SERIE: Witcher sæson 2 – Mere struktur og en fremragende Kim Bodnia i Netflix fantasy-serie

Lige inden jul var der godt nyt til alle fans af tidens mest interessante fantasy-serie ”The Witcher”, da seriens sæson 2 havde premiere på Netflix.

”The Witcher” er baseret på den polske forfatter Andrzej Sapkowskis berømte bogserie, der startede som en række noveller.

Derfor var sæson 1 også unødvendigt snørklet fortalt med en handling, der konstant hoppede mellem flere forskellige tidsepoker. Sådan er det ikke længere. På nær enkelte afsnit bygger hele 2. sæson på den første hele Witcher-roman ”Blood of Elves” (1994).

Som titlen antyder, spiller elverfolket en central rolle i denne sæson, hvor de skiftevis bliver jaget og gjort til forbundsfæller af det onde rige Nilfgaard.

Vi er i tiden efter det blodige slag på Soden Hill, der afsluttede sæson 1. Her mødte witcheren og monsterjægeren Geralt omsider prinsesse Ciri – pigen han svor at være værge for, da Nilfgaard erobrede hendes kongedømme og dræbte hendes forældre.

Samtidig sørger Geralt over, at hans store kærlighed, troldkvinden Yennifer blev dræbt i slaget. Det gjorde hun imidlertid ikke, og snart kører det fascinerende trekantsdrama mellem Geralt, Yennifer og Ciri igen som en velsmurt motor.

Imens blomster intrigerne omkring dem, og det bliver stedse sværere at skelne gode og onde fra hinanden.

Lige som handlingen har også skuespillet fået et gevaldigt løft i 2. sæson. Mest bemærkelsesværdig er den danske skuespiller Kim Bodnia i rollen som Geralts mentor Vesemir, der også leder witchernes borg Kaer Morhen. Med sin dybde og brede følelsesrepertoire skaber han en tyngde, som skal blive spændende at følge i de kommende sæsoner. Og minsandten om der ikke også er blevet plads til Lars Mikkelsen som intrigerende magiker.

De seriemæssige opgraderinger borger for, at 2. sæson i bund og grund er et mellemspil, hvor historien arbejder frem mod langt større slag, end vi hidtil er blevet præsenteret for.

Samtidig har serien fra første afsnit foldet sig ud til at blive en fuldvoksen fantasy-saga med alt hvad dertil høre af alverdens væsner og modstandere, nøgne kroppe og strømme af blod.

”The Witcher” undgår dog behændigt at krænge over i gabende selvhøjtidelighed. Ethvert tilløb i den retning druknes i befriende humor – ofte leveret af barden Jaskier.

Der bliver talt meget om, at ”The Witcher” er den nye ”Game of Thrones”. Det er den dog ikke trods sine mange kvaliteter og spændende univers. Takket være George R. R. Martins omhyggelige og detaljerede bøger var Game of Thrones en fuldbyrdet klassiker fra starten og måske sin tids ”Ringenes Herre”.

”The Witcher” startede derimod som løse noveller, men med den udvikling, der er sket fra TV-udgavens sæson 1 til sæson 2 er der bestemt potentiale til, at den er den mest interessante fantasy-serie lige nu.

The Witcher Sæson 2 – 8 afsnit af 50-60 minuter – USA, Polen og Ungarn – Skaber: Lauren Schmidt – Medvirkende: Henry Cavill, Anya Chalotra, Freya Allan, Kim Bodnia, Lars Mikkelsen m.fl.