Filmanmeldelse: Alien: Convenant – Ridley Scott holder fascinationen med sit nyeste Alien-kapitel

Alien - Convenant

4 popcorn

Gør det ikke…..
Sådan tænker man med jævne mellemrum i den sjette og nyeste Alien-film. Som når besætningen på koloni-rumskibet ”Convenant” beslutter sig for at afvige fra deres planlagte mål og i stedet lande på en planet, der ligger meget tættere på, og som ser lovende ud.

For vi ved efterhånden godt, at der ikke er noget, der er ”lovende” i Alien-universet. Kun altdræbende rummonstre, som blot venter på at sprænge sig vej ud af menneskekroppene.

På den måde er alt, som det plejer i ”Alien: Convenant” – og så alligevel ikke. For oven i de blodige rum-slasher effekter, som efterhånden er blevet lidt enerverende i deres gentagelse, er der denne gang tilføjet er metafysisk lag, som er langt mere fascinerende.

Rent kronologisk er ”Alien: Convenant” seriens nummer to, en efterfølger til prequellen ”Prometheus” (2012).

Filmen starter spektakulært med en prolog mellem androiden David fra Prometheus-filmen og hans skaber Peter Weyland (Guy Pearce). De snakker om livets store spørgsmål såsom menneskets oprindelse og paradokset ved, at Weyland er den livgivende, men også dødelige gud, mens hans skabning er udødelig.

Herefter springer vi til rumskibet Convenant, hvor adroiden Walther er skibets vicevært. Convenant er på en årelang tur til planeten Origa-6, der skal koloniseres, mens de 2.000 kolonister ligger i dvale.
Efter at en solstorm beskadiger skibet, bliver Walther dog nødt til at vække besætningen, herunder den næstkommanderende Daniels (Katherine Waterston). Og da rumskibet lidt senere modtager en mystisk menneskeligende transmission fra en nærliggende, hidtidig uopdaget planet, ændrer det kurs.

Og så er vi i ”Gør-det-ikke land”. Knap har besætningen sat fod på planeten, før den første bliver inficeret, og Daniels og de andre besætningsmedlemmer må nu kæmpe en hård kamp for at overleve.

Undervejs møder de androiden David, der er strandet på planenet, og som viser sig at have sin egen dystre dagsorden.
Den snart 80-årige Ridley Scott er tilbage i fin form. Han har helt klart en mission om at lave en trilogi, der skal føre frem til hans oprindelige Alien-film, og mens ”Prometheus” ikke helt leverede varen, gør ”Alien: Convenant” det til gengæld til fulde.

Udfordringen er, at mens ingen af besætningsmedlemmerne på Convenant nogensinde har set en Alien-film, så er vi andre vokset op med dem. På den måde kan det hurtigt blive én lang gentagelse af noget, vi har set mange gange før – og bliver det også lidt. ”Alien-Convenant” er klart en af de mest blodige Alien-film, men at se rummonstre komme ud af maven og ryggen på folk eller dukke op bag dem, mens de går alene rundt, virker ikke længere skræmmende. Og når en af skuespillerne læner sig ind over et nyåbnet Alien-æg så tænker vi igen ”Gør det ikke”, fordi vi ved med usvigelig sikkerhed, hvad der vil ske.

Det er således ikke for blodrusen og skrækeffekterne, at man skal se og nyde ”Alien-Convenant”. Heller ikke på grund af Katherine Waterston, der trods en ihærdig indsats ikke er nogen Sigourney Weaver.
Nej filmens helt store trækplaster er Michael Fassbinder i en fascinerende dobbeltrolle som androiderne Walther og David. Den ene submissiv og indstillet på at tjene menneskene, den anden i megalomanisk frit fald, mens han citerer Shelley: ”Mit navn er Ozymandias, kongernes konge. Se på mine gerninger du mægtige og fortvivl”.

Fassbinder er som skabt til rollen og får trukket Alien-universet over i en mere eksistentiel retning omkring forskellen på menneskelig og kunstig intelligens. Og samtidig må man spørge sig selv, om man efter denne film stadig kan kalde rummonstrene for Aliens.

Mens den oprindelige Alien-film virker lidt for langsom målt med vore dages dynamiske filmøjne, leverer ”Alien: Convenant” forrygende og tankevækkende rumunderholdning.

Alien: Covenant – 122 minutter – USA, Australien, New Zealand og England – Instruktør: Ridley Scott – Medvirkende: Michael Fassbender, Katherine Waterson, Billy Crudup, Danny McBride, Carmen Ejogo m.fl.