DE BEDSTE FILM 2021

Så gik der endnu 365 dage. For tre dage siden kimede rådhusklokkerne det nye år ind og sluttede dermed definitivt filmåret 2021.

Dermed var endnu et højst unormalt filmår slut. Et filmår, der startede med, at alle biografer var lukket fuldstændig ned på grund af corona-epidemien, og hvor der ikke blev solgt en eneste biografbillet i Danmark i de første fire måneder. Og et filmår, der sluttede med en ny nedlukning og låste biografdøre i juledagene.

På den baggrund var – og er – det lidt svært at bevare optimismen både som filmproducent, distributør, biografejer og publikum. For andet år i træk er vi nu gået ind i et nyt år uden at vide, hvornår det igen bliver muligt at gå i biografen. Forhåbentlig snart, for når for eksempel fitnesscentre fortsat kan holde åbent, er det uforståeligt, at biograferne ikke må.

Men lad os dvæle en stund ved 2021, der trods alt blev et filmår også i biograferne. Selv om listen over premierefilm var kortere end normalt, og selv om billetsalget endnu et år blev halveret, så var der lyspunkter. Både danske og udenlandske.

Da biograferne endelig åbnede den 6. maj 2021, blev der omsider premiere på den femte Jussi Adler filmatisering ”Marco Effekten”, mens man fra udlandet blandt kunne nyde Emerald Fennells debutfilm ”A Promissing Young Woman” og årets suveræne Oscar-vinder ”Nomadland”.

Med disse ord vil jeg sige godt nytår til alle CineMadsen-bloggens læsere og velkommen til 2022. Tak fordi I hænger på selv her under corona-epidemien Jeg glæder mig til også i 2021 at holde jer informeret om de nyeste film og begivenheder i filmbranchen.

Traditionen tro vil jeg slutte med at omtale en række film, der alle fik topkarakter på bloggen i 2021. Seks værker der alle beviser, hvor magisk, bevægende og livsbekræftende det kan være at sidde i biografsædet – eller i sofaen i hjemmebiografen – og hvor fantastisk et medie film er. Og seks værker, som alle, der elsker film, ikke bør snyde sig selv for.

NOMADLAND
Da biograferne endelig åbnede igen i maj efter fem måneders biograf-armod, blev det ikke med en hvilken som helst film, men derimod med selveste Oscar-vinderen 2021 ”Nomadland”. Det er en stærk historie, som instruktøren Chloé Zhao har strikket sammen. Men inspiration fra journalisten Jessica Bruders bog af samme navn, har hun skabt et fantastisk manuskript om den stigende gruppe amerikanere, der har opgivet at have en fast bopæl og i stedet kører rundt på vejene fra sted til sted og fra job til job for at overleve økonomisk. Samtidig er ”Nomadland” en betagende visuel oplevelse. Fotografen Joshua James Richards indfanger på mageløs vis de storslåede amerikanske landskaber, men også en naturoverflod under pres af industrikvarterer, plastikdinosauer og en uendelig strøm af motorvejsdinere. Den tredje og væsentligste grund til, at ”Nomadland” er en enestående oplevelse, er Frances McDormand i den altdominerende hovedrolle.  63-årige McDormand spiller ikke blot hovedpersonen Fern. Hun ér Fern ned til hver eneste livsstædige fure. Det er ikke blot en kraftpræstation, men også en overlegen magtdemonstration af skuespilkunst fra en udøver på toppen af sin kunst.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3343

FLUGT
I gymnasietiden mødte instruktøren Jonas Poher Rasmussen den jævnaldrende afghanske flygtningedreng Amin. De blev venner og fortrolige, og Jonas blev fascineret af Amins vilde historie om hans liv i Afghanistan og flugt til Danmark. Allerede for mange år siden spurgte Jonas sin ven, om han måtte fortælle hans historie, men dengang var han ikke klar. Det blev han heldigvis senere. Resultatet blev den animerede dokumentar om Amin, der i øvrigt slet ikke hedder Amin i virkeligheden og dermed er blevet dobbelt anonymiseret. Man skulle tro, at dette ville skabe en distance til historien, men tværtimod. Aldrig har virtuelle figurer virket så virkelige, og ”Flugt” blev den måske største danske filmoplevelse i 2021. Den virtuelle forløsning forplanter sig i rolige, men bestemte bølger, der skyller ud mod publikum. Det er fremragende gjort af en instruktør, der kender både sin fortælling og det medie, han har valgt. Aktivisme og terapi i skøn forening. ”Flugt” vandt fuldt fortjent hovedprisen i dokumentar-kategorien på Sundance Filmfestivalen. Senere blev filmen også udtaget til Cannes Festivalen, der imidlertid blev aflyst. Og nu er den – måske – på vej mod en Oscar.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3392

KAMMERATER
En af sommerens helt store filmoplevelser blev den russiske instruktør Andrei Konchalovskys nye film ”Kammerater”. En nådesløs beskrivelse af massakren på mellem 26 og 80 arbejdere og demonstranter i den sovjetiske by Novotjerkassk den 2. juni 1962. Herefter blev soldaternes og KGB-agenternes nedskydning af snesevis af uskyldige borgere begravet lige så hurtigt som det tog at dække massegravene til. Folk blev slettet fra alle officielle optegnelser i systemet og hele affæren glemt. Først 30 år senere i 1992 blev der iværksat en officiel undersøgelse af massakren. For sådan kan man gøre i et diktatur som det russiske – ikke blot slå folk ihjel, med udradere dem, som om de aldrig havde eksisteret. Filmens sort-hvide billeder og klassiske gammeldags 4:3 kasseformat, der leder tanken hen på den russiske mesterinstruktør Eisensteins revolutionære hovedværker. Som alle gode fortællinger virker “Kammerater” stærkt, fordi de historiske begivenheder skildres via enkelte menneskeskæbner. Samtidig vælter den blodige gru ud fra lærredet. Det er afklædning af et system, der bygger på lige dele nepotisme og foragt for det enkelte menneske. På den måde er ”Kammerater” både en rystende vild og en vild nødvendig film, der lige som for eksempel den mesterlige TV-serie om Tjernobyl har taget fat på den historiske selvransagelse omkring Sovjetunionen.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3420

Japanske fortællinger
Få film gjorde større indtryk på denne anmelder i 2021 end den japanske instruktør Rysuke Hamaguchis . For få dage siden vandt hans nyeste film ”Japanske Fortællinger”, der vandt sølvbjørnen og dermed andenpladsen ved Berlinalen. Ikke blot gav den unik mulighed for at opleve et helt andet filmisk sprog. Hvis man lod sig rive med af filmens stille, men intense dialoger, ventede der også en stor oplevelse om mødet og følelserne mellem mennesker. ”Japanske Fortællinger” er som titlen antyder ikke én, men hele tre separate historier, der kun er bundet ganske overfladisk sammen. En triologi af forunderlige vignetter, der ifølge Hamaguchi udforsker temaerne tilfælde og fantasi. Og en triologi, hvor der snakkes der meget, men hvis nogen tror, at det gør filmen kedellig, tager de fejl. Det er intet mindre end mesterligt, hvad Hamaguchi får ud af sine kammerspil. Som den ene af hovedpersonerne i første fortælling, kærtegnes man af ordene og forføres ind i en dialogverden, der er så rig og nuanceret og som yderligere forstærkes af det tilbageholdte spil. ”Japanske fortællinger” var og er et første klasses bevis på, at filmverdenen er uendeligt meget mere end Hollywood og gigantiske velkoreograferede actionsekvenser.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3429

Pagten
Trods biografnedlukning blev 2021 på mange måder et stærkt dansk filmår, med indtil flere film i mesterklassen. En af dem var Bille August ”Pagten” om forholdet mellem den aldrende Karen Blixen – en litterær verdensstjerne – og den unge, fremadstormende digter Thorkild Bjørnvig. Hun var 63 han 33, og det erikke svært at se, hvorfor Bille August er blevet fascineret af mødet mellem disse to litterære kometer på hver sit sted i livet og karrieren. Resultatet er en fremragende film på mange planer, hvor fortællemæssig magi snor sig ubesværet ind og omkring smukke og æstetiske billeder som den perfekte ramme om to store skuespilpræstationer. I midten af dette menneskeskabte edderkoppespind troner Birthe Neumann som den aldrende Blixen, der skiftevis lokker og trækker sin unge protegé længere ind i sine fangtråde – intens, forførende, erotisk, foragtende, frygtindgydende manipulerende eller slet og ret psykopat? Eller det hele på én gang. Vælg selv.Det er en fuldstændig ikonisk kraftpræstation af 74-årige Neumann, der burde stille hende forrest i køen næste gang, der skal uddeles filmpriser. Bag kameraet styrer Bille August sin film rundt med hele sin lange erfarings mesterlige greb. Det er som om, at ”Pagten” er syntesen af alt det, Bille August har præsteret gennem årene og mere til. Den store, glatte hollywood-drama tilsat en ny, forfriskende voldsomhed. ”Pagten” er stor dansk filmkunst, og som Bjørnvig suges man som tilskuer lige lukt ind i dramaets hjerte. – og bliver der.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3435

Titane
Der er film som ligner alt det andet. Der er også film, der ikke ligner de fleste. Og endelig er der film, der på ingen måde ligner noget som helst, som du har set før – eller hvor du har den mindste chance for at forudsige, hvad der kommer til at ske eller hvorfor. Den franske film ”Titane” var en af den slags film. En hårdtslående, andrenalinpumpende, sexdampende og feministisk frigørende blanding af…ja, hvad egentlig? Filmens handling er næsten umulig at forklare. Som publikum til det hele har man to valg: At udvandre eller læne sig tilbage og bare nyde at lade sig føre med uden fjerneste anelse om, hvor rejsen ender. Overgive sig betingelsesløst til den verden af flydende kønsidentitet, giftig maskulinitet, kvindeligt begær og cyborg-transformerende menneskelighed, som filmens kvindelige franske instruktør, Julie Ducournau, smasker lige i vores hoveder. ”Titane” vandt overraskende guldpalmerne ved åres filmfestival i Cannes. Men alligevel fuldt forståeligt, for dens filmiske vision og visuelle gennemslagskraft er uimodståelig. Og midt i volden og råheden formår den gang på gang at blive helt blid og øm og forvandle sig til en fortælling om at finde hjem og turde åbne sig over for et andet menneske. Dens konsekvente nedbrydning af alle normer om køn og seksualitet til et fuldstændigt fluktivt queer-mesterværk mejsler dens budskab midt i panden på os: Vi kan være lige, hvem vi vil.
Læs anmeldelsen her: http://cinemadsen.dk/?p=3545