FILM: Begyndelser – Trine Dyrholm og David Dencik genforenes i nænsomt familiedrama om skilsmisse og en kvinde i frit fald

Livet kan ikke kontrolleres. Det er essensen i Jeanette Nordahls anden spillefilm Begyndelser, der havde verdenspremiere på Berlinalen i 2025. Og som nu endelig også er i de danske biografer.

Det er også en sandhed, som filmens kvindelige hovedperson Ane, må sande på den hårde måde. Hun er ellers midt i en spændende karriere som marinebiolog på Syddansk Universitet med en ny artikel lige på trapperne.

Til gengæld halter hendes ægteskab. Gnisten er slukket mellem hende og manden Thomas. Skilsmissen er allerede aftalt, og Thomas står på spring til at flytte sammen med en ny kæreste. De mangler bare at fortælle deres to døtre, at de skal skilles, da Ane helt uventet bliver ramt af en blodprop.

Hun bliver lam i den venstre side, og skal nu til at kæmpe sig tilbage til en tilværelse, der med ét er monumentalt forandret. Pludselig er hun afhængig af andres hjælp. Og med en krop, der føles som om, at den konstant forråder hende.

Thomas beslutter at blive boende, indtil Ane er kommet til hægterne. Situationen revitaliserer nogle af følelserne mellem de to. Men hvor meget kan man læne sig op af en person, der er i færd med at forlade én?

Indgående kendskab til familiedynamikker

Det er en anderledes jordnær præmis, som Jeanette Nordahl udforsker denne gang efter debuten med provinsmafia-dramaet Kød og blod (2020). Alligevel går der en rød tråd gennem de to film. Begge handler om familierelationer under pres og forståelse mellem mennesker.

Det mærkes også, at historien i Begyndelser er inspireret af Nordahls eget liv. Af forholdet mellem hendes forældre, der også gennemgik en skilsmisse. Skænderiet mellem Thomas og Ane i begyndelsen af filmen føles således utrolig realistisk. På den måde, hvor det tilsyneladende opstår ud af ingenting. Hvorefter det fyger gennem luften med anklager med rod i deres fælles historie. Og selv om en del af det skyldes skuespillernes fremragende arbejde, fornemmer man, at manuskriptet bag må bygge på et indgående kendskab til den slags skænderi-dynamikker.

To af dansk films stærkeste kræfter genforenes

Begyndelser byder også på en professionel genforening af to af dansk films stærkeste kræfter – Trine Dyrholm og David Dencik – i de bærende roller som Ane og Thomas. Det er første gang, at de to spiller over for hinanden siden Pernille Fischer Christensens prisbelønnede drama En Soap (2006). Men selv om de nu næsten to årtier senere er et andet sted i livet både professionelt og personligt, skinner deres fortrolighed og kemi tydeligt igennem i hver eneste scene.

Med det som tryg base skabes et skuespilsmæssigt rum, hvor de sammen og hver for sig kommer igennem hele følelsesregistret. Og hvor ikke mindst Trine Dyrholm spiller sig hudløst ind i rollen som en kvinde i frit fald, der desperat prøver at få fodfæste i livet igen – eller blot mærke begge sine fødder.

Mister kontrollen ved morgenbordet

I en central scene midt i filmen, oplever man hende til en fest i en drømmesekvens slippe krykker og kørestol og bare kaste sig uhæmmet ind i dansen – en scene der mere end noget andet illustrerer det tab, som den manglende kontrol over kroppen repræsenterer.

Og i en anden scene mister hun fuldstændig kontrollen ved morgenbordet, da parrets ældste datter Clara, som er passioneret gymnast, beklager sig over balanceproblemer. I stedet for at være forstående, eksploderer Ane med vægten af hele sin indestængte frustration direkte i hovedet på Clara. En opførsel, der er så klart og langt over stregen og så lidt i orden som noget, men som også understreger filmens store troværdighed. For ægte mennesker er netop ikke perfekte. De er også grimme og reagerer uhensigtsmæssigt.

Mur af usagthed

Samtidig med disse følelsesmæssige udbrud ligger der også en mur af usagthed mellem de to ægtefæller. Til trods for, at de begge er sympatiske mennesker med de bedste intentioner, formår de ikke at kommunikere og blotte deres sårbarhed og hvordan de virkelig har det indeni.

Det er denne underspillede følelsesverden, at Begyndelser når sin største nænsomhed og sande potentiale som en stor og velspillet film.

TITEL: Begyndelser
VARIGHED: 
96 minutter
LAND: 
Danmark og Sverige
INSTRUKTØR: 
Jeanette Nordahl
MEDVIRKENDE: 
Trine Dyrholm, David Dencik, Johanne Louise Schmidt, Bjørk Storm Engelshardt Kirkegaard, Luna Fuglsang Svelmøe m.fl.