Egentlig ville jeg allerhelst have haft flere timer til mit interview med instruktøren Frelle Petersen, så det kunne udfolde sig med samme langsomhed, der er blevet varemærket for hans film. Tid nok til at stilheden kunne nå at sænke sig mellem spørgsmålene. Måske endda hele 8 minutters eftertænksom pause, inden svaret manifesterer sig. Lige så lang tid, der gik inden den første replik i ”Onkel” (2019), der indledte hans Sønderjyllandstriologi, efterfulgt af ”Resten af livet” (2022) og nu ”Hjem kære hjem”.
Men dels er der kun sat en halv time af til interviewet. Dels deltager Jette Søndergaard, der har været med i alle Frelle Petersens film, også i vores snak som en dejlig ekstra-bonus. Og dels er Frelle Petersen ikke specielt langsom, når han fortæller om sine film. Han er tværtimod forbavsende ordrig af en sønderjyde at være.
Frelle Petersen debuterede i 2016 med det mørke, socialrealistiske hævndrama ”Hundeliv”. En film der til fulde levede op til alle de indgroede forventninger om det mørke Jylland, hvor alskens vold og overgreb lurer bag de forfaldne facader. Publikum var tilfredse, men det var Frelle Petersen ikke.
”Nej, jeg var ikke super tilfreds. Det var som om, at filmen ikke rigtig var mig. Som om, at jeg var gået efter, hvad jeg troede folk gerne ville se, frem for hvad jeg selv gerne ville se. Og var endt med en blanding af Tarrantino, Mike Nichols og Erik Clausen. Jeg kunne simpelt hen ikke relatere til antagonisterne i ”Hundeliv”.”
”Men hvad er så dig? Hvad er det i det sønderjyske, som du gerne vil vise?”
”Jeg ville gerne vise langsomheden, og den varme og humor, der er så karakteristisk for Sønderjylland. Min farmor var ærkekøbenhavner, men mødte en sømand i Nyhavn, der kom fra Sønderjylland, blev forelsket og flyttede derned. Så i virkeligheden har jeg det bedste fra begge verdener med mig. Jeg bor i København, men har en arbejdsplads, hvor jeg både er i Hvidovre hos Zentropa, og kan tage til Sønderjylland med et filmhold og hyre lokale sønderjyder til mine film. Jeg er stolt over, at jeg på den måde både kan skabe arbejdspladser i Sønderjylland og være ambassadør for den del af Danmark.”
”Nu har du så lavet en hel triologi om Sønderjylland. Var det planen fra starten?”
”Nej, der har udviklet sig efterhånden. Jeg kunne mærke under optagelserne til ”Onkel”, at jeg havde flere historier i mig. Mine ideer opstår typisk under efterarbejdet til en film, så man kan sige, at den ene film og idéen til den næste har afløst hinanden.”
”Hvordan opstod ideen til Onkel?”
”Det kom sig af, at vi under ”Hundeliv” filmede ude på Jettes onkels gård. Jeg snakkede med hende om, at det kunne være interessant at lave en film der, og researchede så ved at arbejde på gården i fire måneder. Så en dag overværede jeg, hvordan de høstede med mejetærsker. Jeg fik lyst til at optage en scene med Jette i den mejetærsker, så jeg ringede til hende i København og fik hende overtalt til at komme over. Det havde hun aldrig prøvet før.”
”Nej aldrig”, storsmiler Jette og forklarer, hvordan onklen fik lært hende at betjene den store høstmaskine.
Det blev vendepunktet i forhold til, at Jette – præcis som i virkeligheden – kom til at spille onklens niece. I filmen har hun mistet sine forældre og bor hos ham og står med mere og mere af ansvaret, da han får et slagtilfælde.
Resten er historie. Under efterarbejdet til ”Onkel” faldt Frelle Petersen i snak med et par, der havde mistet deres søn. Her begyndte idéen til ”Resten af livet”, der handler om en families kamp, efter at sønnen pludselig dør, at opstå.
”De takkede mig, fordi jeg var interesseret og spurgte ind til, hvordan de havde det, for det var der ikke mange andre, der gjorde. Så jeg blev nysgerrig og talte med nogen i min egen familie, der havde oplevet noget lignende, og så udviklede det sig derfra.”
Under arbejdet med ”Resten af livet”, var Frelle Petersen på besøg hos et ældre ægtepar og mødte der deres hjemmehjælper.”
”Jeg kunne se, hvordan manden, der led af demens, åbnede op, da hjemmehjælperen kom. Det gjorde mig nysgerrig på relationen mellem hjemmehjælperen, som træder ind i andres liv, men samtidig er under tidspres, og borgerne. Jeg kan jo lukke døren til mit kontor, hvis jeg er presset, men det kan de lige som andre omsorgspersoner ikke.”
Frelle Petersens tanker blev til den tredje film i triologien, ”Hjem kære hjem”. Den har netop haft verdenspremiere på Berlinalen, hvor den deltager i Panorama-sektionen.
”Hvordan har det været at vise filmen frem her på Berlinalen?”
”Det har været helt fantastisk. Jeg har aldrig oplevet så godt et publikum”, fastslår Frelle Petersen, hvorefter han og Jette nærmest taler i kor af begejstring.
”Hvordan godt?”
”Jeg har aldrig oplevet 700 mennesker i en biografsal, der sidder og griner af samme scene i en af mine film. Eller at der blev helt stille i salen, fordi alle blev grebet af det, der skete på lærredet. Og bagefter kunne jeg mærke på folk, at mange var blevet meget påvirket af den.”
”Mens de to første film i din triologi var 100% menneskedramaer, er der en politisk og samfundsmæssig kritik i den nye af arbejdsbetingelserne i hjemmeplejen. Er det bevidst?”
”Nej, jeg ser ikke mig selv som aktivist, der skal ud med et politisk budskab. Men samtidig gør hele emnet og fortællingen, at den næsten automatisk bliver politisk, fordi man bliver konfronteret med hjemmehjælpernes hverdag. Og med en leder og nogle ansatte, der på hver deres måde står i en vanskelig situation.”
”Vi kan også se på de publikummer, der har henvendt sig til os, at de føler sig meget berørte. De fortæller, hvordan de selv har forældre i samme situation som de ældre i filmen eller også selv har mistet forældre.”
”Endelig er der også nogle politikere, som reagerer. Vi snakkede blandt andet med sundhedsministeren i Schweiz, der gerne ville vise den til sine politiker-kolleger.”
”Hvordan forberedte du dig til filmen?
”Jeg var selv ude og arbejde som hjemmehjælper, inden vi startede optagelserne. Her sagde de hjemmehjælpere, jeg var ude sammen med, at jeg skulle huske, at det var folks private hjem, som jeg kom ind i. Og at det, de glædede sig mest til, var at snakke med mig.
”Det er også som om, at ”Hjem kære hjem” ikke har samme langsomhed, som de to første. Selv om langsomheden spiller en central rolle for, hvad det virkelig er, de ældre har brug for.”
”Jeg synes nu, at der er masser af langsomhed i filmen. Både indirekte i den måde, som tid er det, der mangler og efterspørges. Men også direkte der, hvor vi flere steder lader kameraet dvæle ved de gamle, når Jette har efterladt deres hjem.”
”Vi eksperimenterede med disse pauser og prøvede dem af på et testpublikum. Vi havde for eksempel en optagelse, hvor vi bare lod scenen forsætte i halvandet minut, men det var for lang tid, mente folk.
”Filmen ender jo netop med en af disse efterpauser hos en af de ældre. På den måde er det en åben slutning. Hvad tænker I selv, der videre sker?”
Frelle Petersen tænker sig om et øjeblik, inden han svarer.
”Jeg tror, det må være op til den enkelte, hvordan man forestiller sig, at hovedpersonernes liv fortsætter.”
”Jeg er håbløst optimist, så jeg håber, at Sofie kommer tilbage til sit arbejde”, supplerer Jette.
”Jette du har været med i alle Frelles film. Hvad er det, der gør, at I bliver ved med at filme sammen?”
”Jeg synes, at Frelle laver fantastiske film. Han fortæller historier på en måde, som folk ikke er vant til at se herhjemme. Og så har vi en meget speciel måde at arbejde sammen på, som jeg rigtig godt kan lide. Frelle tager fat i mig allerede i idéfasen, lige som jeg hjælper til med manuskriptet. Det er en fed måde.
”Og hvad med jer? Hvordan fortsætter det for jer herfra?”
”Jeg skal holde ferie. Det har jeg ikke gjort i toogethalvt år, fordi filmene er kommet meget tæt på hinanden. Jeg har også fået forskellige tilbud, lige som jeg også selv har forskellige idéer. Jeg kan jo godt lide at gøre tingene på min egen måde”, slutter Frelle. Og Jette fortsætter:
”Jeg synes også, der hele tiden dukker nye muligheder op. Så vi må se, hvad der sker. Lige nu tror folk fortsat, at jeg hedder Kris (hovedpersonen i ”Onkel”) og bor i Sønderjylland.”
Den halve time er gået. Det lange, langsomme yoga-interview må vente til en anden gang, men lige som Frelles idéer, kan jeg mærke det tage form. Bare giv det tid.
