FILM: En forunderlig verden – Disney melder sig ind i klimakampen og LBGT+ debatten
Lad mig sige det klart: Disney-koncernen er ikke dem, der går forrest med de nyeste strømninger i verden. I den traditions- og normbundne Disney-verden kan der let gå en generation, før man for alvor kommer på omgangshøjde med nutiden.
Derfor er det også meget forfriskende, at Disney med sin 61. animerede klassiker ”En forunderlig verden” både har meldt sig fuldt ind i debatten om LBGT+ personer og klimadebatten.
Historien foregår i det isolerede samfund Avalonia, hvor folk teknologisk lever i hestevognenes tid omgivet af høje, uigennemtrængelige bjerge.
For at skabe fremgang forsøger den opdagelsesrejsende Jaeger Clade og hans søn Searcher at finde en vej gennem bjergene. I stedet finder Searcher, der er biolog, en selvlysende plante i bjergene, der naturligt laver strøm.
Det kommer til et brud mellem far og søn. Jaeger forsvinder i bjergene, mens Searcher vender til.bage til Avalonia overbevist om, at han her har fundet det mirakel, der kan hjælpe det lille samfund.
25-år senere er Avalonia totalt forandret på grund af elektriciteten fra Pando-planten. Searcher ernærer sig som landmand, er blevet gift med piloten Meridian og forældre til teenagesønnen Ethan.
Alt ånder idyl, til Pando-planterne bliver ramt af en mystisk sygdom. Modstræbende må Seacher igen tage på rejse for at finde årsagen dybt nede under Avalonias overflade fuldt af både hans kone og søn. Her støder de på en mystisk verden og på Searchers forsvundne far.
Kan de forskellige generationer i Clade-familien finde sammen igen og redde Avalonia? Selvfølgelig kan de det, ellers var det jo ikke en Disney-film. Men selv om slutresultatet er forudsigeligt har filmen rigtig godt fat om beskrivelsen af de komplicerede far-søn forhold – både mellem Jaeger og Searcher og mellem Searcher og Ethan. Faren ved at tro, at ens børn er ens forlængede arm og læren om at kunne give slip, bliver smukt serveret.
Mindre forudsigeligt er Disneys vilje til omsider at vise kærlighed mellem to af samme køn. Ethan er således forgabt i Diazo – et faktum som alle de øvrige personer i filmen har det fuldstændig okay med. Så det eneste problem er, hvordan Ethan skal overkomme sin egen generthed og fortælle Diazo om sine følelser, selv om man tydeligt har på fornemmelsen, at Diazo allerede kender dem.
I det hele taget virker det som om, at Disney-koncernen er vågnet op og omsider har indset, at verden er langt mere mangfoldig, end det hidtil har været fremstillet i Disneys film.
Derfor oplever man også, hvordan persongalleriet denne gang spænder over alle typer af hudfarver og racer, så der kan sættes kryds ud for politisk korrekthed.
Endnu mere opløftende er det, at filmen er et højaktuelt indspark i klimadebatten serveret midt i mange årtiers største energikrise. Moralen om at passe på den stærke, men også sårbare balance i vores økosystemer rammer lige det rette toneleje uden en eneste falsk lyd. Og den underliggende morale om, at der ikke findes nogen skurke, kun forskellige skabninger med hver deres formål.
Læg dertil, at ”En forunderlig verden” er tydeligt inspireret af både Jules Vernes ”Rejsen til jordens indre” og H. G. Wells romaner, og at den underjordiske verden visuelt er et sandt overflødighedshorn af fascinerende skabninger og resultatet er en ægte animeret julegave på forskud.
En forunderlig verden – 102 minutter – USA – Instruktør: Don Hall og Qui Nguyen – Medvirkende (danske stemmer): Peter Aude, Nicolaj Kopernikus, Sylvester Neye, Jasmin Gabay, Gais Victoria Muñoz Rosberg m.fl.