“Det er en film, der har levet og været i mig i mange år.”
Instruktøren Jeanette Nordahl behøver ikke engang et indledende spørgsmål fra de tre journalister, før hun ivrigt kaster sig ud i at fortælle om sin nye film ”Begyndelser”, der mandag havde verdenspremiere på Berlinalen.
Det lyser ud af hende, at det i endnu højere grad end hendes forrige film ”Kød og blod” (2020) er et personligt projekt.
”Jeg startede med at skrive på ”Begyndelser” for seks år siden og har haft den inden i mig længe inden da. Den udspringer af flere ting. Jeg voksede selv op i en familie, hvor mine forældre blev skilt, så hvad gør man, når ens verden pludselig bliver revet væk?”
”Det har været en lang proces, og tankerne dukkede op igen, da jeg selv blev forældre. Om alle de forventninger, der er til os: Man skal være en fantastisk mor, en fantastisk forældre, en fantastisk partner og så videre. Det gik op for mig, hvor lille boksen for det såkaldte ”normale liv” er. Og for mig er det spændende dér, hvor man kommer uden for boksen, og hvad der så sker.”
”Der er meget i filmen som er underspillet. Er det et bevidst valg?”
”Ja, for mig giver det fuldstændig mening, at det er sådan. Vi har at gøre med nogle karakterer, som ikke siger ligeud, hvad de føler. Derfor er det nødt til at komme ud på andre måder. Det gør det så i det rum, som det lykkedes Trine (Dyrholm) og David (Dencik) at skabe imellem sig og omkring sig.”
”De er begge to meget professionelle, og det åbnede nogle muligheder for virkelig at udforske hver scene under optagelserne i stedet for bare at tale dem igennem.”
”Vi får aldrig en forklaring på, hvorfor det er gået skævt i deres ægteskab. Hvorfor egentlig ikke?”
”Det er også et helt bevidst valg. Jeg ønskede ikke at gå ind og dømme og give nogen skylden for skilsmissen. At det var den ene eller den andens skyld. Nogle gange er det bare sådan, at man driver i hver sin retning.”
”Er der materiale, som du har optaget, som du har fortrudt, at du ikke tog med i den færdige film?
”Som sagt udforskede vi meget de forskellige situationer fra forskellige vinkler. Det betød, at vi måske havde 10 optagelser af den samme scene. Og selv om de udgaver, der blev valgt fra, var gode og spændende i sig selv, så passede de ikke ind i filmens overordnede stemning og kontekst. Så nej, det er der ikke”
”Midt i filmen er der en scene, hvor Ane i sin fantasi danser til en fest. Det virker som om, den havde en speciel betydning?”
”Ja, den scene var meget vigtig for mig. Også fordi den bygger op til det, der sker senere. Jeg havde en klar idé indeni om, hvad den skulle udtrykke, og heldigvis forstod den koreograf, vi havde tilsluttet, hvad det var, jeg gerne ville vise.”
”Hvordan er det at være tilbage på Berlinalen?”
”Jeg havde en fantastisk oplevelse med at være her med min første film (”Kød og blod” i 2020). Nu er jeg her så igen med min anden spillefilm, og jeg er beæret og rørt over at være her.”
”Der er også et fantastisk publikum her på Berlinalen. Jeg håber, at de kan relatere til den, og at den også efterlader dem med håb. Jeg forsøger altid at give et stykke af mig selv, i det jeg laver. Som sagt er dette en meget personlig film, og nu da jeg har lavet den, kan jeg måske bevæge mig videre fra det sted indeni.”
