Man kan roligt sige, at ”Hvor flodkrebsene synger” er skuespilleren Reese Witherspoons projekt. Det er hende, der står som producer, lige som hun spillede en stor rolle i at gøre Delia Owens romandebut fra 2018, som filmen bygger på, til en international bestseller, da hun promoverede den via sin bogklub.
Bogen såvel som filmen er lige dele mordmysterium, kærlighedsfilm og periodedrama – et klassisk sydstatsdrama med store følelser på spil.
Vi befinder os i 1969 i en lille by i North Carolina, hvor Kya lever eneboeragtigt for sig selv i sin families lille hus i marsken. En særling som de fleste i byen altid har set skævt til og givet tilnavnet ”marskpigen”.
Da den smukke, vellidte Chase bliver fundet død for foden af en udkigstårn, falder mistanken derfor nærmest som en rygmarvsrefleks på Kia, der havde et forhold til ham.
Hun arresteres og byens venlige, lokale advokat Tom, der ellers har trukket sig tilbage, tilbyder at føre hendes sag.
Via flashback, hvor Kia fortæller sin historie til Tom oprulles en barndom i dyb fattigdom og alkoholisme med en voldelig far. Og et voksenliv, hvor hun uden nogen uddannelse lærte at klare sig selv og mødte kærligheden gennem to vidt forskellige mænd: Den blide, naturelsker Tate og kvindebedåreren Chase.
Så vidt historien, som under andre omstændigheder kunne være til en seriøs Oscar-kandidat. Men dette potentiale lykkes det desværre ikke for instruktøren Olivia Newman at forløse.
Af dramamæssige årsager har man i filmen
valgt at bryde bogens liniære fortælling og i stedet starte med mordet og
derefter arbejde sig frem til dette punkt. Det fungerer, men betyder også, at en
af historiens mest dramatiske plotpunkter afsløres fra begyndelsen.
Olivia Newman har sammen med scenografen Polly Morgan forsøgt at indfange landskabets
skønhed (filmen er optaget lige uden for New Orleans), og de paradisiske billeder
står i skarp kontrast til faderens voldelige overgreb og det lille
lokalsamfunds udstødelse.
Samtidig springer filmen alt for let hen over de politiske og sociale
brydninger, der prægede sydstaterne i slutningen af 60’erne. Den buldrende racisme
optræder kun i et enkelt glimt og til trods for, at Kya’s bror dukker op i
militæruniform, bliver Vietnamkrigen ikke nævnt med et ord.
Daisy Edgar-Jones, der gjorde et stort indtryk mini tv-serien ”Normal People”
(2020) får forenet Kya’s sårbarhed og styrke, men ender alligevel med en figur,
der virker for konstrueret – som en mildere version af det vilde barn, som
lever afsondret fra civilisationen.
I det hele taget er ordet mild en god beskrivelse af ”Hvor flodkrebsene synger”
som helhed. Filmen er simpelt hen for fersk og anononym eller ligeud uambitiøs.
Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad den ville have været, hvis
hovedrollen i stedet var blevet spillet af Meryl Streep eller Jodie Foster i
deres unge dage.
Som det er nu, er det pænt og rørende at se på, men heller ikke mere.
Hvor flodkrebsene synger – 125 minutter – USA – Instruktør: Olivia Newton – Medvirkende: Daisy Edgar-Jones, Taylor John Smith, Harris Dickinson, Tom Milton m.fl.
