FMan plejer at sige, at på Island kan man vende kameraet i en vilkårlig retning, trykke ned og få et fantastisk naturbillede.
På den måde er Island og ikke mindst Islands natur ikke som noget som helst andet sted på jorden. Enhver islandsk film blive derfor nødt til at forholde sig til dette faktum. Og få gør det mere effektivt end den islandske instruktør Hlynur Pálmason.
Det viste han allerede med sin anden spillefilm ”En hvid, hvid dag” (2019). Og han gør det igen i sin nye film ”Vanskabte land”, hvor han forsøger han at skildre sit land gennem et udefrakommende blik, som det må have set ud for danskere i slutningen af 1800-tallet.
Her bliver præsten Lucas (Elliott Crosset Hove) sendt til en fjerntliggende del af Island. Her skal han dels bygge en kirke, dels fotografere de islændinge, han møder undervejs.
Hans guide er den tvære Ragnar, som har en indædt mistro over for danskere. Og den bliver ikke mindre undervejs, i takt med, at det bliver mere og mere uoverkommeligt for Lucas at tilpasse sig forholdene. Han kan ikke ride, gør ikke nogen indsats for at lære sproget, og hjælper ikke med basale ting som at fange mad og lave bål. Alligevel kommanderer han sine islandske hjælpere med hård hånd, hvilket får tragiske konsekvenser, da de skal krydse en farlig flod.
Tingene bliver ikke mindre komplicerede, da de når frem og Lucas forelsker sig i den lokale danske købmand Carls datter Anna. Både hans tro og ærbarhed sættes på en hård prøve, og handlingen bevæger sig langsomt men sikkert mod sit voldelige klimaks.
Elliott Crosset Hove, der også spillede hovedrollen i Pálmarsons sensationelle debutfilm Vinterbrødre (2017) er perfekt castet til hovedrollen som den plagede Lucas, hvis hovmod bliver hans undergang.
Men den egentlige hovedperson i ”Vanskabte land” er den islandske instruktør selv. Med enorm effektivitet bruger han historiens mange potentialer til at trække publikum på såvel en indre som en ydre rejse gennem den islandske natur.
Han gør det dog ikke nemt for beskuerne. Mange steder føles ”Vanskabte Land” lige så fremmedartet som sine personer, og konstant blive man tvungent ud i krævende reflektioner.
Pálmason er lige så krævende over for sig selv og bruger gerne måneder på at optage billeder af den samme lokation for at vise den under skiftende omstændigheder og forhold.
Selve grundhistorien om at live overvældet af og komme i tvekamp med fremmedheden er gjort på film mange gange før. Men forudsigelighed er ikke det samme som kedsomhed. Det hele ligger i udførslen og her sætter Pálmason sit helt eget auteur-agtige præg: De statisk fotograferede tids-montager er blot ét eksempel. Dertil kommer levende, ubevægelige portræt-tableauer af personerne og den fremtrædende rolle, som dyrene spiller – helt ned til en enkelt, lille flue på en øjenvippe.
Læg dertil de 35mm billeder blændede flot skudt af mesterfotografen Maria von Hausswolff, og resultatet er en nyklassiker om dansk kolonialisme fra en af tidens mest spændende instruktører.
Vanskabte land – 143 minutter – Danmark – Instruktør: Hlynur Pálmason – Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Ingvar Eggert, Sigurdsson, Victoria Carmen Sonne, Jacob Hauberg Lohmann m.fl.
