FILM: Practical Magic 2: Magi i Familien – Opfølger til 90’er kultfilm er heller ikke noget mesterværk

Der var engang for 28 år siden i 1998, at en film med titlen Practical Magic havde premiere. Den havde Sandra Bullock og Nicole Kidman i hovedrollerne som to heksesøstre Sally og Gillian, der kunne lave magi. Men filmen gik så frygteligt meget igennem og blev sablet ned af anmelderne. De syntes alle sammen, at Practical Magic var frygtelig dårlig, så derfor floppede den i biograferne. Men filmen fik oprejsning og blev en kultklassiker med en kæmpe fanskare. Sådan en film, som 25-årige kvinder ser igen og igen hver Halloween. Se det var et rigtigt eventyr – slut.

Eller rettere ikke rigtig slut, for sådan er det jo i filmverdenen. Warner Bros har brugt 75 millioner dollars på en opfølger, hvor Bullock og Kidman gentager rollerne som de to Owens-søstre.

Practical Magic 2 foregår 25 år efter den første film. Præmissen er dog den samme: Kvinderne i heksefamilien Owens arver de magiske kræfter, men familien er også underlagt en mørk forbandelse. Den betyder, at enhver mand, som en Owens-kvinde forelsker sig i, dør en frygtelig død.

Sally oplevede det selv, da faderen til hendes to døtre Kylie og Antonia døde. Hun har forsøgt at beskytte sig mod forbandelsen ved aldrig at forelske sig igen eller bruge magi. Og ved at få Gillian til at sværge, at døtrene aldrig må få at vide, at de er hekse.

Nu er Kylie og Antonia imidlertid blevet voksne. Da Kylie forelsker sig i den jævnaldrende Gideon, rammes han af forbandelsen og ryger i koma. Kylie må nu prøve at bryde forbandelsen for at redde Gideon. Og Sally må erkende, hvem hun er, i stedet for at flygte fra sine kræfter.

Sammen med Gillian drager hun til England for at finde Kylie, inden det er for sent. De får hjælp af deres to tanter Frances og Jet, som de voksede op hos i den første film.

Handlingen er således bygget op omkring kvindefællesskab og søsterskab i tre generationer. Practical Magic 2 er instrueret af danske Susanne Bier, der har sin egen teori om, hvorfor Practical Magic floppede:

”For det første var 99% af dem, der anmeldte den, mænd. Jeg tror ikke, at de forstod hele søsterskabs-tingen. For det andet tror jeg ikke, at anmeldere bryder sig om film, som er glade, sjove og lyse.”

Med fare for at lægge mig ud med Susanne Bier må jeg sige, at jeg tvivler stærkt på den teori. Jeg har aldrig set Practical Magic, men jeg har set den nye film, og den er bestemt ikke noget mesterværk.

For det første, er der noget skræmmende ved at se Sandra Bullock og Nicole Kidman. De er begge glimrende skuespillere og var henholdsvis 34 år og 31 år, da de spillede den første film.

I mellemtiden er de begge blevet omkring 60 år, men prøver stadig at ligne nogle i 40’erne.  Og så fyldte med botox og prægede af ansigtsoperationer, at deres ansigter er totalt stivnede.

Det er selvfølgelig folks helt eget valg, hvad de gør ved deres udseende. Men det gør altså noget ved oplevelsen, når det kun er øjnene, der kan udtrykke følelser. Jeg tog derfor mig selv i at se på Maisie Williams og Joey King, der spiller Sallys døtre, og håbe, at de ikke ser lige sådan ud om 30 år.

For det andet er der en irriterende energi i spillet mellem Bullock og Kidman. De afbryder konstant hinanden og holder følelserne tilbage i stedet for at give los. På den måde føles mange af deres scener som at have åndedrættet oppe i brystet fremfor nede i maven.

Faktisk er nogle af filmens bedste scener der, hvor Sandra Bullock i stedet spiller op mod en mand. I dette tilfælde (selvfølgelig superfitte) Lee Pace, der spiller en engelsk forsker Ian, der studerer magi. Der er ægte flirt og gnist imellem dem.

Så er der endelig manuskriptet, som forsøger at være sjovt, men ikke er det. Lidt lige som når voksne forsøger at være unge med de unge.  Hvorfor skal Sally og Gillian for eksempel slæbe rundt på to kæmpe, klodsede kufferter på deres rejse? Vi får aldrig nogen forklaring eller at vide, hvad der er dem. Og hvorfor er det sjovt, at Sally får lov at tage sovseskålen med op efter en middag med Ian, fordi hun er vild med sovsen? Eller at søstrene, som jo er modne kvinder, skal te sig som forfjamskede teenagepiger, ved at se Ian nøgen?

Sådan kunne man blive ved. Susanne Bier er jo heldigvis en garvet instruktør. Hun er vant til at bevæge sig mellem genrer, og det mærkes også her. Hvor Practical Magic strittede ukontrollabelt i alle retninger, holder hun filmen på sporet.

Practical Magic 2 er en langt mere homogen film og på mange måder både sød, hyggelig og nostalgisk. Og budskabet om pige- og kvindekraft og fællesskab har tyngde. På den måde skal den nok få mange af forgængerens fans til at kigge med – og måske endda se flere gange.

TITEL: Practical Magic 2
VARIGHED: 110 minutter
LAND: USA
INSTRUKTØR: Susanne Bier
MEDVIRKENDE: Sandra Bullock, Nicole Kidman, Joey King, Maisie Williams, Dianne Wiest, Stockard Channing, m.fl.