Hvis der er noget, som Annemarie Jacirs film Palæstina 1936 viser, er det, at historien gentager sig selv. På bedrøveligste vis.
Og at briterne har deres store ansvar for starten på den uløselige konflikt mellem israelerne og palæstinensere. En konflikt, der fortsætter i dag 90 år senere i Gaza og på Vestbredden.
Filmen er koncentreret om Palæstina i 1936 og det efterfølgende tre år lange oprør mod det britiske styre. Stridens kerne er det stigende antal jødiske immigranter, der strømmer til området i de år. Lokket af den engelske politiker Lord Balfours løfte om, at her vil de kunne få deres eget land.
Konsekvenserne af dette løfte mærkes i filmens fiktive landsby Al Basma. Her bliver de lokale bønder i stigende grad presset af de jødiske bosættere, der ankommer fra Europa. Bosætterne konfiskerer mere og mere af deres land og beskyttes ensidigt af det britiske styre. De lokale britiske embedsmænd og soldater veksler således mellem at tale ned til palæstinenserne og rå vold.
I landsbyen lever den 12-årige pige Afra med sin mor Rabab, der er enke, og sine bedsteforældre. Hun er ven med skopudserdrengen Kareem, hvis præstefar lærer ham, hvordan man kan overleve briternes overgreb.
I Al Basma bor også Yusuf, der ofte rejser med toget til og fra Jerusalem. Her arbejder han for den velhavende palæstinensiske Amir og hans feministiske journalist-kone Khuloud. Hun støtter glødende palæstinensernes sag, mens hendes mand og andre velhavende palæstinensere går briternes og jødernes ærinde.
Og så er der de briterne: Anført af guvernøren Wauchope – solidt spillet af Jeremy Irons – og hans sekretær Thomas. Sidstnævnte fuld af sympati for palæstinensernes sag, men reduceret til budbringer af dårligt nyt. Briternes brutalitet personificeres i Kaptajn Wingate – spillet af Robert Aramayo med en ondskab, der er en hårbredde fra det karikerede.
I takt med, at det går op for palæstinenserne, at deres land bliver stjålet fra dem, stiger modstanden og brutaliteten på begge sider.
Der er ingen tvivl om, hvor Annemarie Jacirs sympati ligger. Palæstina 1936 er lige så meget den palæstinensiske fortælling om konflikten, som Otto Premingers Exodus (1960) var jødernes.
Gør det noget? Nej, for ingen fiktive film er objektive. En historie har ofte flere sandheder alt efter hvilken side af konflikten, man stiller sig på. Vi har ofte hørt den jødiske og israelske version, så det er befriende her at få den mindst fortalte version. Desuden bygger filmen for en stor dels vedkommende på faktiske begivenheder og personer.
Briternes brutalitet i Palæstina mod palæstinenserne er veldokumenteret. Inklusive Kaptajn Windgates mange overgreb. Det var således Windgate, der opfandt små Special Night Squads, der terroriserede palæstinenserne i forsøget på at undertrykke oprøret. Og det er et sørgeligt faktum, at bosætterne, der forlod Europa, fordi de blev forfulgt, endte med at fordrive andre fra deres land.
Som film betragtet er Palæstina 1936 både episk og gammeldags. Med sine let genkendelige helte og skurke, sit gammeldags farvelagte arkivmateriale, og sine actionscener i bibelske landskaber og sentimentale øjeblikke af landsbyvarme. Men det er snarere filmens styrke end dens svaghed.
Som værk er Palæstina 1936 en både passioneret og aktuel historier om rødderne til konflikten. Som publikum nu får lejlighed til at se gennem med et moderne blik. Og med blik på de senere års krig i Gaza kunne den ikke komme på et mere rammende tidspunkt.
Samtidig formår Jacir at væve sine mange personer sammen på kryds og tværs. På den måde er Palæstina 1936 både storslået i sit omfang og ambitiøs i sin fortælling. Den formår at give lige så meget opmærksomhed til det historiske perspektiv som til sine personer.
Det er igennem disse personers ord at konfliktens klarhed løber som en pulserende understrøm gennem det hele.
På et tidspunkt spørger en af landsbyens ældste således Thomas ”Har englænderne som besættelsesmagt ret til at fordele vores jord, som de vil?”. Og da Afra senere spørger sin mor, hvorfor bosætterne, der har travlt med at opføre hegn og vagttårne, er kommet til deres land, svarer Rabab helt jordnært og simpelt: ”Fordi deres egne lande ikke vil have dem”.
På den måde er Palæstina 1936 en dybt nødvendig film og partindlæg i en tid og en konflikt, som stadig kører.
TITEL: Palæstina 1936
VARIGHED: 119 minutter
LAND: Palæstina m.fl.
INSTRUKTØR: Annemarie Jacir
MEDVIRKENDE: Jeremy Irons, Robert Aramayo, Yasmine Al Massri, Saleh Bakri, Karim Daioud Anaya, Dhafer L’Abidine m.fl.
