Filmanmeldelse: Ulrich Seidl og jagtens groteske meningsløshed
Kan man tænke sig noget mere grotesk end at betale store summer for at dræbe smukke, vilde dyr? Ja det kan man faktisk: At se hele det perverse dræberscenarie gennem den østrigske filminstruktør og auteur Ulrich Seidls kirurgiske menneskeblik.
Han har tidligere skabt opmærksomhed med blandt andet sin Paradis-triologi. Få kan som han fange menneskets mest absurde sider, og i ”Safari” gør han det igen. Filmen har alle de velkendte Seidl-komponenter: De bevidst formelle billedkompositioner, den distancerede tone og den skæve dansen omkring personerne.
Allerede i startscenen vender han publikums forventninger på hovedet: Et panoramabillede fra en Europæisk skov under grå skyer, hvor en mand i klassisk sydtysk jagttøj står og blæser i sit jagthorn.
Derefter springer vi til en sydafrikansk jagtfarm, hvor væggene er plastret til med nedlagte jagtrofæer af afrikanske dyr. Klientellet består af tyske og østrigske jægere, der her får udlevet deres drøm om at skyde eksotiske dyr. Og rammerne er klare fra starten: Først køber man byttet til en fast pris. Derefter tager man ud og skyder det, som var det en tur i supermarkedet efter varer fra indkøbssedlen.
”Safari” følger det midaldrende par Eva og Gerald og deres unge søn og datter. Blandt gæsterne på jagtfarmen er også et ældre, overvægtigt par Inge og Manfred, hvor manden tilbringer dagene med at drikke dåseøl og falde i søvn i en udkigspost, mens kvinden branker de udflydende former ved poolkanten.
Det hele virker som en afslappende middelklassesport, som næsten alle vil kunne få råd til. Jægerne løber ikke selv nogen risiko. De får nærmest byttet serveret på et sølvfad og fortæller med blussende kinder, hvordan det giver dem et kæmpe følelsesmæssigt kick at trykke på aftrækkeren og dræbe dyrene. Gæsterne interviewes parvis med jagttrofæerne som baggrund. Deres forklaringer omkring, hvordan jagt er en ældgammel sport, og at de hjælper med at holde dyrebestanden på et bæredygtigt niveau og gavner lokalområdet, kommer dog hurtigt til at lyde som tamme undskyldninger for at dække over jagtens meningsløshed.
Når man først har vænnet sig til den groteske verden, hvor dyrene efter drabet stables op, så det tager sig bedst muligt ud på det traditionelle jagtfoto, er det svært ikke at føle en form for undertrykt rædsel over disse stolte dyr, der nedlægges med øredøvende brag fra storkalibrede rifler. Og over, at det, som skal forestille at være en jagt, i virkeligheden er en opsat teaterforestilling, hvor dyrene har mindre chancer end ænder i et skydetelt.
På den måde er ”Safari” fyldt med scener, der er lige så fascinerende som svære at se på: En jagthund, der slikker blodet fra skudhullet på et døende dyr: En død zebra der ligger kollapset hen over sig selv, som en dukke der har fået skåret snorene over. En giraf som giver et par sidste, desperate ryk med sin lange, majestætiske hals, inden den udånder.
Og så det allerværste, som ikke engang ”jægerne” får at se. Når jagtfotoet er i hus, hives dyrene ind i skur på jagtfarmen, hvor det beskidte arbejde med at flå og tømme dem for indvolde finder sted. Dette arbejde udføres – selvfølgelig – af lokale, sorte arbejdere, der ikke omgås gæsterne, og som en del af deres løn får lov at spise de værdiløse dele fra de nedlagte dyr. Og således sættes den sociale rangorden på plads, hvis nogen ellers skulle være i tvivl.
”Safari” minder på nogle måder om første del af Seidls Paradis-triologi ”Love” (2012), der lige så misantropisk og nådesløst satte spot på hvid sexturisme i Kenya. Ulrich Seidl har endnu engang inddæmmet det grotesk modsætningsfyldte. Resultatet er lige så komplekst under den stiliserede overflade som det er provokerende.
Safari – 91 minutter – Østrig – Instruktør: Ulrich Seidl – Medvirkende: Gerald Eichinger, Eva Hofmann, Manuel Eichinger, Tina Hofmann, Manfred Ellinger, Inge Ellinger m.fl.
