Der er mange grunde til at gå ind og se Emanuele Crialeses ”Min enestående mor”.
For det første er det rørende at se, hvordan Crialese, der ved filmens premiere stod frem som transmand, har formået at overføre sin egen barndoms store udfordring i 70’ernes Rom til lærredet.
Det sker i form af hans alter ego, den tolvårige pige Adriana, der står på tærsklen til pubertet, men samtidig føler sig fanget, fordi hun føler sig som en dreng. Hun begynder derfor i stedet at kalde sig det mere kønsneutrale Andrea.
Den anden grund er Luana Giuliani, som spiller Andriana/Andrea. Vi møder hende allerede i filmens første scene, hvor hun står på taget af den boligblok, hvor hendes familie bor, og beder himlen ”Send mig et signal”.
Det er gennem hendes/hans dybe, brungrønne øjne, at historien
opleves og folder sig ud: Drømmen og at blive astronaut, gemmelegene med Andreas
to mindre søskende, den første fortvivlende forelskelse, den kropslige fremmedgørelse,
følelsen af at føle sig forkert og forholdet til den afvisende far.
Sidstnævnte er lige så lidt forstående over for sin kones mere spontane og
legende side, som han er over for Andreas insisteren på at være en dreng frem
for en pige.
Giuliani holder balancen mellem Andreas skarpe selvbevidsthed og snurrende fysiske ubehag med sin krop. Og gør det med en næsten overjordisk udstråling som én, der er faldet ned på jorden fra en fremmed planet – noget Andrea også selv understreger, da han i en scene udbryder ”Jeg kommer fra en anden galakse”.
Den tredje grund til at se filmen er Penélope Cruz, der spiller Andreas mor Clara. I virkeligheden burde man altid som en fast regel se Penélope Cruz’ film, og det gælder også her.
Lige som Andrea føler Clara, der kommer fra Spanien, sig isoleret og fanget. ikke af sin krop, men i et kærlighedsløst forhold til sin mand og i en svigerfamilie. Da hun opdager mandens utroskab, bønfalder hun ham om at blive skilt, men det kan ikke lade sig gøre i det strengt katolske Italien.
Som gidsler søger mor og datter hinanden. Andrea finder her den accept og kærlighed, han ikke kan få andre steder. Og Clara finder et helle og øjeblikke af frihed midt i det liv, hun føler sig fremmed over for. Et eksempel er, da hun kryber ned under bordet til sine børn under en gemmeleg og erklærer ”Jeg vil også lege”.
Et andet eksempel er en række skarpt koreograferede, eskapistiske sort/hvide scener, hvor Andrea og Clara synger som to af 70’ernes popkulturelle stjerner Adriano Celentano og Patty Pravo.
På nogle måder brydes filmens troværdighed i disse scener, men samtidig udgør de også et musikalsk drømmeland, hvor Andrea og Clara kan få lov af være det køn og den sindsstemning de ønsker.
”Min enestående mor” er en dybt personlig film – og en rørende hyldest til en mor, der trods sit eget fængsel alligevel formåede at stå ved sit barn.
Min enestående mor – 97 minutter – Italien – Instruktør: Emanuele Crialese – Medvirkende: Penélope Cruz, Luana Giuliani, Vincenzo Amato, Patrizio Francioni m.fl.
