FILMPRISER: ”Holy Spider” bliver det danske bud på en Oscar-kandidat

Tirsdag mødtes den danske Oscar-komité for at afgøre, hvilken film der skal repræsentere Danmark i det videre kapløb om at blive nomineret som bedst internationale spillefilm 2022 ved den glamourøse Oscar-prisuddeling.

Opgaven var simpel: De otte medlemmer i komitéen skulle reducere de tre kandidater, som de havde udpeget tidligere på måneden, til en enkelt film.

Medlemmerne, der kommer fra filmbranchen og Det Danske Filminstitut, endte med at vælge Ali Abbasis ”Holy Spider”, som dermed vandt det indledende heat i oscar-jagten foran Frelle Petersens gribende familiedrama ”resten af livet” og Tea Lindeburgs ”Du som er i himlen”.

DFI’s direktør Claus Ladegaard, der er formand for komitéen, forklarer, hvorfor man valgte ”Holy Spider” frem for de andre to:

”Blandt de tre markante titler har vi peget på den film, som vi mener har de største chancer for at gå hele vejen i kampen om en statuette. ”Holy Spider” vidner om en instruktør med en stærk, kunstnerisk ambition, som formår at fortælle en vigtig historie om misogyni, mens han samtidig holder publikum fanget i spænding”, siger han og tilføjer:

”Ali Abbasi har med filmen skabt en kompromiløs kritik af kvindeundeertrykkelse i Iran. Han blandet behændigt thrillergenren med en stærk realisme og gør seriemorderen til ansigt på hverdags-brutalitet, der florerer, hvor patriarkalske holdninger dominerer.

Selv om dialogen er persisk og historien foregår i Iran, er ”Holy Spider” i høj grad en dansk film, mener Oscar-komitén.

”Filmen har en klar instruktørstemme, der med rod i en dansk branche trækker på sin iranske baggrund og leverer en skarp kritik af et lukket land. En kritik som kun er blevet mere sørgelig aktuel de seneste uger.”

””Holy Spider” har oplevet en overvældende international opmærksomhed siden verdenspremieren og prisen i Cannes, og den har været udtaget til en stribe prominente festivaler som optakt til filmens amerikanske biograflancering. I Oscar-komitéen tror vi derfor på, at ”Hole Spider” med sin modige stil og historie kan komme langt i kapløbet”, siger Claus Ladegaard.

”Holy Spider” er baseret på en virkelig historie om en seriemorder i den hellige by Mashhad i Iran. I filmen efterforsker en kvindelig journalist mordene på en række prostituerede begået af den såkaldte Edderkoppemorder, som mener, at han renser gaderne for syndere.

Der er dog et stykke endnu, inden filmen kan smykke sig med en Oscar-statuette. Tidsfristen for at melde filmen til det Amerikanske Filmakademi er den 3. oktober. Herefter vurderes alle de indstillede film og reduceres til en liste på 15 film – den såkaldte shortliste. Denne liste annonceres den 21. december. Endelig den 24. januar annonceres så hvilke film, der endeligt er med i kapløbet som bedste internationale spillefilm.

Oscar-prisuddelingen afholdes i Los Angeles den 12. marts.

Tidligere har fire danske film vundet prisen som bedste internationale film: ”Babettes gæstebud” (1988), ”Pelle Erobreren” (1989), ”Hævnen” (2011) og ”Druk” (2021).