Filmanmeldelse: Kvinden fra Brest – Sidse Babett Knudsen i kamp mod medicinalindustrien
Vi har fået det slået fast mange gange også på film: De store medicinalfirmaer er fuldstændig skrupelsløse i deres jagt på penge og vil gøre hvad som helst for at skjule det, hvis et af deres præparater viser sig at have uønskede bivirkninger.
Og det var lige, hvad der skete med slankepillen Mediator. I 2010 opdagede den franske læge Iréne Franchon og hendes kolleger på hospitalet i Brest, at den populære pille også førte til hjerteproblemer, og at den var skyld i en lang række dødsfald.
Det franske medicinalfirma Servier, der stod bag Mediator-pillen, afviste imidlertid anklagerne. Først forsøgte de arrogant at fremstille Iréne Franchon som en ubetydelig læge fra udkants-Frankrig. Og da hun allierede sig med et lille forskerhold fra hospitalet, og systematisk begyndte at bevise Mediator-pillens skadelige virkning, blev de presset af både Servier og de franske sundhedsmyndigheder i en uskøn alliance.
Først efter en lang og sej kamp lykkedes det for Iréne Franchon og gruppen at få medhold i deres anklager og fjernet Mediator fra markedet.
Det er denne herodiske David mod Goliath fortælling, som instruktøren Emmanuelle Bercot har kastet sig over i sin nye film ”Kvinden fra Brest”, der har den danske skuespiller Sidse Babett Knudsen i hoverollen.
Filmen starter lyrisk med Iréne Franchon, der svømmer alene, men beslutsomt gennem bølgerne i havet til tonerne af et ildevarslende lydspor. Der kommer dog ikke noget blodigt hajangreb, men svømmeturen er helt klart en ikke særlig subtil metafor for det hav af ”hajangreb”, hun senere udsættes for.
Selv om Franchon er blevet lidt af en nationalhelt i sit hjemland, er der sikkert ikke mange danskere, som aner, hvem hun er. Men hvis man som tilskuer har set lignende film som ”Erin Brockovich” (2000) og ”Silkwood” (1983), er man allerede inde i præmissen om en stædig kvindes kamp mod langt større kræfter end hende selv.
”Kvinden fra Brest” er ikke nogen perfekt film. For eksempel kastes man hovedkulds ind i historien og skal følge med fra et punkt, hvor Iréne Franchon allerede har fået mistanke om, at der er noget galt med Mediator-pillen. Og Emmanuelle Bercot vil gerne virke så dokumentarisk som muligt og tæppebomber derfor publikum med tal og case-kontrolgrupper og kedelige offentlige høringslokaler, hvor slipseklædte embedsmænd, fagfolk og repræsentanter fra Servier kaster om sig med medicinske fagudtryk. Ikke just den mest inspirerende cocktail.
Til gengæld er det en nydelse at se Sidse Babett Knudsen, der er uddannet i Frankrig og derfor taler sproget flydende. Hendes accent har man forklaret ved at give Franchon en delvis dansk baggrund.
De senere år har Sidse Babett Knudsen udviklet sig til at blive den mest brugte danske skuespillerinde i internationale film og TV-serier som ”Westworld” (2016), Inferno (2016), ”A Hologram for the King” (2016), ”Hermelinen” (2015) og ”The Duke of Burgundy” (2014). Hun har spillet over for blandt andet Tom Hanks (endda to gange på samme år) og Anthony Hopkins og er især kendt for sin coolness.
Derfor er det forfriskende at opleve, hvordan Sidse Babett Knudsen denne gang viser en hel anden side af sit talent og kanaliserer noget hektisk næsten manisk ind i rollen. Hun fylder sine scener – der udgør hovedparten af filmen – med himmelvendte øjne, fagter, irriterede udbrud og uigennemtænkte handlinger, der flere gange belaster både sagen og hendes kolleger. Det er en knivskarp balance mellem vovemod og nævenyttighed, hvor man som tilskuer flere gange gribes af irritation over hendes pågåenhed, der bruser frem som en damptromle.
Med sine 128 minutter undgår ”Kvinden fra Brest” dog ikke at blive en anelse lang i spyttet, men Sidse Babett Knudsen er med til at holde interessen oppe et langt stykke af vejen.
Kvinden fra Brest – 128 minutter – Frankrig – Instruktør: Emmanuelle Bercot – Medvirkende: Sidse Babett Knudsen, Benoit Magimel, Charlott Laemmel, Isabelle de Hertogh, Lara Neumann m.fl.
