FILM: Drengen og hejren – Miyazakis nye film er ren animationsmagi
“Letforståelig historier er kedelige.”
Citatet stammer fra en dokumentar om den japanske tegnefilmskaber Hayao Miyazaki. Og det kunne lige så godt stå som en punchline over de i alt 12 tegnefilm i spillefilmslængde, som han har leveret siden 1979.
Ingen af dem af letforståelige, men alle er de mesterværker med deres helt særlige Miyazaki-magi, hvor sløret mellem den almindelige verden og en magisk åndeverden som oftest er æggeskalstyndt. Og hvor instruktørens forkærlighed for flyvemaskiner, vand, åndevæsner, centraleuropæisk arkitektur fra 1800-tallet og spændende, faldefærdige huse med masser af krinkelkroge dominerer.
Allerede for 10 år siden sagde den dengang 72-årige Miyazaki, at han var i gang med sin sidste film. Dengang arbejdede han på ”Når vinden rejser sig” (2016), men nu er han tilbage med endnu en film.
Og hvilken en. ”Drengen og hejren” er på mange måder både Miyazakis mindst letforståelige og mest personlige værk.
Han har selv oplevet luftbombardementerne og brandstormen i Japan under 2. verdenskrig. Derfor virker det næsten selvbiografisk, når drengen Mahito i filmens startscene vågner om natten midt under krigen i Tokyo og opdager, at hans mors hospital står i flammer efter at være ramt af bomber.
Moderen dør og faderen – der lige som Miyazakis egen far bygger flyvemaskiner – gifter sig i stedet med sin afdøde hustrus søster Natsuko. Derefter flytter han med sin søn til en mindre by på landet, hvor Natsuko bor.
Mahito har svært ved at falde til og acceptere sin nye stedmor. Men snart begynder der at ske mystiske ting. En hejre, der også kan tale, leder ham til et afspærret tårn i ejendommens have. Da han trænger ind i tårnet, ender han i en fantastisk parallelverden, der blandt andet er befolket af farvestrålende, men kødædende papegøjer.
Han møder også en pigeudgave af sin mor og må sammen med hende kæmpe hårdt for at redde den gravide Natsuko, der også er blevet fanget i den fascinerende åndeverden.
”Drengen og hejren” indeholder talrige referencer til Miyazakis andre film og udfolder sig dermed ikke blot som en hommage til Miyazakis eget liv, men også til hans filmiske bagkatalog.
På den måde kan den være svær at opfatte som et selvstændigt værk. Og alligevel lader man sig uden modstand rive med aldeles fortryllet af Miyazakis fortælleglæde og poetiske tegneseriemagi, der ikke ligner noget andet. Det tog syv år at skabe den dyre, håndtegnede animation, og det kan ses.
På samme måde er det tydeligt, at alderen ikke har svækket Hayao Miyazakis fantasi og kreativitet – tværtom. ”Drengen og hejren” tumler beslutsomt og insisterende med tunge temaer som død, sorg og forandring, og hvordan man lever og kommer overens med fortiden. Sker det ved at glemme, eller ved at transformere sorgen til noget mere håndterligt, der ikke knuser dig? Se filmen og døm selv.
Som sagt er filmen Miyazakis mindst letforståelige. Den enkelhed, der trods alt har præget andre af hans film i forhold til deres univers og historie, findes ikke her. På den måde er ”Drengen og hejren” ikke for de mindste børn – dertil er den for kompleks. Men for alle andre rummer den en smuk og dybt rørende fortælling om en dreng, der mister sin mor og hans sorg over tabet og over ikke at have kunnet redde hende – og lidt efter lidt også hans accept af den nye mor.
På vej ud af biografen spurgte min kloge teenagedatter om, hvor mange gange, jeg tror, at Miyazaki endnu vil pensionere sig selv, før han for alvor trækker sig tilbage?
Jeg blev hende svar skyldig, men hvis ”Drengen og hejren” bliver hans sidste film – og det kunne det meget vel blive – så slutter han i det mindste på toppen.
Drengen og hejren – 124 minutter – Japan – Instruktør: Hayao Miyazaki
