“Jeg synes egentlig, at det er ret godt at være mig lige nu!”
Trine Dyrholm smiler over hele hovedet, og ser også ud som én, der synes at hun er et rigtig godt sted. Vi er i et mødelokale på det luksuriøse Hotel Marriott i Berlin, hvor Trine Dyrholm er nede for at præsentere sin seneste film ”Begyndelser” sammen med filmens instruktør Jeanette Nordahl.
Samtidig spiller hun en af hovedrollerne i filmen ”Pigen og nålen”, der er med i dette års Oscar-nominering i kategorien Bedste Internationale Film. Så selv om den 52-årige skuespillerinde ikke har nye projekter på tapetet lige nu, er der næppe tvivl om, at de nok skal komme.
I ”Begyndelser” spiller hun Ann, der midt i en skilsmisse helt uventet får en blodprop og dermed i dobbelt forstand får revet verden væk under sig.
”Det er jo en ret krævende rolle, at skulle spille en kvinde, der pludselig bliver meget hæmmet fysisk. Hvordan forberedte du dig på rollen?
”Jeg arbejdede sammen med en fysioterapeut, der var tilknyttet filmen, som havde erfaring med at optræne folk efter blodpropper. Hun lærte mig blandt andet, hvordan jeg kunne gå uden at bevæge armen, hvilket er meget udfordrende.”
”Det var også vigtig for Jeanette, at man ser Ann svømme med én arm i filmen, hvilket var endnu mere udfordrende at lære. Så jeg tog svømmeundervisning og skulle først lære at crawle, fordi jeg normalt kun svømmer brystsvømning. Og derefter skulle jeg lære at gøre det uden den ene arm. Det var ikke nemt, men det lykkedes faktisk til sidst.”
”Ann skal jo lære mange ting på en ny måde. Det ser man blandt andet i køkkenscenen. Hvordan udviklede den scene sig?”
”Der var ikke noget fast manuskript. I stedet udforskede jeg, hvordan det ville være at gøre rent i køkkenet, hvis der var dele af kroppen, jeg ikke kunne bevæge. Og i den proces gik det op for mig, at min figur Ann jo heller ikke havde prøvet det før, og at det derfor var vigtigt, at jeg ikke kom foran min rolles udvikling.”
”I det hele taget nød jeg meget under filmen, at vi udforskede scenerne og prøvede forskellige ting af frem for bare at tale om dem, og hvad der ville fungere eller ikke fungere. På den måde opstod der ting som for eksempel en spontan latter i en scene, hvor Thomas hjælper Ann op, og som aldrig stod i manuskriptet.”
”Hvordan var det at spille med David Dencik igen efter så mange år fra et andet sted i livet både professionelt og personligt?”
”Jeg spillede jo sammen med David i en ”En Soap” (2006) for alle de år siden, og vi var i Berlin med den og vandt en sølvbjørn. Det var fantastisk, og det bragte os tæt sammen. Vi er tætte venner, og nu er vi så tilbage i en ny film, hvor vi igen skulle spille intime scener sammen både følelsesmæssigt og fysisk.”
”Jeg elsker David både som menneske, ven og skuespiller. Han kommer altid med noget uventet, når man spiller sammen med ham, og det gør, at jeg er nødt til at være fuldstændig vågen og tilstede.”
”I har en ret tæt sexscene i filme. Hvordan var det?”
”For det første havde vi en rigtig god intimcoach, der snakkede det igennem med os. For det andet følte jeg mig fuldstændig tryg, fordi det var David. Og fordi han er meget modig og helt uden forfængelighed, kunne jeg putte min egen forfængelighed væk og bare være helt tilstede i situationen.”
”Hvordan fungerede samarbejdet med Jeanette Nordahl?”
”Det har været et privilegium at arbejde sammen med Jeanette, og noget, som jeg havde ønsket et stykke tid. Det er altid meget inspirerende at finde ind til instruktørens vision med filmen. Det vanskelige er, hvis man skal udforske det hele selv, men når instruktøren som Jeanette har en klar retning, er det ikke svært at spille.”
”Der er en scene, hvor Ann tipper over og overfuser sin datter ved morgenbordet, fordi hun ikke kan tåle at høre hende tale om sin gymnastik, når hun selv er blevet så begrænset fysisk. Og der er en anden, hvor de sidder i bilen, og Ann mener, hun sagtens kan køre, mens det er tydeligt, at hun ikke kan. Det fremstiller hende jo ikke i et særligt positivt lys.”
”Nej, det er der, hvor hun presser situationen ud et sted, hvor det virkelig påvirker hendes familie. Hendes overfusning af datteren er helt urimelig, men samtidig viser det jo også bare, at hun er et mennesker, og at vi som mennesker ikke altid handler rationelt eller perfekt.”
”Når man ser Ann og Thomas i filmen, så virker de jo egentlig meget glade for hinanden. Man undrer sig lidt over, at de står midt i en skilsmisse?”
”For mig er det ret åbenlyst, hvad der er sket. De fungerer rigtig godt sammen, men samtidig har de bevæget sig hen et sted, hvor de ikke længere ser hinanden. De har glemt at kigge på hinanden med åbne og nysgerrige øjne. Jeg tror, der er sket det, at hun har skubbet ham væk på grund af sit arbejde. Måske har de ikke haft sex et par år, og selv om de måske savner det, er det alligevel blevet sådan – og måske endda en lettelse. I bund og grund handler det om, at de ikke er særlig gode til at kommunikere med hinanden. Noget som mange også oplever ude i verden og derfor kan relatere til.
”Hvad håber du, at publikum skal få ud af filmen?”
”Jeg håber, at de får sig et pusterum fra alt det, der sker i verden lige nu. Vi lever i mørke tider, så det er dejligt at opleve, at oven over det hele er der nogle eksistentielle temaer og følelser, som vi alle dele, uanset hvor i verden, vi befinder os.”
