STREAMING: Blonde – Sexistisk, kvalmende skildring af Marilyn Monroes liv eller mesterværk? Eller begge dele?
Kan man i disse tider tillade sig at skildre en voldtægt på film? Det er blot et af de mange spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på Andrew Dominiks tre timer lange Marilyn Monroe-portræt ”Blonde”, der havde streaming-premiere på Netflix for få dage siden.
Filmen har straks delt vandene. Nogle som for eksempel filmmagasinet Ekko kalder den slet og ret et mesterværk og ”et inciterende kunstværk og en totaloplevelse, der eksperimenterer med alle filmens virkemidler.”
Andre som en bruger på twitter, skriver følgende: Lad være med at se ”Blonde” på Netflix. Der er en voldtægtsscene i løbet af de første tyve minutter. Jeg var nødt til at slukke”.
Og en anden twitter-bruger stemmer i: ”Oh wow. ”Blonde” må ærlig talt være en af de mest afskyelige film, jeg nogensinde har set. En selvoptaget ond gerning skabt af en dybt afsporet filmskaber.”
Uanset hvad, så har ”Blonde” valgt at fortælle historien om Marilyn Monroe som én lang lidelsesfortælling, hvor filmstjernens liv igen og igen defineres af mændene omkring hende. Marilyn fremstår som en nøje konstrueret sexfantasi, der konstant og med selvudslettende villighed lader sig forme af andres (mænds) forventninger, mens hun bliver suget ind i sin egen, kærlighedshungrende dødsspiral.
Den fortælling får en del til at se rødt og kalde det for sexistisk og kvalmende. Og det er korrekt, at der ikke er meget kvindelig empowerment over ”Blonde”, der svælger i offerhistorien om sin hovedperson. Men der er også nok af tragedier at tage af fra hendes kun 36-årige liv: Hendes familiemæssige tragedier med en fraværende far og en overgribende mor, der forsøger at drukne hende i badekarret; Hendes tid på børnehjem og i plejefamilier; Fattigdom, uværdige filmroller, seksuelle overgreb, psykiske- og følelsesmæssige problemer, aborter, forliste ægteskaber og en knusende interesse fra hendes fans; Og sluttelig hendes alt for tidlige død af en overdosis.
Men hun var så meget andet, lyder det rasende fra kritikerne, der beskylder Andrew Dominik for kun at fokusere på Marilyn Monroes krop og seksualitet som en pervers voyeur.
De har ret, for uagtet at Marilyn blev udnyttet af en altfortærende filmindustri, så havde hun et stort dramatisk og humoristisk skuespiltalent, der aldrig blev ordentlig anerkendt. Man behøver blot at se film som ”Gentleman Prefer Blondes” (1953), ”How to Marry a Millionaire” (1953), ”Some Like It Hot” (1959) og ”The Misfits” (1961) for at forvisse sig om hendes kunstneriske bredde og tyngde.
Men lige meget, hvordan man vender og drejer det, så var Marilyn Monroes liv først og fremmest en tragedie, der endte om morgenen den 5. august 1962, da hendes psykiater Ralph Greenson alarmeret af Monroes husholderske brød ind i hendes soveværelse og fandt hende død. At nå til et andet facit er svært.
Desuden skal man huske på, at ”Blonde” aldrig har hævdet at være den endegyldige sandhed om Marilyn Monroe. Den bygger på den over 700 sider lange roman af den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates, der selv dyrkede verdenens fascination af den amerikanske filmstjerne.
Uanset fortællevinklen, så har Andrew Dominik skabt et provokerende værk, der tør tage chancer og lege med alle filmmediets mange virkemidler i en symfonisk velafbalanceret tour de force: Sorth/hvid og farve, kasseformat og widescreen, sløringer og dobbelteksponeringer med voldsomt smukke billeder og skuespillerinden Ana de Armas i en ikonisk præstation.
Alene derfor er ”Blonde” værd at se: Og sandheden om både filmen og Monroe? Tjah den ligger sandsynligvis et sted midt imellem.
Blonde – 166 minutter – USA – Instruktør: Andrew Dominik – Medvirkende: Ana de Armas, Lily Fisher, Tygh Runyan, Juliane Nicholson m.fl.
