FILM: Escape Room 2 – Svag gyser efterfølges af endnu svagere to’er

Allerede da jeg var teenager, blev biograferne oversvømmet med gysere, hvor grupper af unge på bestialsk vis blev slået ihjel én efter én – ofte ud fra de tyndeste hævnmotiver.

Siden blev det endnu mere meningsløst. ”Fredag den 13” filmene” og ”Halloween” serien blev omkring årtusindskiftet afløst af de fire-fem ”Scream”-film, hvor meningsløsheden nu var tilføjet et solid portion sadisme. Og fra 2004 tog ”Saw” og efterfølgerne genren til nye dybder.

I slipstrømmen på det nye årtusinds realityshows handler det nu om, at grupper af unge bliver spærret inde i en bygning og skal kæmpe sig ud gennem en masse dødsensfarlige fælder, hvis de vil undslippe. Motiverne for deres indespærring er for længst væk. Her handler det kun om at slå folk ihjel på så udspekulerede måder som muligt. Som eksempel kan nævnes indledningsscenen i ”Saw 7” (2010), hvor en ung kvinde og to mænd er fanget i et glasbur på et torv med roterende motorsave, og det ender med en offentlig og meget blodig henrettelse.

På den måde byggede gyseren ”Escape Room” (2019) blot videre på et over 40-år gammelt koncept. Og samtidig blev Escape Rooms det nye sort, når grupper af venner eller kolleger skulle ud og more sig.

Nu er efterfølgeren ”Escape Room: No Way Out” så kommet. Selvfølgelig er den det, fristes man til at sige, men godt er det ikke. Snarere et eksempel på, hvordan man kan følge en svag gyserfilm op med en endnu svagere.

De eneste to overlevende fra den første film – Ben og Zoey – forsøger at opspore bagmændene bag deres traumatiske oplevelser, men ender hurtigt i et nyt livsfarligt spil. Igen fristes man til at sige, selvfølgelig gør de det.

Resten af handlingen kører efter den efterhånden velkendte opskrift. Ben og Zoey må kæmpe sig forbi nye dødsfælder sammen med fire fremmede – to mænd og to kvinder. Kønsbalancen skal – selvfølgelig – stemme. Og dødsbalancen ligeså.

Ikke at man når at engagere sig særlig meget i filmens øvrige personer. Deres baggrund og karakterer er så tyndt beskrevet, at det står klart fra starten at de kun er med som kanonføde, og at man højst kan håbe, at Ben og Zoey overlever endnu engang.

Faktisk er et af de eneste plusser ved filmen, at Taylor Russell og Logan Miller faktisk virker mere velfunderede og velspillende i deres roller.

Det andet og sidste plus er, at tempoet er skruet i vejret, hvilket gør, at ens egen puls ryger i vejret. Og samtidig får de jo som sidegevinst filmens 88 minutter til at gå hurtigere.

I virkeligheden er der jo noget dybt skævt i, at man sidder og lader sig underholde af, at andre mennesker dør på de mest udspekulerede måder. Men lad nu de psykologiske og moralske overvejelser ligger, for det er alt for meget at gøre ud af denne film.

En af mine anmelderkolleger har foreslået, at man bør indrette biograferne, hvor filmen bliver vist, som Escape Rooms, som publikum ikke kan komme ud af bagefter. Det lyder som en fremragende idé.

Escape Room: No Way Out – 88 minutter – USA – Instruktør: Adam Robitel – Medvirkende: Taylor Russell, Logan Miller m.fl.