Filmanmeldelse. Suntan – Fremragende Lolitta-fortælling fra det græske øhav
For mange år siden var jeg til en julefrokost, hvor jeg bagefter fulgte med mit arbejdes 20-årige studentermedhjælp ned på et diskotek. Jeg var lige fyldt 30 og betaget af hendes purunge udstråling og energi. Da jeg oplevede hende på diskoteket med sine jævnaldrende venner, indså jeg dog hurtigt, at jeg var alt for gammel til både hende og dette miljø og gik hjem.
Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg så Agyris Papadimitropoulos’ nye film ”Suntan” – en film som der næppe er mange under 35, der vil kunne se uden at føle sig ubehageligt til mode. Sjældent er det blevet understreget så tydeligt, at når ens ungdom er slut, så er den slut for altid. Og dem der mener, at 50 er det nye 30, kan godt tro om igen.
”Suntan” foregår på den lille idylliske, græske ø Antiparos. Her ankommer Kostis (Makis Papadimitriou) en kold januardag for at overtage den lokale lægepraksis. Han er 42 år, bleg, overvægtig og har ikke haft særlig stor succes i livet – og han er pinligt klar over det.
Kostis bliver hjerteligt modtaget og slæber sig gennem de kolde og kedelige vintermåneder, hvor øen nærmest ligger i dvale. Så kommer sommeren og det lille øsamfund invaderes af horder af unge turister og blomstrer op.
En dag vælter den unge 21-årige Anna (Elli Tringou) ind på Kostis’ klinik sammen med sine fire venner for at få behandlet en mindre skade på benet. Hun flirter med den midaldrende læge, som betages af hendes ungdom og seksuelle udstråling.
Da Kostis er færdig med dagens arbejde tager han derfor ud til den lokale strand, hvor han finder Anna og hendes gruppe mere eller mindre nøgne. Han hægter sig på gruppen, som allernådigst accepterer hans tilstedeværelse, fordi han byder på cigaretter og køber drinks til dem.
For Anna og hendes venner er dagende fyldt med solskin på stranden og nætterne en malstrøm af panseksuel hedonisme, hvor alle kysser med alle. De er så berusede af deres egen skønhed og energi, at de ikke ænser, hvor ødelæggende en kraft det er over for dem, der ikke er en del af deres verden.
Kostis bliver uhjælpeligt forelsket i Anna. Han forsøger at være ung med de unge, og hun ægger ham, men da hans ejerfornemmelser tager overhånd, slår hun ubarmhjertigt bak. Da er det imidlertid for sent. Kostis følelser er blevet en besættelse, og nedturen bliver barsk.
Filmen er blændende udført og lige så blændende spillet. Det gælder ikke mindst Makis Papadimitriou, der kaster sig ind i rollen som Kostis med ublufærdig frygtløshed. Der er en sårbarhed og desperation i han øjne, som kryber ind under huden.
Ikke mindst filmens sidste tredjedel er svær at se på, fordi det bliver så uværdigt, at selv det mest tåkrummende Klovn-afsnit er barnemad ved siden af. Og samtidig stiger uhyggen, for hvor langt vil Kostis gå for at vinde Anna tilbage?
Styrken i ”Suntan” er både den klassiske Lolitta-agtige grundfortælling, men også, at man udmærket forstår Kostis betagelse. Når han råber ud til Anna i vandet, hvordan det går med såret på hendes ben, og hun som svar laver en håndstand, så man både kan se benene og hendes fristende, brunkrøllede underliv, er den seksuelle flirt så intens, at den nærmest kan skæres ud og serveres i skiver.
Hun vil gerne dele sin krop og sin seksualitet med ham og er netop af den grund så meget mere dødbringende. For på grund af sin ungdom er hun også fyldt med den nådesløshed, som kun den, der aldrig for alvor har elsket endnu, og for hvem hele verden virker som en åben legeplads, kan have.
På den måde er Anna måske nok uskyldig, men bestemt ikke uden skyld i, at tingene udvikler sig, som de gør.
”Suntan” griber en, og man skubber sig utilpas frem og tilbage på biografsædet og har lyst til at råbe til Kostis, at han skal droppe det og bevare sin værdighed.
Jeg forlader biografen lettet over, at jeg selv gik hjem den aften for mange år siden.
Suntan – 104 minutter – Grækenland – Instruktør: Agyris Papadimitropoulos – Medvirkende: Makis Papadimitriou, Elli Tringou, Dimi Hart, Hara Kotsali, Milou Van Groesen, Marcus Collen m.fl
