Filmanmeldelse: Pirates of the Caribbean 5 – Jack Sparrow er ikke længere det nye sort

Da Disney i sin tid annoncerede, at de ville skabe en spillefilm ud af deres Disneyland-forlystelse ”Pirates of the Caribbean”, var der mange, der så det som en grådig underholdningskoncerns forsøg på at tjene nogle hurtige penge.

Men da den første Pirates-film så kom i 2003, viste den sig til alles overraskelse at være et stykke klassisk, gammeldags Hollywood-underholdning, der fuldstændig revitaliserede sørøver-genren og gjorde Jack Sparrow til det nye sort. Filmen var således langt mere intelligent, sjov og godt skruet sammen, end nogen havde forventet.

Siden da har vi swashbucklet os gennem yderligere tre Pirates-film. Nu er seriens nummer fem så i biograferne, og her 14 år efter starten, må man desværre indrømme, at Pirates of the Caribbean har udviklet sig til præcis det, som kynikerne i sin tid var bange for: En underholdende pengemaskine uden andet end svage spor af den magi, der sparkede det hele i gang.

Denne gang har manuskriptforfatterne grebet til et godt gammelt trick og forsøgt at tilnærme historien til handlingen i den oprindelige Pirates-film. Derfor introducerer de Henry Turner (Brenton Thwaites) søn af den oprindelige triologis navnkundige powerpar Will Turner (Orlando Bloom) og Elisabeth Swann (Keira Knightley). Henry ønsker at redde sin far fra den forbandelse, der ramte ham i slutningen af film nummer tre, hvor han for evigt blev bundet som kaptajn på spøgelsesskibet Den Flyvende Hollænder. Til det skal han finde den sagnomspundne Poseidons Trefork.

Henry opsøger Jack Sparrow (Johnny Depp), der er midt i et af sine spektakulære kup. Henry kan desuden fortælle Jack, at en anden udødelig spøgelseskaptajn, Armando Salazar(Javier Bardem), er ude på at hævne sig på ham og har svoret at slå ham ihjel. Igen er det kun Poseidons Trefork, der kan redde Jack fra Salazars hævn.

Med på deres flugt og rejse får de Carina Smyth (Kaya Scodelario) en ung, intelligent proto-feministisk astronom, som på grund af sine synspunkter anklages for at være heks. Carina leder som de andre efter, ja rigtigt gættet treforken, for at finde sandheden om, hvem der er hendes far.

Læg dertil Jacks gamle nemesis Kaptajn Barbossa (Geoffrey Rush), der blander sig i jagten, fordi Salazar ødelægger hans skibe på sit hævntogt efter Jack, og den britiske hær, der ønsker at bemægtige sig treforken, så Storbritannien kan fastholde deres position som havenes herskere.

Og således sejler alle rundt efter alle med hver deres motiver. Sjældent særlig langt fra hinanden eller målet og med evige forviklinger og lyden af kanonernes torden som faste følgesvende. Det er for længst blevet klart, at i Pirates-universet er alle faste regler sat ud af kraft, og alt kan derfor ske.

Det ér faktisk vældig underholdende og super flot at se på, når Jack og hans mandskab giver begrebet ”At røve en bank” en ny og meget bogstavelig mening. Eller når vandene skilles, som stod vi med Moses ved Det Røde Hav. Og sjovt er det også at se Paul McCartney i en cameorolle som Jacks onkel: Hils bødlen fra mig, så slipper du for at få fødderne hugget af, inden du bliver hængt”.

Men det er også sigende, at det, der lejrer sig indeni, når man ser den nye Pirates-film, er actionscenerne og det visuelle. Persontegningen har for længst mistet enhver dybde, og det eneste sorte ved Jack Sparrow er den stadig tykkere kohl rundt om hans øjne.

Man savner dengang, hvor han var langt mere end det, og hvor man stadig troede på det sværdsvingende eventyr til havs og kunne gyse lidt over spøgelses-sørøverskibe.

.