FILM – Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings – Meget mere end bare en ny Marvel-film

Der er hele to identitetskriser på spil i det nyeste kapitel i Marvels superhelte-franchise: ”Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings”.

Den første befinder sig hos selve hovedpersonen Shang-Chi. Han er søn af en udødelig krigsherre, men fornægtede sin fars levevej for at leve et simplere og mindre morderisk liv med at parkere biler for et fornemt hotel i San Francisco. Den slags holder sjældent på film, og Shang-Chi kommer da også til at kæmpe hårdt – både fysisk og følelsesmæssigt – for at forene sin mørke fortid og sit gode hjerte og finde en ny vej frem.

Den anden identitetskrise ligger i filmen selv. ”Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings” forsøger at peppe den sædvanlige Marvel-opskrift op ved at blande den med kampsports-action og eventyr-fantasy og lade historien foregå i kinesisk og asiansk-amerikansk kultur.

Det går ikke helt så let at smelte disse forskelligartede elementer sammen, men det lykkes faktisk hen ad vejen. Slutresultatet er lige så smukt visuelt, som det er underholdende. Og frem for alt er det en forfriskende drejning på den Marvelske superheltefranchise, som længe – med undtagelse af sin afrikanske afstikker i ”Black Panther” (2018) – har været meget rettet mod USA.

At det er en bevidst strategi slås fast lige fra starten. Filmens indledende scener foregår i Kina og åbningsdialogen afvikles udelukkende på mandarin med undertekster. Først adskillige minutter inde i handlingen, da historien flytter sig til San Francisco, hører man engelsk.

Beskeden er klar: ”Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings” er måske nok den første Marvel-film med en asiatisk hovedrolle, men Shang-Chi og hans familie ønsker ikke at fremstå som ”fremmede” i deres egen film.

Denne selvbevidsthed er blot en af de ting, der gør den 23. Marvel-superheltefilm til en fascinerende oplevelse.

På overfladen ligner den en almindelig Marvel-film med sine smarte one-liners, sine referencer til hele superhelteuniverset og sin velsmurte storskala-action. Og så igen er der andre scener, der er som taget ud af et standard familiedrama – både nutidige scener og flashbacks, der på en helt anden måde rører hjertet. Denne del er bestemt ikke standard-Marvel, men det klæder både filmen og franchisen som et hele.

I visse af disse scener, der foregår i en magisk skov rundt om et skjult kongerige og involverer mystiske artefakter fra fortiden, ligner ”Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings” næsten ikke en superheltefilm. Snarere en blanding af fantasy, et Disney-eventyr og Indiana Jones.

Hardcore Marvel-fans kan dog ånde lettet op. Uanset Shang-Chi’s formidable evner som kriger og kampsportsudøver, sørger manuskriptforfatterne for med de vanlige kvikke, selvironiske bemærkninger, at det hele ikke kammer over i selvhøjtidelighed. Det gør, at filmen ikke mister balancen, men hånden på hjertet, så ryger også en del af underet – det der gør ”Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings” til mere en endnu en Marvel-film. For det er den.

Shang-Chi & The Legend of the Ten Rings – 132 minutter – USA og Australien – Instruktør: Destin Daniel Cretton – Medvirkende: Tony Chiu-Wai Leung, Awkwafina, Meng’er Zhang, Simu Liu m.fl.