv i tredje person og inviterer hende på selvdødt kød. Men Maren stoler ikke på ham og stikker af.
Han når dog at lære hende, hvordan kannibaler kan få færten af hinanden, hvilket fører til, at hun snart efter møder den smukke, men farlige Lee. De to får langsomt dybe følelser for hinanden og drager sammen på en køretur i stjålne biler gennem USA for at finde Marens mor.
Det er svært at finde ud af, hvilken genre, man skal putte ”Bones and All” ind under. Den vil sikkert blive forsøgt lanceret som en horrorfilm, men trods den makabre præmis, er det ikke nogen gyser.
Roadmovie ville være en mere præcis beskrivelse, for det er den i hvert fald. Men mest af alt er der tale om en fængende smuk kærlighedshistorie mellem de to unge hovedpersoner.
Taylor Russell er blændende som den skiftevis rådvilde og handleklare Maren. Og 20’ernes nye ungdoms-førsteelsker Timothée Chalamet glider fuldstændig ubesværet ind i sin efterhånden velprøvede rolle som dyster, surmulende, mystisk ung mand. Præcis som Luke Perry i ”Beverly Hills 90210” eller Robert Pattinson i ”Twilight”.
Tilsammen har de to alle ungdommens tvivl, håb og sødmefulde længsler gemt i sig og drages mod hinanden som to møl mod bålets flammer.
Der ville være nærliggende, at sammenligne ”Bones and all” med netop “Twilight”. Men her opdager man den store forskel mellem vampyrfilm og kanibalfilm.
I vampyrfilm bliver det at suge blod ofte en metafor for alt muligt andet fra sex til afhængighed og magt. Derfor er der ikke brug for at dvæle ved selve akten.
I kannibalfilm er det imidlertid langt mindre subtilt – og det gælder også “Bone and All”. Her ser man personerne bore tænderne ind i kødet og flå store stykker af, som de velbehageligt sluger. Der er blod overalt, og bagefter ligner kannibalerne nogle, der har badet og vasket sig i det.
Æstestikken kunne ikke være mere forskellig. Det er ubehageligt at overvære, men netop det enorme spring mellem de blodige ædescener – der heldigvis kun er få – og de ømme kærlighedsscener, gør ”Bones and All” til en af de mest fascinerende kærlighedsfilm, man længe har set.
Bones and All – 131 minutter – Italien og USA – Instruktør: Luca Guadagnino – Medvirkende: Taylor Russell, Timothée Chalamet, Mark Rylance, André Holland, Ellie Parker m.fl.
