Filmanmeldelse: Heartstone – Følsom og sanselig islandsk coming of age film

To drenges knubbede vej ind i puberteten. Man har set det før – man har endda selv været der. Alligevel rammer den islandske instruktør Guðmundur Arnar Guðmundssons debutfilm ”Heartstone” en som et frisk bølgepust, klart og salt.

Det er ellers ikke fordi, der mangler gode film fra Island i disse år. Tværtimod strømmer de fra den nordatlantiske ø som varm lava, den ene talentfulde instruktør efter den anden: Rúnar Rúnarsson (”Volcano” og ”Sparrows”), Dagur Kári (”Nói albinói” og ”Virgin Mountain”), Grímur Hákonarson (”Blandt mænd og får”) og Benedikt Erlingsson (”Om heste og mænd”).

Nu lægger den 35-årige Guðmundsson sig i fornem forlængelse af ovennævnte. Efter de glimrende kortfilm ”Ártún” og ”Hvalfjord” er han nu klar til en film i fuld spillefilmslængde. Og selv om ”Heartstone” er en anelse for lang rammer den lige i hjertet fra første scene.

Lige som de andre islandske instruktører, forstår Guðmundsson at udnytte det fantastiske islandske landskab til at sætte rammen for sin historie. De stormomsuste kyster og bjerge er guddommeligt smukke og den perfekte baggrund for hovedpersonernes omskiftelige humør.

For nok virker den islandske natur som en magnet på turister, der nærmest bare behøver at trykke på kameraknappen i en vilkårlig retning for at få et godt billede. Men for filmens to unge teenagedrenge, der er ved at tage hul på voksenlivet, føles landskabsidyllen og den lille islandske fiskerby som verdens mindste og mest afsondrede sted.

Thor og hans bedste ven Christian forsøger at få sommerferien til at gå trods de begrænsede udfoldelsesmuligheder: De fanger fisk, de smadrer gamle biler, sidder og spytter ned i jorden og hænger ud på den trøstesløse grillbar.

Hjemme må Thor i bogstaveligste forstand kæmpe mod sine to ældre søstre, der ikke undser sig for at smide ham uden for huset uden tøj og i det hele taget ikke forsømmer nogen mulighed for at skamme ham ud.

Samtidig er Thor optaget af både sin egen krops udvikling og af det modsatte køn. Han kaster lange blikke efter den mørkhårede Beta, der heller ikke er uinteresseret, mens Christian kurtiserer Betas veninde Hanna.

Langsomt går det imidlertid op for Christian, at han i virkeligheden er mere tiltrukket af Thor end af de to piger, og det sætter deres venskab på prøve.

Der er en sanselighed og følsomhed i scenerne. Guðmundsson forstår at skildre det kejtede i unge teenagehjerner og –hjerter, så det går rent ind.

Når Thor kommer ud af badet og studerer sig selv i spejlet og piller mørke hår ud af sin søsters hårbørste, så han kan lave en hårbold til erstatning for de manglende pubeshår, kan de fleste genkende fornemmelsen.

Det kan man også, når Thor og Christian smug-overnatter hos Beta og Hanna og pigerne drøner ud på badeværelset og smukserer sig med alt for mange lag øjenskygge og læbestift, mens Beta siger til Hanna ”Ikke for meget makeup, så ligner man en luder”.

Eller Christians blik, da han begynder at erkende sine følelser for Thor. Det hele, hver scene og hver replik klinger af dyb troværdighed, og de to hovedrolleindehavere glider ind i rollerne, som var det dem selv.

Forældrene er som altid i den slags film nærmest totalt fraværende. Thors mor er alene med sine tre børn og er netop begyndt at date igen til ikke mindst hendes ene datters store fortrydelse, mens Christians far drikker og slår på tæven. Ikke just de bedste rollemodeller, når man selv skal forsøge at definere, hvem man er, mens hormonerne raser under huden.

Som sagt er 129 minutter lige langt nok. ”Heartstone” kunne med fordel være barberet 20 minutter ned, så historien fremstod strammere. Men filmen fanger fra start til slut og var fuldt fortjent den tredje islandske film i træk til at vinde publikumsprisen på CPH:PIX.

Heartstone – 129 minutter – Island og Danmark – Instruktør: Guðmundur Arnar Guðmundsson – Medvirkende: Baldur Einarsson, Blær Henriksson, Diljá Valsdóttír, Katla Njalsdóttír, Jónína Pórdís Karlsdóttír, Ran Rágnadóttír, Nína Dögg Filippusdóttír, Søren Maliing m.fl.