Alle ved, at racerløb kan være en dødsensfarlig sport. Kombinationen af voldsomme motorkræfter og høj fart kan hurtigt udvikle sig til en tragedie for både kørere og tilskuere.
Så forestil dig, at man i stedet for en erfaren racerkører overlader rattet og de utæmmede hestekræfter til én, der kun har prøvet at køre racerbil i et computerspil. Det lyder som en ret vanvittig idé ikke?
Vanvittig eller ej, så er det præmissen i årets racerfilm ”Gran Turismo”. Og man kan godt forstå, at producenterne har været så fascinerede af den virkelige historie om Jann Mardenborough, som filmen bygger på, at de har fået dollarglimt i øjnene.
Jann er fra Cardiff og bruger tusindvis af timer på at sidde hjemme og spille motorspillet Gran Turismo. På computerskærmen kan han tage hver eneste kurve i maksimal fart og drøne forbi konkurrenterne, som skød han gennem rummet som en anden Andreas Mogensen.
Men Jann drømmer om at køre virkelige racerbiler og en dag får han helt ud af det blå muligheden, da marketingdirektøren hos Nissan, Danny Moore, finder på et nyt koncept for at sælge flere biler: Hvad hvis man afholdt en konkurrence for alle GT-spillere og belønner vinderne med en plads GT-akademiet, hvor de kan overføre deres evner til virkelige biler på virkelige baner. Og hvor den endelige vinder får en kontrakt med Nissan?
På papiret kunne ovenstående lyde som en Formel 1 version af ”Goonierne” (1985). Men på lærredet er ”Gran Turismo” en film, der bevæger sig som en racerbil: Den holder sig lavt og fast ved jorden, og Archie Madekwe, der spiller Jann, fremstår som en gryende filmstjerne med sine mørke øjenbryn, afvæbnende smil og en følsomhed, der hurtigt kan hærdes til hård vrede.
Jann’s gå-efter-din-drøm helt rammer lige ned i tidsånden. Ved at prøve at omsætte sine virtuelle evner til virkelighed er han en omvandrende metafor for alle, der bevæger sig rundt i den digitale verden, som higer efter spændende oplevelser.
Instruktøren Neil Blomkamp – kendt for blandt andet ”District 9” (2009) – har et lige så fast greb om tingene. Racerscenerne, der ikke overraskende dominerer filmen, da de er kernen i historien, er blændende instrueret og afviklet. Tilskuerne får oplevet løbene i øjenhøjde fra førersædet i bilerne, hvilket betyder, at når Jann mister overblikket, så gør man det også selv, hvilket er med til at sætte adrenalinniveauet i vejret.
Og kameraet sørger også for at dække stort set alle andre vinkler for os. Vi oplever løbene højt oppefra, fra lige ved siden af bilerne og fra lige over banen. Vi ser fastfrosne billeder af Jann’s position (en pil peger på ham, og der står: fjerdeplads), billeder når han på splitsekunder passerer modstanderne og billeder, hvor hans bil er fremstillet som et hurtigt samlende computerspils-hologram.
På den måde er ”Gran Turismo” redigeret sammen som en Mad max film med en kaleidoskopisk præcision, der er næsten metafysisk i sin irioni. Og med en videospils-æstetik, der bare får løbene til at virke endnu mere realistiske.
Læg dertil altid seværdige David Habour (Hopper fra ”Stranger Things”) som chefmekanikeren Jack Salter, der aldrig forsømmer en chance til at understrege, hvor vanvittigt han mener, hele projektet er. Og som alligevel bliver en mentor og form for faderfigur for Jann – et forhold der skaber filmens stabile, emotionelle kerne.
Resultatet er et af de bedste og mest underholdende bud på en sensommertur i biografen lige nu.
Gran Turismo – 134 minutter – USA – Instruktør: Neil Blomkamp – Medvirkende: MadekweDavid Harbour, Orlando Bloom, Archie Madekwe, Darren Barnet, Geri Halliwell Horner, Djimon Hounsou m.fl.
