Lad mig indlede med en tilståelse: Jeg er en total sucker for Jane Austin filmatiseringer og TV-serier. Jeg elsker kombinationen af historisk udstyrsstykke og kærlighed i romantikkens spæde gryen i begyndelsen af 1800-tallet. Elsker kvinderne i deres florlette chemisekjoler og mændene i deres lange bukser og jacketter. Og jeg har set 1995-udgaven af ”Stolthed og fordom” med Colin Firth og Jennifer Ehle et utal af gange.
Men min kærlighed kommer dog aldrig til at omfatte den nye Netflix-version af Jane Austens bog ”Persuasion”. Hvad der er galt? Stort set alt. Lad os tage fadæserne én for én, men først lidt historie:
“Persuasion” blev udgivet for mere end 200 år siden i 1816 et år før Jane Austens død. Det er historien om den unge, rigmandsdatter Anne Elliot, der på et tidspunkt var hovedkulds forelsket i den fattige unge sømand Frederick Wentworth. De var forlovet, men Annes familie og venner overbeviste hende om, at hun ikke skulle kaste sit liv bort på en mand uden formue eller titel, så hun brød forlovelsen.
Filmen begynder som romanen otte år senere. Anne har aldrig glemt Wentworth, men er nu en pebermø, der bruger tiden på at tage sig af sine søstre og hendes ene søsters børn. Wentworth har til gengæld arbejdet sig op i verden og er blevet kaptajn i flåden. En rig og velanset mand på jagt efter en kone, og som stadig er vred på Anne over den måde, hun sluttede deres forhold.
Da de to mødes igen hos Annes søster, blusser de gamle følelser frem påny, men Anne forsøger af al magt at skjule, hvad hun føler.
Heltindens indre konflikt er det, som driver fortællingen frem, men også her fejler Netflix totalt. De har gjort en vemodig, inderlig kærlighedsfortælling med tilbageholdte følelser til en bleg kopi af succes-serien ”Bridgerton” (2020-????), hvor alt drukner i larmende humor og hule følelser.
Hovedrollen har man givet til Dakota Johnson, der ellers har været et forsonende træk i mange dårlige film før denne, men ikke her. Hun gør intet for at lyse op, mens ”Persuasion” svinger sit følelsesmæssige pendul fra forventning til kedsomhed.
Tværtimod fører hun sig frem som var hun hovedperson i en romantisk komedie fra 90’erne: Græder i badekarret og græder mere, mens hun bæller det ene glas rødvin efter det andet. Og når hun ikke græder bryder hun væggen mellem filmen og publikum ned, når hun konstant vender sig mod kameraet og brokker sig over sin familie, eller kommer med akavede bemærkninger. Som da hun til en sammenkomst udbryder ”Nogle gange drømmer jeg om en blæksprutte, der har suget sig fast til mit ansigt.” Nej Jane Austen er det ikke på nogen måde.
De øvrige skuespillere hjælper heller ikke. Enten overspiller de fælt som Annes snoppede far, spillet af Richard E. Grant, eller underspiller gabende som Cosmo Jarvis som Wentworth. Han har blikket, men formår aldrig at bevise, at der gemmer sig noget af interesse bag det.
Endelig har man – også som i “Bridgerton” – valgt at blande farverne og ladet en række af de adelige spille af mørke skuespillere. Noget der givet skal signalere inklusion og politisk korrekthed og give alle seere nogen at identificere sig med. Men resultatet er, at det hele bliver en historieløs spøg, hvor tidsbilledets troværdighed skydes i grus.
Så nej, hvis du vil opleve ”Persuasion” så spring den nye 2022-udgave over og se i stedet Roger Mitchels version fra 1995 eller Adrian Shergolds poetiske version fra 2007.
Persuasion – 108 minutter – USA – Instruktør: Carrie Cracknell – Medvirkende: Dakota Johnson, Cosmo Jarvis, Henry Golding, Nikki Amuka-Bird, Mia McKenna-Bruce, Richard E. Grant, Ben Bailey m.fl.
