Lige siden filmen ”Nobody Knows” (2004), hvor en 12-årig må tage sig af sine tre mindre søskende, da de alle efterlades i en lejlighed i Tokyo, har den japanske mesterinstruktør Kore-eda Hirokazu igen og igen vist, at han er en af de mest humanistiske filmskabere, der findes.
Han er altid i stand til at se det bedste i mennesker, ikke mindst når det gælder børn. Så hvordan skal man forholde sig til en film, hvor man lige til det sidste er i tvivl, om hvad filmens børn egentlig indeholder?
”Monster” starter med, at den 11-årige Minato sammen med sin mor Saori kigger på en ildebrand i højhus, hvor der efter sigende er et escortbureau. Kore-eda vender tilbage til denne scene tre gange i løbet af filmen. Hver gang beskrives historien fra en ny vinkel og en ny hovedpersons synspunkt, indtil det endelig bliver afsløret, hvem der startede branden.
I første tredjedel opleves dramaet fra Saoris vinkel. Efter branden begynder Minato at opføre sig sært og vil ikke i skole. En dag fortæller han, at hans lærer Hori har ydmyget ham verbalt og også slået ham.
Saori opsøger straks skolens rektor og forlanger en forklaring. Tre af lærerne – herunder Hori – er også til stede og optræder underligt uempatiske. Deres undskyldning virker på ingen måde oprigtig, og Saori lægger derfor sag an for at få Hori fyret.
Da hun nogle dage senere møder op på skolen igen, påstår Hori imidlertid, at Minato slet ikke er et offer, men derimod en bølle, der mopper klassekammeraten Yori.
Og sådan bliver det ved. Hvem skal man tro på? Hvad er der foregået på skolen? Og hvem er titlens monster? Svaret blafrer i vinden, mens filmen skifter vinkel først til Hori og til slut til Minato.
Da heksekedlen af fortielser, forbrydelser og løgne omsider blotlægges, viser det sig ar omfatte de fleste af hovedpersonerne. Og at der bag umenneskelige handlinger ofte ligger menneskelig sårbarhed.
For en gangs skyld har Kore-eda ikke selv skrevet manuskriptet til filmen. Det har den erfarne – og uden for Japan ukendte – forfatter Yuji Sakamoto, der fuldt fortjent fik manuskriptprisen på årets Cannes-festival.
Resultatet er et medrivende drama om mobning, homofobi, dysfunktionelle familieforhold, ukritisk respekt for mangelfulde autoriteter og rygtedannelse på sociale medier.
Mens børnene viser sig at have skjulte evner for hån, vold og selvskade, forsøger lærerne at skjule hændelser, der kan skade deres professionelle rygte. Og de involverede forældre gør det modsatte – at afdække og nå ind til den skræmmende sandhed.
Alt dette kunne nemt være endt et mørkt sted. Men ”Monster” viser sig ikke at være det, den oprindeligt giver sig ud for at være. I takt med at fortællingen skræller alle misforståelser væk, så vi til slut når ind til den emotionelle kerne, ender filmen med håb frem for fortvivlelse. Kore-eda’s humanisme viser sig at være intakt.
Monster – 126 minutter – Japan – Instruktør: Hirokazu Kore-eda – Kurokawa Medvirkende: Sakura Ando, Eita, Soya Nagayama, Hinata Hiiragi m.fl.
