Filmanmeldelse: The Mummy – Ramt af klichéernes forbandelse
Det er lige ved, at man længes tilbage til for 85 år siden, da Boris Karloff for første gang rejste sig fra sin støvede sarkofag og jog en skræk i livet på datidens biografgængere.
Universal Pictures seneste genoplivning af mumiefilm-genren er i hvert fald blevet noget mærkeligt rodsammen. Til gengæld må man konstatere, at den snart 55-årige Tom Cruise holder sig ganske godt og ser yngre ud på lærredet, end han har gjort længe.
Måske er forklaringen, at han i filmen bliver ramt af mumiens forbandelse, der blandt andet gør, at han bliver udødelig.
Cruise spiller militærmanden Nick Morton – en godt voksen drengerøv, der benytter sin udstationering i Irak til at ”redde” oltidsskatte fra de slemme oprørere og sælge dem på det sorte marked.
Da han sammen med arkæologen Jenny (Annabelle Wallis) finder et gammelt egyptisk gravkammer på et sted, hvor det absolut ikke skulle være, begår han alle de klassiske fejl: Nick gennemtvinger, at en sarkofag trækkes op af et bassin med kviksølv, som ifølge oldegyptisk overtro beskytter mod onde ånder. Og så er fanden i bogstaveligste forstand løs i Laksegade.
Mumien i sarkofagen er nemlig den smukke Prinsesse Ahmanet (Sofia Boutella), der i svundne tider indgik en pagt med dødsguden Seth og myrdede sin far og nyfødte lillebror, inden hun blev begravet levende.
Nu prøver hun af alt magt at blive forenet med Nick, som hun har udset til at være et menneskeligt hylster for Seth.
Som det fremgår, er alle de gængse mumie-klichéer hentet frem til lejligheden. Det var måske til at bære, hvis de var blevet brugt en lille smule mere originalt – eller humoristisk for den sags skyld.
Men ”The Mummy” satser benhårdt på kun at underholde via sine effekter, og ved at overkrydre filmen med nye ingredienser: Zombier, genfærd og selveste Russel Crowe som Dr. Jekyll & Mr. Hyde på jagt efter ondskab og monstre.
Det hele minder til slut om et afsnit af ”The League of Extraordinary Gentlemen”. ”The Mummy” er kun ouverturen til foreløbig syv pålanlagte film, og man kunne sagtens forestille sig Dr. Frankenstein, Den Usynlige Mand eller Dracula dukke op undervejs. En franchise-verden, som kun giver mening for manuskriptforfatterne.
Indrømmet Sofia Boutella ér imponerende – og lidt frygtindgydende – som ægyptisk mumieprinsesse med gudekræfter. Men Tom Cruise virker ærlig talt som en parodi på sig selv. Han har hverken samme sjove kemi, som han havde med Cameron Diaz i ”Knight and Day” eller med samme action-dynamik og vrede, der driver ham i Mision Imposible filmene.
Så ja, man savner Boris Karloff eller for den sags skyld Brenda Fraser og Dwayne Johnsons B-film energi fra den seneste mumie-franchise, der startede i 1999. Ingen har nogen sinde set dem som andet end computergenereret underholdning bundet sammen af nogle skuespilsmæssige letvægtere, men det var sjovt, for pokker.
Det er ”The Mummy” ikke. Den er bare noget rod.
The Mummy – 110 minutter – USA – Instruktør: Alex Kurtzman – Medvirkende: Tom Cruise, Annabelle Wallis, Sofia Boutella, Russell Crowe m.fl.
